Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Analyse (gr.) betegner Opløsning af en Helhed i sine enkelte Elementer - Analyse (sprogv.) - Analyse (mat.) - Analyse (kemisk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Subjektsbegrebet (»Kritik der reinen Vernunft«, 1781,
Indledning). Kant’s Sondring beror paa en
Forveksling af det logiske og det psykologiske
Synspunkt; logisk set er alle Dommene
analytiske, idet de udtrykker en Identitet.
A. T-n.
Analyse (sprogv.) betegner enhver
Udskillen af et Sprogstofs Elementer. Man kan
saaledes foretage en fonetisk A. af et Ord,
idet man bestemmer de forskellige Lyd, hvoraf
det bestaar. Ved etymologisk A. fastslaar
man ad sproghistorisk Vej, f. Eks. af hvilken
Rod og Endelser vedk. Ord opr. er dannet, og
oplyser i det hele, hvilke Faktorer der har
virket til at meddele Ordet dets givne Form.
Sædvanlig menes der med A. dog kun
syntaktisk A., hvorved man forstaar
Bestemmelse af de enkelte Ords Funktion i Sætningen
og Sætningernes indbyrdes Forhold.
V. D.
Analyse (mat.). Ved en Opgaves A.
forstod de gamle Grækere den Fremgangsmaade at
tænke sig Opgaven løst og saa udlede saadanne
Forbindelser, som virkelig kunde give
Løsningen. A. gav alle Løsninger, saaledes at ingen
blev glemt; at de fundne Løsninger ogsaa
virkelig var rigtige, sikrede man sig ved
Syntesen, d. v. s. ved at føre Beviserne. Nu
bruges Ordet i Matematikken nærmest i
Forbindelserne algebraisk A. (de endelige
Størrelsers A.), d. v. s. Algebra og Funktionslære,
og den højere A. (det uendeliges A.),
der indbefatter Differential-, Integral- og
Variationsregning. Ved den ubestemte A. ell.
Ana1ytik forstaas Læren om de ubestemte
Ligninger; den kaldes ogsaa undertiden den
diofantiske A. p. Gr. a. de Bidrag, Diofantos
har givet til den.
Chr. C.
Analyse (kemisk). Den kemiske A.’s
Formaal er at udforske de nærmere Bestanddele
i et forelagt Legeme; den gaar ud paa at
bestemme Bestanddelene efter deres Art eller
efter deres Mængde; i første Tilfælde kaldes
den kvalitativ, i sidste kvantitativ A.;
den sidste kan udføres efter Vægt ell. efter
Rumfang. I Reglen beror A.’s Udførelse
derpaa, at man lader det Legeme, der skal
undersøges, paavirkes af andre Stoffer,
Reagenser (Prøvemidler), hvis Egenskaber er
bekendte, og af de Fænomener, Reaktioner,
som herved viser sig, drages Slutninger m. H.
t. Nærværelsen af visse Stoffer, for hvilke disse
Reaktioner er karakteristiske. Reagenserne er
i Reglen Syrer, Baser ell. Salte og vælges
oftest saaledes, at de angiver Nærværelsen af
et bestemt Stof ved Dannelsen af et Bundfald,
altsaa af en uopløselig Forbindelse, ell. ved
at der fremtræder en karakteristisk Farvning
af Opløsningen, idet der dannes farvede
Forbindelser. Visse Reagenser forholder sig
overensstemmende over for hele Grupper af kem.
Forbindelser ell. Grundstoffer; saadanne
Reagenser kan altsaa ikke tjene til paa Forhaand at
drage Slutninger m. H. t. Nærværelsen af et
enkelt, bestemt Stof, men de benyttes som
Gruppereagenser til at isolere en bestemt
Gruppe af Stoffer i Form af et Bundfald,
som derefter kan undersøges nærmere ved
Hjælp af særlige Reagenser, ved hvis Hjælp de
enkelte, i en saadan Gruppe tilstedeværende
Stoffer kan paavises. Skal de Slutninger, som
man drager af Reaktionerne, være paalidelige,
maa alle Forhold tages nøje i Betragtning, og
alle de Betingelser, under hvilke Reaktionen
forløber tydeligst, maa nøjagtig opfyldes. Til
Udførelsen af kemiske A. fordres derfor gode,
kemiske Kundskaber og megen Omhu,
Taalmodighed og Samvittighedsfuldhed; uden Øvelse
vil man ikke opnaa paalidelige Resultater. Ved
Udførelsen af A. maa det erindres, at Beviset
for, at det forelagte Legeme ikke indeholder
visse Stoffer, bør være lige saa fyldestgørende
som Beviset for, at det indeholder visse andre.
Kvalitativ A. Den kvalitative A. af et
forelagt Legeme kan være mere ell. mindre
fuldstændig alt efter det Formaal, der tilsigtes;
ofte gælder det kun om Paavisning af et
enkelt Stof i en forelagt Forbindelse; i dette
Tilfælde er Undersøgelsen meget simpel. Vil man
derimod paavise fl. Stoffer i en forelagt
Forbindelse ell. Blanding, da bliver Undersøgelsen
mere indviklet, og saafremt det gælder om at
bestemme alle Bestanddele i et Legeme af
ubekendt Sammensætning, da maa man gaa
systematisk frem for ikke at overse nogen
Bestanddel.
Ved en saadan systematisk Undersøgelse er
det af Vigtighed først at underkaste det
forelagte Legeme nogle foreløbige Prøver,
idet man undersøger Legemets fysiske
Egenskaber, dets Forhold ved Ophedning med ell.
uden Luftens Adgang ell. ved Smeltning med
Salpeter ell. Boraks ell. med Kul og Soda for
Blæserøret. Ogsaa de saakaldte
Flammereaktioner kan tjene som foreløbige
Prøver, idet man opheder yderst smaa Mængder
af Stoffet paa en fin udglødet Platintraad i
bestemte Dele af den ikke lysende Flamme fra
en Bunsensk Lampe. For nogle Stoffers Vedk.
er disse Flammereaktioner meget karakteristiske
p. Gr. a. den Farve, Flammen antager.
Mest følsom er Iagttagelsen af den farvede
Flamme i Spektroskopet (se Spektralanalyse).
Undertiden er det tilstrækkeligt alene
at udføre A. ved Hjælp af de nævnte foreløbige
Prøver ɔ: ad den tørre Vej; hyppigst
udføres den dog ad den vaade Vej, efter at
man har udført nogle foreløbige Prøver. Man
bringer i saa Tilfælde det forelagte Legeme i
Opløsning ved Hjælp af Vand ell. en Syre, ell.,
saafremt dette ikke lader sig gøre, sønderdeler
man det først ved Smeltning med Natriumkarbonat
ell. med andre Stoffer, der kan overføre
det til opløselige ell. let sønderdelelige
Forbindelser. Den dannede Opløsning gøres svagt sur,
og man tilleder Svovlbrinte, hvorved fældes
Arsen, Antimon, Tin, Guld, Platin, Kviksølv, Bly,
Sølv, Vismut, Kobber og Kadmium som
Svovlforbindelser; det dannede Bundfald behandles efter
Udvadskning med gult Svovlammonium,
hvorved Arsen, Antimon, Tin, Guld og Platin gaar
i Opløsning, idet der dannes opløselige
Sulfosalte, medens de øvrige Svovlforbindelser bliver
uopløste tilbage. Efter Filtrering fældes de
nævnte fem Grundstoffers Svovlforbindelser af
Opløsningen ved Tilsætning af fortyndet
Svovlsyre og adskilles derpaa ved deres forskellige
Forhold over for Reagenser. For Guld og Platin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
