Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Analog! (jur.) - Analogi (zool) - Analogi (dogmat.), se analogia fidei - Analogi (sprogvidensk.), se Analogidannelse - analogia fidei, Troens Analogi - Analogidannelse kaldes en Sprogform, som ikke er opstaaet ved regelmæssig Lydudvikling - Analogisme (gr.), et gennem Analogi ført Bevis - Analysator, se Polarisation, Lysets - Analyse (gr.) betegner Opløsning af en Helhed i sine enkelte Elementer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udelukke, at de strafbare Handlingers Tal
forøgedes ved A. (lat. nulla poena sine lege).
Sætningen er opstillet i fl. vigtige, fremmede
Straffelove. Man har støttet den paa, at da
Straffelovens Trusel (se Straffetruselsteori)
var det væsentlige, kunde man ikke eksekvere
Straf, hvor en Trusel ikke var udtalt;
Sætningen bør dog snarere begrundes deri, at det har
en stor Bet. for Borgerne at være sikre imod
Straf, naar de overholder Lovene, og at det dog
altid bliver skønsmæssigt, hvor mange af de
retsstridige Handlinger Samfundet bør belægge
med Straf. Saaledes kan det ogsaa forstaas, at
man i de privatretlige Forhold maa anvende A.
i et videre Omfang, fordi man her altid maa
have en Afgørelse af Parternes Mellemværende
og ikke kan nøjes med som Straffeloven at
sige: jeg lader Tilfældet ligge. Medens den
tidligere Strafferetspleje ofte anvendte A. til at
forøge de strafbare Handlingers Tal, kan man
i § 1 af den nugældende danske alm. Straffelov
(jfr. § 2 i dansk Straffelovsudkast 1912) finde
Udtryk for den omtalte begrænsende Tendens,
idet den bestemmer, at »ingen kan straffes efter
denne L., medmindre han har gjort sig skyldig
i et Forhold, der gaar ind under en af de i
Loven givne Straffebestemmelser eller ganske
maa sættes ved Siden af en i samme som
Forbrydelse betegnet Handling«. Herved er
imidlertid alene sagt, at der skal stilles strenge
Fordringer til Aarsagernes Lighed; men i
Virkeligheden er Følgen blevet, at Praksis i ringe
Omfang har anvendt A. her.
V. B.
Analogi (zool.), en Overensstemmelse
mellem to Dyre- ell. Planteformer ell. mellem deres
enkelte Organer, som ikke er betinget af
Slægtskab, men frembragt af samme ydre
Paavirkninger, f. Eks. samme ejendommelige
Levemaade, Ophold i samme ejendommelige Klima
e. l. — Mange svømmende Pattedyr frembyder
analoge Svømmehaars- ell. Svømmehudsdannelser
paa Fødderne; Græshopper, Frøer og
Springharer har analogt udviklede »Springben«;
Jordkrebsens »Gravepoter« er analoge med
Muldvarpens; Hvalernes og Fiskenes Legeme
frembyder forskellige A., o. s. fr.
(H. J. P.). R. H. S.
Analogi (dogmat.), se analogia fidei.
Analogi (sprogvidensk.), se Analogidannelse.
analogia fidei, Troens Analogi, betegner i
den lutherske Dogmatik ud fra Rom. 12, 6 den
Regel for Udlægningen af de bibelske Skr.,
som var vundet ved en Sammenstilling af de
klareste og vigtigste Skriftsteder om hvert
enkelt Lærepunkt. Forudsætningen var den, at
alle de bibelske Skr. dannede et overensstemmende
Hele uden indre Modsigelser, og at der
angaaende ethvert Lærepunkt var udtalt en
klar og tydelig Besked. Se Hellig Skrift.
F. C. K.
Analogidannelse kaldes en Sprogform, som
ikke er opstaaet ved regelmæssig Lydudvikling,
men paa hvilken en anden i Sproget
forhaandenværende Form har haft Indflydelse. En A.
er altsaa et Udslag af Stræben efter sproglig
Harmoni, idet man uvilkaarlig forbinder
(associerer) Ord, som har en vis Lighed ell.
