Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alperne, Europas mægtigste Bjergsystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hæver sig til spidse Tinder, hvorimellem der
ligger flade Indsænkninger med Mergelbund og
frodig Plantevækst; flere af disse Bjerge hæver
sig over Snegrænsen (Marmolata, 3360 m), men
p. Gr. a. deres Stejlhed er Gletscherudviklingen
ringe. S. f. Arisio ligger Granitmassivet Cima
d’Asta (2848 m). Dolomit-Alpernes skønne og
til Dels frugtbare Dale er meget besøgte af
Turister; Hovedvejene gaar gennem de Højlandet
begrænsende Indsænkninger, den vigtigste Rute
fører over Bozen. Venezianer-A., der fra
Sugana-Dalen strækker sig mod Ø. til
Tagliamentos Tværdal, er i deres nordlige Del en
Fortsættelse af Dolomit-Alperne, i deres sydlige
Del en af Floddalene gennembrudt Bjergkæde,
hvis vestlige Parti, Belluneser-Højene, en lav
Kridtryg, skiller Bellunos Bækken fra den
øvreitalienske Slette. De karniske A., som ved
Kreuzberg slutter sig til Sydtiroler-A. og herfra
strækker sig mod ØSØ., er ved Drau-Dalen og
Klagenfurt-Bækkenet skilt fra Central-A.; de
deler sig i tre Kæder: Gailtaler-A. mellem
Gail og Drau, hvis Toppe kun naar lidt over 2000
m og altsaa ikke ind i Sneregionen; parallelt
med disse S. f. Gail den karniske Hovedkæde
med lgn. Tophøjde og meget stejl Sydskraaning;
den er c. 100 km lang og naar til
Kanal-Tal, paa hvis anden Side den fortsættes af
Karawankerne, der begrænser Klagenfurt-Bækkenet
mod S., og fortsætter sig langt mod
Ø., til sidst opløst i enkelte Grupper. S. f. den
vestlige Del af Karawankerne, skilt derfra ved
Wurzen-Saves Dal, ligger de juliske A., et
øde Kalkplateau, hvorover hæver sig det med
evig Sne dækkede Triglav-Massiv (2864 m). S. f.
Karawankernes østlige Del ligger Steiner-A.,
et højt, sønderrevet Kalkplateau, hvis Toppe
naar over 2500 m, og hvis storartede
Kedel-Dale hører til Alpernes vildeste Partier. Mod S.
naar disse Kalkbjerge til Laibach-Bækkenet
og fortsættes derefter i den saakaldte Karst.
Mod Ø. fortsættes Karawankerne af de lave
sydsteierske Bjerge, der deler sig i fl.
Bjergdrag (Bachergebirge, Matzelgebirge), som
naar ind i det kroatisk-slavoniske Lavland.
Klima. A. kommer ved deres Beliggenhed
imellem Mellemeuropa og Sydeuropa og ved
deres østvestlige Hovedretning til at markere
og forstærke Grænsen mellem to Klima-Omraader.
Samtidig er Klimaet i selve A. underkastet
store lokale Forskelle. Overgangen til det
sydeuropæiske Klima foregaar i Vestalperne
hurtigt og springvis, derimod langsommere i
Østalperne, hvor Kammene er lavere og stryger
mod NØ., saa at Sydskraaningerne ikke er
beskyttede mod de kolde Øst- og Nordøstvinde.
