Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alper, de fynske - Alperne, Europas mægtigste Bjergsystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alper, de fynske, er et Navn, der ifl. Danske
Atlas (III Side 381) er blevet benyttet »for
Skæmt« i 18. Aarh. af en Præst paa Egnen og
senere er optaget i Alvor af fl. Forfattere, og
som betegner den Række Sandbanker, der
begynder NØ. f. Faaborg og strækker sig mod
NV. til henimod Assens; undertiden er Navnet
brugt i videre Bet. og omfatter ogsaa de
nordligere liggende Banker mellem Assens og
Middelfart. De højeste Punkter er, fra SØ. til NV.,
Kongens Høj 116,5, Rikelsbjerg 111,5, Lerbjerg
127, Trebjerg 128 og Sandbjerg 111 m; især fra
de to sidste er der en prægtig Udsigt over store
Del af Fyn samt Als, Ærø, Taasinge og de
andre smaa Øer S. f. Fyn. Mange af Bankerne er
dækkede af de i nyere Tid anlagte Naaleskove;
den største er vel den c. 550 ha store
Wedellsborg Plantage mellem Assens og Middelfart,
der indeholder en broget Blanding af Gran-
og Fyrrearter.
H. W.
Alperne, Europas mægtigste Bjergsystem,
ligger mellem 43 1/2° og 48° n. Br., mellem 5°
og 16 1/2° Længde Ø. f. Grw. og begrænser den
norditalienske Lavslette imod V. og N.,
strækkende sig gennem det sydøstlige Frankrig, de
nordligste Dele af Italien, det sydlige og østlige
Schweiz, det sydligste Bayern, det vestlige og
mellemste Østerrig som en uhyre Bue, der først
løber mod N., derpaa mod NØ. og Ø., tiltagende
i Bredde mod Ø. Længden er (fra Savona til
Wien) c. 1200 km, den største Bredde (mellem
Garda-Søen og Kochel-Søen) er c. 225 km, den
ringeste Bredde (mellem Ivrea og Genfer-Søen)
er c. 125 km. A. dækker en Overflade af 176000
km2, og Middelhøjden er 1400 m. I V. er A.
ved Rhône skilt fra det midtfranske Bjergland;
Jura-Bjergene udgaar derimod fra A. uden
nogen tydelig Grænse. Mod N. begrænses A. af
det schweiziske, schwabiske og bayerske
Plateau, der med en Middelhøjde af 400—600 m
strækker sig fra Genf til Linz. I Ø. naar A. til
Wien-Bækkenet, der skiller dem fra deres
naturlige Fortsættelse, Karpatherne, og til den
lille ungarske Lavslette. Mod SØ. gaar A. uden
naturlig Grænse over i Karst-Bjergene. Mod S.
ligger Alpernes Fod i den lombardiske Slette i
en Højde af c. 200 m; Sydskraaningen er langt
stejlere end Nordskraaningen, dels fordi den
naar længere ned, dels fordi den samtidig er
smallere. I SV. fortsætter A. sig i Apenninerne;
som Grænse sættes her i Regelen Passet Col
d’Altare.
Geologi. De geologiske Formationer er i
A. ordnede i tre parallelle Zoner: 1) Ur- eller
Central-A. i Midten, bestaaende af krystallinske
Bjergarter, 2) og 3) en nordlig og en sydlig
Zone af sedimentære Bjergarter, navnlig Kalk
fra Trias-, Jura- og Kridttiden; dog bestaar de
nordligste A. af tertiære Dannelser, Molasse og
Nagelfluh (fast sammenkittede Konglomerater)
og Flysch (bløde Sandsten og Skifre fra den
ældre Tertiær- og yngre Kridttid). — A. er en
Del af et uhyre Bælte af Foldebjerge, der i en
Række af Buer strækker sig fra Atlas til
Himalaya og endnu langt videre (se Tertiærformation).