Symmetri i Lyd, syntaktisk Anvendelse ell. Bet.,
saaledes at f. Eks. den beslægtede Bet. kan
fremkalde en større Lighed i Formen (virke
omformende), ell. omvendt: en Lighed i
Form fremkalde beslægtet Bet. (virke
omtydende). I det hele har Analogien været
en af de Faktorer, som mægtigst har bidraget
til Sprogets Udvikling, og dens Virkninger
spores paa alle Sprogets Omraader.
Under Bøjningen kan saaledes en Endelse,
som opr. anvendtes i enkelte Tilfælde, blive
eneraadende: s som Genitivendelse i Dansk hørte
i ældre Tid kun hjemme i Enkelttal af en Del
Hankøns- og Intetkønsord, men bruges nu i
alle Ord uden Hensyn til Køn og Tal; i
Gammeldansk hed det æc døpæ — han døpær, nu »jeg
døber«, »han døber«; mange Verber, som
tidligere bøjedes »stærkt«, er nu bukkede under
i Kampen med de langt talrigere »svage«
Verber: svam, grov, hio (senere »hug«, nu
»huggede«). Særlig tydelig viser Analogien sig i
Forholdet mellem et Stamord og dets Afledninger;
tidligere hed det et Saar — at sære, nu
»at saare«; et Las (endnu brugeligt i danske og
norske Dialekter) — at læsse, nu »Læs« —
»læsse«. Afledningsendelsers Evne til at
fremkalde A. viser sig f. Eks. ved den opr. plattyske
Endelse — hed (egl. et selvstændigt Ord =
»Udseende«, »Skikkelse«), som nu efter en stor
Maalestok føjes til ogsaa rent danske Stammer:
»Kræsenhed«, »Kvindelighed«, »Velgørenhed« o.
s.v. Paa Syntaksens Omraade kan nævnes
Udtryk som: »i Massevis« (jfr. i Masse;
»massevis« opr. et Adverbium); »at spise til Frokost«
(jfr. »til Middag«); »han hører til en af de
største Kunstnere« (jfr. »han hører til de største
Kunstnere« og »er en af de største Kunstnere«).
Som Eksempel paa »omtydende« Virkning af
A. kan fremhæves: »ad Aare« (= til næste Aar;
»Aare« en gl. Form for Dativ Enkelttal) bruges
nu næsten altid i Bet. »om en længere
Aarrække« idet man p. Gr. a. de talrige
Flertalsformer paa e opfatter »Aare« som Flertal (se
Folkeetymologi).
Man lærer for en stor Del fremmede Sprogs
Grammatik ved Hjælp af A. (efter Paradigmer);
ved den naturlige Tilegnelse af Modersmaalet
danner man sig derimod ubevidst Mønstre, efter
hvilke man med større ell. mindre Selvstændighed
danner sine Sprogformer, som altsaa
dels kan stemme med, dels staa i Strid med den
tidligere Sprogbrug; anerkendes en saadan
Nydannelse af den alm. Sprogfølelse, kan den
efterhaanden blive eneraadende; hvis ikke,
regnes den for en Sprogfejl; særlig i Barnesproget
og »simpel Tale« vrimler det med »falske A.«:
jeg liggede, jeg nak (ɔ: »nikkede«; jfr. »stikke«
— »stak«); »Garnision«, »Difteritisk« o. s. v.
(Litt.: Sandfeld Jensen,
»Sprogvidenskaben« [1913], S. 11 ff.).
V. D.
Analogisme (gr.), et gennem Analogi ført
Bevis.
Analysator, se Polarisation, Lysets.
Analyse (gr. ἀνάλυσις) betegner Opløsning af
en Helhed i sine enkelte Elementer. Analytiske
Domme stillede Kant i Modsætning
til syntetiske; ved de første skulde Prædikatsbegrebet
allerede »være indeholdt« i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
