Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alperne, Europas mægtigste Bjergsystem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stejlere Skraaninger, hvor de løse Jordarter let
bortskylles, saa kun Planter med dybe Rødder
kan trives. Paa mindre stejle Steder er
Græsmarken allerede her fremherskende, og højere
oppe er den eneraadende indtil den evige Sne,
overalt, hvor Jordbunden tillader det. Da der
hele Sommeren igennem daglig falder Smaaregn,
er Klimaet overordentlig gunstigt for
Græsvækst; kun paa stenet Grund, hvor
Vandet hurtigt rinder bort, er Buske og Urter med
dybere Rødder fremherskende. P. Gr. a. den
fugtige Sommer har Græsmarken et mere
englignende end steppelignende Præg. Kun paa
tørre Steder findes haarde Græsarter med
indrullede Blade (f. Eks. Nardus stricta, Festuca
ovina var. alpina), og paa de samme Steder
vokser behaarede Urter som Leontopodium
alpinum, Potentilla nivea o. a. Hvor Jordlaget er
meget tyndt og Vandet hurtigt rinder bort,
vokser de mest bekendte og ejendommelige
Alpeplanter som Dryas octopetala, de alpine
Arter af Sedum, Sempervivum o. a.
Crassulaceer, Saxifraga aizoon, Draba aizoides,
Primulaer og Androsaceer. De fleste af disse
Planter har Roset- ell. Pudeform. Paa
Klippefladerne udbreder sig krybende Buske, som
Juniperus nana, Azalea procumbens og
Arctostaphylos alpina, der sender deres Rødder ned
i Revnerne. Store Strækninger indtages af
Stengrunde, som ofte er bevoksede med krybende
Buske og Urter med dybe Rødder og kødede,
blaagrønne Blade, f. Eks. Linaria alpina,
Oxyria digyna o. a. Kalkstengrunde bærer den
skønne Papaver alpinum samt Viola cenisia.
Ved Bredden af Gletscher-Bækkene vokser den
ejendommelige Saxifraga aizoides med meget
kødede Blade, hvis Struktur minder om nogle
Strandplanters, fordi det iskolde Vand
fysiologisk virker paa lgn. Maade som Saltvand. Ovf.
den alpine Græsmark strækker sig indtil
Toppen Is og Sne. Dog kan der paa de
Klippespidser, der rager frem af Sneen, træffes
enkelte Blomsterplanter; paa Finsteraarhorn er
saaledes Ranunculus glacialis truffet i 4270 m’s
Højde. — Selve Sneen er heller ikke blottet for
Plantevækst. Saussure var den første, der
iagttog det mærkelige Fænomen »rød Sne«; han
formodede, at denne Farvning af Sneen hidrørte
fra Blomsterstøv, men senere Forskere har vist,
at den skyldes en til Protococcaceerne hørende
Alge, Sphaerella nivalis. Sammen med denne
lever fl. andre Alger i Sneen.
Dyrelivet er i de lavere Dele af A.
nogenlunde identisk med det mellemeuropæiske,
mod S. forekommer dog særlige italienske
Former. I de højere Dele af A. er Dyreverdenen
mere særegen; her findes de egl. alpine
Dyreformer, af hvilke nogle kan betragtes som
Rester af Istidens mellemeuropæiske
Dyreverden, medens andre i Højbjergene har fundet
Tilflugtssted for menneskelig Forfølgelse. M. H.
t. Dyreformernes vertikale Udbredelse skelner
man mellem flg. 4 Zoner: Fladlandet
indtil 790 m’s Højde, Bjergregionen
(790—1270 m), Alperegionen (1270—2220 m) og
Sneregionen (2220—4430 m); det er især
de to øverste Regioner, som er interessante. I
Alperegionen træffes store Rovdyr som
Ulven, Lossen og Bjørnen, skjulte i Skove og
Kløfter; Husmusen, Markmus og Skovmus,
Alpespidsmusen, Murmeldyret og Gemsen bebor de
samme Egne. De fleste Fugle i Regionen er
Strøgfugle, som kun er her om Sommeren, til
de mere stadige Beboere hører Ringduen,
Vendehals, Korsnæb, Bogfinker, Lappedykkere,
Vandstær og Urfugl; i Træktiden drager Mill.
af Fugle gennem de lavere Alpepasser. Hugorm
og Staalorm gaar herop fra lavere Egne; af
Firben kun Lacerta vivipara; den ømfindtlige
grønne Frø bliver nede i Bjerg-Regionen,
medens den brune Frø, Alpe-Salamanderen og
Bjerg-Tritonen naar denne Højde. Mange Rov-
og Løbebiller samt Edderkopper, hvilke alle
fortærer de Bremser og Klæger, som følger med
Kvæget selv op i den øvre Alpe-Region. Det
særlig ejendommelige ved A.’s Dyreliv træder
først frem i de øvre Egne, Sne-Regionen.
Stenbukken (nu kun i de østlige grajiske A.)
er vistnok af Mennesket drevet helt herop;
ogsaa Gemsen færdes her, medens de begge i
Diluvialtiden tillige fandtes i Lavlandet
sammen med Rensdyr, Elsdyr, Kæmpehjort,
Urokse, Bison, uldhaarede Næsehorn og
Mammuter. Murmeldyret bygger sin Sommerbolig
paa de græsklædte Skrænter, hvorimellem
Sneen skyder sig ned. Snemusen har sit rette
Hjem i disse høje Egne, hvor ogsaa Sneharen
(Lepus variabilis), der om Sommeren er brun,
om Vinteren hvid, holder til. Blandt Fuglene
findes et lgn. Farveskifte hos Rypen, der færdes
langt oven over Snegrænsen; karakteristiske for
Højalperne er endnu Snefinken, Alpealliken og
Alpekragen; Lammegribben og Kongeørnen
svæver ofte i Højde med de mægtigste Alpetoppe.
De Leddyr, der træffes over 2500 m, er i Reglen
vingeløse Dyr, saaledes fl. Arter Edderkopper
og den lille Desoria glacialis, Gletscher-Loppen,
som endog naar op til 4000 m. — Af Husdyrene
er Hornkvæget udviklet i fortrinlige Racer;
smaa stærktbyggede Heste egner sig godt til
Lastdyr, Geden er almindelig, og Faaret
græsser paa de mest utilgængelige Klippeskrænter.
Befolkningen i A. var i Oldtiden dels
Kelter, dels Rhæter (et med Etruskerne
beslægtet Folk) og i Østalperne Illyrer. Under
Augustus blev de krigerske Bjergfolk efter en
blodig Krig undertvungne og romaniserede. Under
Folkevandringen trængte forskellige germanske
Folkeslag ind; store Dele af de schweiziske
Alpelande blev erobrede af Alamanner, og i
Østalperne indvandrede baade Germaner og
Slaver. Derimod holdt den romaniserede
Befolkning sig i de vestlige og sydlige A., som nu er
beboede af Franskmænd og Italienere; af den
gamle rhætoromanske Befolkning findes endnu
i afsides Dale, især i Graubünden, c. 50000, som
har bevaret deres Sprog. Fra den senere
Middelalder førtes i Vestalperne en langvarig Kamp
om Herredømmet mellem Fyrsterne i Savoyen,
Dauphiné og Provence, siden fortsat mellem
Frankrig og Savoyen-Piemont, og først afsluttet
1860, da Frankrig fik Savoyen og Nizza. De
schweiziske Alpers Befolkning stod en Tidlang
under forskellige tyske Fyrster, men i 13. Aarh.
rejste Skov-Kantonerne sig imod Habsburgerne
og dannede 1291 Edsforbundet i Brunnen, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