Klimaet er mere kontinentalt i Østalperne end
i Vestalperne, som staar under Indflydelse fra
Atlanterhavet Temperaturen aftager opad, om
Vinteren 0,45°, om Sommeren 0,75° for hver 100
m; dog hænder det om Vinteren i klart, vindstille
Vejr, at Forholdet vendes om, saaledes at
Temperaturen da imod Sædvane bliver højere
paa Bjergene end i Dalene. Regnmængden er
betydelig næsten overalt; i Østalpernes store
Længdedale synker den dog paa sine Steder
under 800 mm, og i det hele taget er de indre
Dale tørrere end Nord- og Sydskraaningerne,
hvis aarlige Regnmængde er mellem 1 og 2 m
ell. endog derover. Snegrænsen ligger i
Vestalperne paa Nordsiden i c. 2700 m’s Højde, paa
Sydsiden i c. 3000 m’s Højde; i Østalperne
ligger den paa de nordlige Kalk-Alper ved c. 2500
m, paa Hohe Tauern ved 27—2800 m, paa de
sydlige Kalkalper ved c. 2700 m. A. har
mellem 1000 og 1100 Gletschere, hvis samlede
Areal er over 3000 km2; deres Bet. er
overordentlig stor, idet de regulerer Vandforsyningen
til de udstrakte Egne, som gennemstrømmes af
Floder fra A. — SV. og NØ. er de vigtigste
Vindretninger; den førstnævnte Vind styrter fra
Bjergene ned i Alpernes nordlige Dale og
optræder her, især i den øvre Ill- og Rhin-Dal,
samt den nedre Reuss-Dal, som den varme og
tørre Föhn, der paaskynder Snesmeltningen om
Foraaret og derved letter Jordbruget i de højere
liggende Dele af Bjergdalene.
Vegetationen. I Overensstemmelse med
Klimaet og især den med tiltagende Højde
aftagende Temperatur kan der i A. skelnes
mellem fl. forsk. Vegetations-Zoner. Den nederste
af disse karakteriseres ved en ejendommelig
Indblanding af Middelhavsformer, særlig
fremtrædende ved Alpernes Sydfod og i
Rhône-Dalen. Da Klimaet her er mildt og samtidig
mangler en Tørtid, trives ægte Middelhavsplanter
her sammen med alpine Planter. I de
italienske Alpedale er Klimaet paa sine Steder
mildere end i den lombardiske Slette, saa at endog
Oliven dyrkes ved de norditalienske Alpesøers
Bredder. Højere naar Vinen, som dyrkes til en
Højde af 700 m paa Syd- og Vestsiden af A., og
til 500 m paa Nordsiden; sammen med den
trives det hvide Morbærtræ og Majsen, adskillige
Frugttræer (Figen, Mandel, Fersken o. a.) samt
Tobak. Oven over denne Zone kommer et Bælte,
hvor Løvtræerne er fremherskende, især Bøgen,
som naar til c. 1350 m; Egen synes at være i
Tilbagegang, men Ask, Elm og Lind
forekommer spredt gennem Løvskov-Regionen. Skove
af ægte Kastanie findes paa Sydsiden af A. op
til 900 m; ogsaa i Schweiz vokser den ægte
Kastanie, omkring Genf, Vierwaldstätter-Søen
og ved Boden-Søen. Mellem 1350 og 1800 m er
Naaletræernes Region; Rødgranen er her
fremherskende, og dernæst Lærk og Zirbelfyr; Røn
og Ahorn findes ogsaa i denne Region, og
Underskoven dannes af Taks, Gedeblad, Pil og
andre Buskvækster. Store Strækninger af
Skov-Regionen er dog anvendte til Dyrkning af Hvede,
Rug, Byg, Kartofler m. m. ell. udlagte til
Græsgange. Skovgrænsens Højde er noget forsk. i de
forsk. Dele af A.; i Wallis og Engadin er den
saaledes 2200 m, i Syd-Tirol 2100 m. Fra
Skovgrænsen til Snelinien ligger den alpine Region
med en meget ejendommelig Plantevækst.
Paa nogle Steder i Graubünden og Wallis
dannes Overgangen fra Skovregionen til den
alpine Region af forkrøblede Fyrretræer, Pinus
montanus var. pumilio, Dværgtræer med liggende
Stamme og slangeagtige Grene. Hyppigere
træffes oven for Skovgrænsen Ellekrat, Alnus
viridis. I Alm. begynder den alpine Region med
lave Krat af Alperoser (Rhododendron hirsutum
paa Kalkbund og Rhododendron ferrugineum
paa Kiselbund), der især optræder paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