Inden for dette Bælte har Jordskorpen
som Følge af horisontalt virkende Tryk
lagt sig i store Folder, som under Indflydelse
af de atmosfæriske Kræfter, Gletscherne og det
rindende Vand er blevne udformede til de
nuværende Bjergsystemer. De omtalte horisontalt
virkende Tryk formodes at hidrøre fra, at
Jordkloden skrumper ind som Følge af stadig
Afkøling. Dog maa man — efter Suess — antage,
at Bjergkædernes Opstaaen skyldes et ensidigt
Tryk; saaledes skal det Tryk, som har frembragt
A., være kommet fra S. Ved Foldningen
er Alpebæltets opr. Bredde formindsket til 1/4 ell.
1/6. Folderne er væltede imod N., og derved er
der opstaaet de saakaldte Overfoldninger,
hvorved ældre Bjergarter ofte kommer til at dække
yngre. Mellem Genfer- og Thuner-Søen samt i
Chablais-A. optræder de saakaldte »Klippen«,
Bjergmasser af ganske anden Natur end deres
Omgivelser — de bestaar mest af Jura- og
Triasdannelser, der som store Flager ligger
oven paa Kridt- og Tertiærtidens Bjergarter, og
deres Sammensætning tyder paa, at de stammer
fra fjerntliggende Egne. Lignende
fremmedartede Dannelser findes ogsaa andre Steder
i de nordlige A., og i nyeste Tid har den
Anskuelse vundet Indgang, at alle de nordlige
Kalkalper i Schweiz er dannede ved Overfoldning,
presset ud af Alpernes centrale Zone og
ført mod N.; de Lag, som nu ligger øverst —
f. Eks. de nævnte »Klippen« — er derved førte
den længste Vej og maa antages at stamme
fra Omraadet S. f. Skt Gotthard og Montblanc.
Ogsaa i de østlige A. har der fundet lgn.
Overfoldninger Sted, men medens disse i den
nordlige Del af Østalperne er rettede mod N.,
er de i den sydlige Del af Østalperne rettede
mod S. A. er ikke dannede ved en enkelt Foldning
ell. i een geologisk Periode. I Silurtiden var
maaske hele A.-Omraadet dækket af Hav, men
i Devon- og Karbontiden dukkede Landet frem,
og i den mellemste Karbontid begyndte de første
Bjergkædefoldninger, som endnu spores i de
vestlige og sydøstlige A.; samtidig opstod Spalter
i Jordskorpen, hvorigennem trængte eruptive
Masser frem, som dannede f. Eks. Porfyr-Plateau’et
ved Bozen. Erosionen nedbrød disse
Bjerge, og i Triastiden sænkedes Omraadet,
navnlig Østalperne, i Juratiden ogsaa Vestalperne
under Havet. I Midten af Kridttiden undergik
Østalperne atter en Hævning og Foldning, som
spores i den nordøstlige Del. Det var dog først
i Tertiærtiden, at den Bjergkædedannelse fandt
Sted, som har opbygget de nuv. A. Ved Slutn.
af Eocæntiden begyndte en Hævning og
Foldning af hele Omraadet, en Proces, som
vedvarede meget længe, i Vestalperne til yngre
Miocæn. Strukturen af de nordlige A., navnlig
i Bayern, tyder paa, at Foldningen skred frem
mod N. trinvis, idet hvert Trin er markeret
ved Brud og Forskydning af Lagene. — Efter
saaledes at være opbyggede ved de bjergkædedannende
Kræfters Virksomhed har A. været
udsatte for en langvarig Nedbrydning og
Udformning; dybe Dale er endog i nogle Tilfælde
opstaaede der, hvor tidligere laa høje Bjergrygge,
og undertiden gaar de nuv. Bjergkamme
der, hvor de oprindelige Dale har været.
Nedbrydningen og Omformningen skyldes ikke
alene de atmosfæriske Kræfter og det rindende
Vand, men ogsaa Gletscherne. I den kvartære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
