Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alperne, Europas mægtigste Bjergsystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Istid var A. stærkt gletscherdækkede; dog var
der ikke nogen sammenhængende Indlandsis,
de enkelte Gletschere og Firner var ved nøgne
Bjergkamme skilte fra hverandre som nu; kun
i enkelte Tilfælde traadte de over de nuv.
Vandskel i Forbindelse med hinanden.
Bjergkammene bevarede derfor deres stejle Former,
medens de dybt nedskaarne Dale bærer
tydelige Vidnesbyrd om Gletschernes Virksomhed.
Fire Istider med mellemliggende varmere
Perioder har fulgt hverandre i A. og sat sig
Spor i Dalenes nuv. Udformning og i de
betydelige Aflejringer, som Gletscherbækkene har ført
ud i Rhinens, Donaus og Pos Sletter. Den
glaciale Erosion har navnlig været overordentlig
virksom i de større Alpe-Dale; den nuværende
Rhône-Dal er saaledes nu 5—600 m dybere end
dens mindre Sidedale. I Løbet af Kvartærtiden
er der fra Alpeomraadet bortført et Lag af
gennemsnitlig over 250 m Tykkelse (jvf.
Kvartærformation og Gletscher).
Overfladeforhold. Hydrografi.
Som Resultat af den her skitserede Udvikling
fremtræder A. i deres nuv. Skikkelse. Den
største Højde naar A. i Montblanc-Gruppen
(Piemont og Savoyen) og i Walliser-A. (SV.
Schweiz). Montblanc er 4810 m. Middel-Kamhøjden
stiger fra Rivieraen til Genfer-Søen fra
2000 til 3000 m og naar højest i Monte
Rosa-Gruppen (3300 m); herfra synker den stadig
mod Ø., indtil Alpekarakteren omsider ganske
tabes i Wienerwald. I Henseende til Højde
skelner man mellem 1) Foralperne, som
naar til den øvre Skovgrænse, d. e. til c. 1800
m, 2) Mellemalperne, som naar til den evige
Snes Grænse (c. 2800 m), og 3) Højalperne,
som overskrider Snegrænsen. I Alm. findes de
højeste Bjerge i den krystallinske Centralzone;
dog er den østlige Del af de nordlige Kalkalper
højere end den tilsvarende Del af den
krystallinske Zone; den østligste 2000 m Top,
Schneeberg, tilhører saaledes det nordlige Kalkbælte.
— Alpedalene deles i 1) Længdedale, som
følger Bjergenes Hovedretning og udmærker sig
ved betydelig Længde og ringe Stigning af
Dalbunden, samt 2) Tværdale, der gaar paa tværs
af Bjergkæderne og i Reglen er korte, stejle og
snævre. Karakteristiske Længdedale er Rhône-,
Vorder-Rhein-, Salach-, Inn-, Drau- og
Enns-Dalen; Tværdale er f. Eks. Reuss-, Ticino-, Öte-
og Ziller-Dalen. Som nævnt skyldes Dalenes nuv.
Form for en stor Del Gletschervirksomheden;
i Tværsnit er de derfor U-formede med stejle
Skrænter og trugformet Bund, i Længdesnit
afveksler brede Bækkener, hvis Bund er dækket
med Morænegrus, med stejle Trin, der af
Floderne er gennemskaarne i snævre Kløfter. De
mindre dybt nedgravede Sidedale ligger i
betydelig højere Niveau end Hoveddalene,
hvorfor der ved Udmundingen altid fører en stærk
Skraaning fra Sidedalens Bund ned til
Hoveddalens. De største Bækkener findes i Nærheden
af, hvor Dalen udmunder i Slettelandet, og her
ligger derfor de store Alpesøer; disse store
Søer betegner de Steder, hvor Istidens store
Gletschere sluttede. Saaledes ligger
Genfer-Søen i Rhône-Dalen, Brienzer- og Thuner-Søen,
der engang dannede een Sø, ligger i Aare-Dalen,
Vierwaldstätter-Søen i Reuss-Dalen,
Zürich-Søen i Linth-Dalen, Boden-Søen i
Rhin-Dalen, Lago Maggiore, Como- og Iseo-Søen
ligger i Ticinos, Addas og Oglios nedre Dale, o. s. v.
