Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anarkisme, en politisk-social Teori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fængslende Personlighed. Men han beherskes af sine
Doktriners alt overskyggende Fanatisme og ser
rødt, naar han arbejder i deres Tjeneste.
Krapotkin er A.’s største aandelige Kraft i
Samtiden, og hans Indflydelse er international.
Krapotkin repræsenterer den kommunistiske A., som
sætter sig til Maal at befri saavel Fordelingen
(og dermed Konsumtionen) som Produktionen
fra Kapitalismens Herredømme. Spontant
Grupper og Associationer skal afløse
den, og som den etiske Optimist han er, mener
Krapotkin, at Misligheder og Sammenstød
herunder vil være udelukkede, fordi de anarkistiske
Gruppemedlemmer vil være besjælede af en
ganske anderledes høj Moral og Solidaritetsfølelse
end den, vi kender i det nuv. Samfund. For at
naa frem til Anarkiet, maa Menneskeheden,
mener Krapotkin, gaa gennem Revolutionen.
»Handlingens Propaganda« lige over for Magtens
Indehavere og Misbrugere vil vistnok være en
smertelig, men nødvendig og fra højere Synspunkt
berettiget Aktion. Denne Opfattelse turde være den
for Tiden herskende bl. A.’s Tilhængere i de
slaviske og romanske Lande. Vistnok vil den
sociale og anarkistiske Revolution »komme af
sig selv«, men, tilføjer Krapotkin og hans
Meningsfæller, det er de aarvaagne og dristige
Aanders Sag at forberede den og paaskynde dens
Komme. Og det sikreste Middel hertil er
saadanne Handlinger, som slaar til Lyd for
Oprørsaanden. En virkelig Daad, siger Krapotkin, er
mere værd end 1000 Brochurer; men Handlingen
maa være af politisk Natur, Forbrydelsen i og
for sig er ham en Vederstyggelighed. Det ses
saaledes, at ogsaa for Anarkisterne helliger
Hensigten Midlet. Krapotkin er A.’s Popularisator.
Ingen har som han forøget dens Rækker. Ved
Siden af ham betyder hans Eftersnakkere intet.
En af dem, André Lorulot, har gjort et
Forsøg paa at sammenfatte den hele Lære til et
filosofisk-politisk System (Les théories
anarchistes i den af A. Mater redigerede Collection des
doctrines politiques, Paris 1913), men det er
forblevet temmelig ubemærket, endog blandt
Anarkisterne selv og er næppe kendt uden for
Frankrigs Grænser.
Helt uden for den hidtil skildrede Udvikling
staar den russ. Digterfyrste Leo Nikolajevitsch
Tolstoj (1828—1911), der efterhaanden
— som han selv mente paa Kristendommens
Grund — opkonstruerede en Verdensanskuelse,
der i mange Punkter faldt sammen med A.’s.
Med disse Spekulationer begyndte den aldrende
Poet i Skr. »Hvori bestaar min Tro?« (1884),
og han kommer senere nærmere tilbage til dem,
navnlig i »Hvad skal vi altsaa gøre?« (1885) og
i »Guds Rige er hos Eder« (1893). Tolstoj’s
Opfattelse i disse Skr dikteres af hans faste Forsæt
om at være en sand Kristi Discipel. Lige over
for Bakunin’s og Krapotkin’s aktive,
materialistisk-ateistiske A. stiller Tolstoj sin passive,
kristelig-fromme; han betegner en Reaktion, som
— om end vistnok ubevidst — søger tilbage til
A.’s religiøse Udgangspunkt hos William
Godwin. Særlig er det Krigen, Tolstoj fordømmer.
Han er derved blevet den moderne Tids store
Anti-Militarist, som i alle Lande har fremkaldt
talrige Tilfælde af Nægtelse af at gøre
Militærtjeneste og af Insubordinationsforseelser. Tolstoj
opstiller Kærlighedens Bud som den eneste
Rettesnor for Menneskets Handlinger. Med
sublim Naivitet vil han have alle Skranker for den
menneskelige Handlefrihed brudt ned, dog ikke
med Magt. Tværtimod, lige over for Magten skal
man forholde sig passiv, og han anbefaler at
organisere den passive Modstand, ikke blot ved
at nægte at gøre Krigstjeneste, men ogsaa ved
at vægre sig ved at betale Skat. Den upraktiske,
helt ideologiske og selvopgivende Retning,
Tolstoj repræsenterer, vil næppe længe overleve sin
Ophavsmand. Den har væsentligst Interesse som
et af de mange Symptomer paa den moderne
Psykose, som i det hele er A.’s Spiregrund.
Ifølge sit eget inderste Princip: Fornægtelse
af alle Baand paa Individet og selvfølgelig
dermed ogsaa af al Disciplin, kan A. aldrig blive
noget virkelig organiseret Partis Politik. Den
har heller aldrig forsøgt at indeksersere
Masserne under en Partifane. Den henvender sig i
alle sine Afskygninger til den Enkelte, tilstræber
Individets Emancipation gennem sin ofte i
Nødvendighedens Medfør underjordiske Propaganda,
og søger herigennem at overbevise den enkelte
om den sociale Værdi af hans personlige
Indgriben ved spontan, hensynsløs Handling. A.
opsmuldrer Menneskene i Atomer, den kan ikke
binde dem sammen. Som social Bevægelse har
den derfor kun helt underordnet og
forbigaaende Bet. Dens Idealer er desuden af en alt for
abstrakt Natur til at kunne gribe og fastholde
Masserne. A. er en social Modefilosofi for
aandelig afsporede, moralsk abnorme og desperate
Mennesker. Naar A. lærer, at Staten ikke har
nogen Tilværelsesret, saa kan dette maaske siges
at være en dristig og paa sin Vis storslaaet
Lære, men det er en Vranglære, og saa meget
mere beklagelig, som den har forledet
højsindede og varmhjertede Naturer i stort Antal til
voldsomt og meningsløst at sætte sig op imod
Staten og bringe sig selv og andre som Offer
for en utopisk Drøm. A.’s Bet. ligger i Grunden
deri, at den befæster og uddyber Overbevisningen
om Statens Nødvendighed og Berettigelse.
Den egl. ortodokse A. har i dette Aarh.
yderlig faa litterære Frembringelser af nogen
Bet. at opvise. Et af de mærkeligste bl. dem er
et større Værk, »Anarkiets Bibel« (1906) af den
norske Forf. Hans Jæger (1854—1910). Sin
Propaganda har Retningen ganske overvejende
øvet gennem Pressen og Antallet af A.’s
Organer er relativt betydeligt. Iflg. en Opgivelse i
Times i Juni 1906 skulde dengang Antallet af
Anarkister hele Verden over udgøre omkr. 40000,
og af anarkistiske Blade og Tidsskrifter skulde
der findes omkr. 250. Sandsynligvis er Retningen
efter dette Tidspunkt snarere gaaet tilbage
end frem.
Da de alm. Straffelove ikke alle Steder har vist
sig tilstrækkelige til at værne Samfundet mod de
af A. begaaede Forbrydelser, har man i nyere
Tid i en Række Lande faaet Særlove i Stand
for at søge disse Forbrydelser afværget, saaledes
1883 i England, 1884 i Tyskland, 1885 i Østerrig,
1886 i Belgien, 1892, 1893 og 1894 i Frankrig, 1894
i Italien og Schweiz, 1894 og 1902 i De forenede
Stater, 1906 i Sverige og 1894 og 1908 i Spanien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