I Bjergenes højere liggende Dale findes ingen
Søer. — Alpefloderne faar deres Vand
ikke alene fra talrige Kilder, men ogsaa fra
Sneen og Gletscherne; som Følge heraf er de
netop i den hedeste Sommertid mest vandrige.
I Kalkalperne er ikke sjældent de højere
liggende Partier fattige paa Vand, fordi dette
gennem de porøse, af Spalter og Hulrum
opfyldte Bjergarter siver ned i Jorden, for
længere nede at bryde frem som Kilder. Alpernes
Flodsystemer udmærker sig ved en
ejendommelig straaleformig Ordning. Fra Skt Gotthard
kommer saaledes 4 store Floder, Reuss, Rhin,
Ticino og Rhône. Gennem de store Flodsystemer
Rhin, Rhône, Po og Donau har A. Afløb til
Nordsøen, Middelhavet, det Adriatiske Hav og
Sortehavet. Alpefloderne danner en Mængde
Vandfald; højest er Krimmler-Faldene i
Pinzgau (350 m). Det af Floderne medførte Grus
og Sand afsætter de i Alpesøerne, der saaledes
efterhaanden udfyldes. — Den rige
Daludvikling i A. gavner i høj Grad Samfærdselen, og
yderligere lettes denne ved de saakaldte Pas,
Sænkninger i Bjergkammene, som forbinder de
øvre Partier af de overfor hinanden liggende
Dale paa hver Side af en Bjergkæde. A. er,
sammenlignet med andre Højbjerge, særlig rige
paa lave og bekvemme Pas (jfr. Alpeveje).
Geografisk Inddeling. A. deles paa
forsk. Maader, efter som man lægger
orografiske ell. geologiske Hensyn til Grund. Den
ældre, paa orografiske Forhold grundede
Inddeling i a) Vestalperne, fra Savona til Linien
Arve-Montblanc-Dora Baltea, b) Mellemalperne
ell. de schweiziske A. fra denne Linie til
Reschenscheideck og Adige-Dalen og c) Østalperne
fra Adige til Wien og Donau, støtter sig paa flg.
Forhold: Vestalperne bestaar af een Hovedkæde
uden store Længdedale, men med mange
Tværdale; Mellemalperne danner mod V. to, mod Ø.
tre Hovedkæder med Længdedale; Østalperne
har 3—5 saadanne Hovedkæder, idet Antallet
tiltager mod Ø. I nyere Tid anvendes i Reglen
den paa geologiske Forhold støttede Inddeling
i 1) Vestalperne og 2) Østalperne,
henholdsvis V. og Ø. for en Linie, der fra
Boden-Søen gaar gennem Rhin-Dalen og videre
over Splügen til Como-Søen. Denne Grænselinies
Bet. ligger deri, at den sydlige Zone af
sedimentære Bjergarter findes Ø. f. den, men
mangler mod V., og at den nordlige Kalk-Zone
i Ø. stammer fra øvre Trias, i V. fra Jura og
Kridt.
Vestalperne har en ensidig Bygning;
paa deres Yderside (V. og N.) begynder de med
lavere Kæder, og derefter følger efterhaanden
højere Bjerge; deres indvendige Side, mod
Italien, skraaner derimod stejlt. Medens den
udvendige Side bestaar af en Zone af
sedimentære Bjergarter, har den indvendige Side ingen
saadan Sediment-Zone, men her naar den
saakaldte Central-Zone, bestaaende af Gnejs, helt
ud mod. Lavlandet. Der skelnes mellem flg.
Underafdelinger: Liguriske A., fra Col
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
