Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anatomi (gr.), Læren om de organiske Væseners Form og Bygning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stillinger, benævnes dette ofte Kunstner-A. — En
Afdeling af A., der særlig i de senere Aar vinder
større og større Bet., er den sammenlignende A.,
der beskæftiger sig med et sammenlignende
Studium af de anatomiske Forhold hos
Dyrerigets forsk. Klasser; det er særlig de
darwin’ske Teorier og specielt Evolutionsteorien,
der har sat Liv i disse Studier, idet man fra dem
søger Støtte for mange af de herhen hørende
Anskuelser. Modsat den normale A. beskæftiger
den patologiske A. sig med de anatomiske
Forhold under abnorme, sygelige Tilstande;
desuden søger den at udfinde Forholdet mellem
Sygdomstegnene, saaledes som de kan paavises
i levende Live, og de Forandringer af Organerne
og Vævene, som først kan eftervises ved
anatomiske Studier af Liget — ell. i alt Fald er
dette et Omraade, hvor den patologiske A. og
den udøvende Lægevidenskab mødes uden skarp
Grænse. I øvrigt deles den patologiske ganske
som den normale i en alm. og en speciel Del. I
det hele danner selvfølgelig den normale
Grundlaget for den patologiske A. — Ved det
praktiske Studium af A. paa Liget skelner man mellem
Dissektion og Sektion. Ved Sektion (ell.
Obduktion) forstaar man den kunstmæssige
Aabning af Liget for at udfinde, hvilke sygelige
Forandringer der findes i dette, og hvad
Dødsaarsagen har været. Dissektion derimod
sker i den normale A.’s Tjeneste, og man søger
ved denne at udfinde de enkelte Deles og
Organers normale Leje og Forhold.
Hvad A.’s historiske Udvikling angaar,
da benyttede de gl. Grækere ved deres
videnskabelige Studier næsten kun Dissektion af Dyr,
mest Svin, som man mente kom Mennesket
nærmest i Bygning, og f. Eks. Aristoteles har i sin
»Dyrerigets Naturhistorie« meddelt mange
rigtige Angivelser om de anatomiske Forhold hos
Dyr. Men den menneskelige A. kendte de gl.
Grækere og Romere kun daarlig, og f. Eks.
Hippokrates kendte kun nærmere til Led og
Knogler, men kendte ikke Forskel paa Sener og
Nerver. I den af Ptolomaios I i Alexandria stiftede
medicinske Skole (320 f. Kr.) synes Menneskets
A. at have fundet sit første Arnested. Herofilos
og Erasistratos dissekerede Menneskelig, ja, de
synes endog at have vivisekeret Fanger, de fik
udleveret fra Fængslerne. Om den i Rom levende
Læge, Galenus (f. 131 e. Kr.), der havde studeret
i Alexandria, ved man derimod, at han næppe
nogen Sinde har dissekeret et menneskeligt Lig;
hans anat. Beskrivelser synes udelukkende at
være baserede paa Studiet af Aber og Svin. Ikke
desto mindre nød hans anatomiske Arbejder,
ell. rettere ofte kun Uddrag af disse, den største
Anseelse i hele Middelalderen. I den senere
Middelalder synes man dog af og til at have
dissekeret menneskelige Lig ved franske og italienske
Universiteter. Men noget egl. betydeligt paa
dette Omraade ydede først Mondino de Liucci,
Prof. i Bologna (1275—1327), der udgav De
humani corporis libellino, som støttede sig paa
Studier af menneskelige Lig. I næsten 200 Aar
var denne den almindeligst benyttede Lærebog,
og den udkom i 25 Oplag. Hertil bidrog nu
meget, at Pave Bonifacius VIII truede dem med
Kirkens Band, der fordristede sig til at sekere
ell. dissekere Liget af et Menneske. Først i 16.
Aarh. fik A. sit egl. Opsving ved den berømte
Andreas Vesalius (1514—64), der bl. a. 1543
udgav et stort Arbejde: De corporis humani fabrica
libri septem, der udelukkende indeholder
Vesalius’ selvstændige Undersøgelser paa
menneskelige Lig, hvilket vakte en voldsom Storm
imod ham. Til Vesalius’ Undersøgelser kommer
saa Arbejder af Fallopia og Eustachio. Et
overmaade vigtigt, anatomisk Fremskridt var
Opdagelsen af Blodets Kredsløb ved Englænderen
William Harvey (1578—1657), ligesom senere
Opdagelsen af Lymfekarrene ved Svenskeren Olof
Rudbeck (1630—1702) og Danskeren Thomas
Bartholin (1616—80) var af stor Bet. Lidt efter
lidt blev nu det menneskelige Legemes enkelte
Organer nærmere kendte og fik ikke sjælden
Kendingsnavne efter den Forsker, der opdagede
dem (f. Eks. ductus Stenonianus, glandulae
Bartholinianae, nervus accessorius Willisii). Det
næste, betydningsfulde Fremskridt gjorde A. ved
Anvendelsen af Forstørrelsesglasset og
Mikroskopet. Beg. gjordes her af Italieneren Marcello
Malpighi (1628—94), og de to Nederlændere
Leeuwenhoek (1632—1723) og Swammerdam
(1637—80) ydede et stort Arbejde og gjorde
talrige Opdagelser paa dette Omraade. Efter
Malpighi dyrkedes A. i Italien af Mænd som Lancisi,
Valsalva, Santorini, Morgagni. Navnlig
sidstnævntes Arbejder indeholder mange
Bemærkninger fra A.’s forsk. Afsnit, og hans Bog om
patologisk A. er endnu af Bet. Den danskfødte
Jacob Benignus Winslöw (1669—1760) bragte det
anatomiske Studium i Paris i stort Opsving; men
endnu større Bet. for A. fik Winsløw’s berømte
Elev, Berneren Albrecht v. Haller (1708—77), i
lang Tid Prof. i Göttingen. Hans store Værk
Elementa physiologiae er af næsten lige saa stor
Bet. for A. som for Fysiologien. Blandt den
følgende Tids mere fremragende Anatomer kan
nævnes: J. F. Meckel (d. 1774), Camper (d. 1789),
William Hunter (d. 1783), John Hunter (d. 1793),
K. F. Wolff (d. 1764), Wrisberg (d. 1808), Reil (d.
1813), Bichat (d. 1802). Sidstnævnte har Æren
af at have grundlagt Histologien (Vævslæren),
der yderligere ret har kunnet udvikle sig
efter Celleteoriens Fremkomst (Schleiden og
Schwann). Blandt Anatomer i 19. Aarh. kan
nævnes: Soemmering, Scarpa, Hildebrandt,
Rosenmüller, Langenbeck, Tiedemann, E. H.
Weber, Meckel, Henle, Arnold, Reickert, Hyrtl,
Luschka, Sappey, Key, Retzius. Den topografiske
A., til hvilken ogsaa Hyrtl og Luschka har ydet
mange vægtige Bidrag, var især blevet dyrket
af Franskmændene, saaledes Portal, Velpeau,
Malgaigne, Pétrequin, Richet, Tillaux. Blandt
Histologer kan nævnes: Joh. Müller, Purkinje,
Rud. Wagner, Robin, Kölliker, Gerlach, Max
Schultze, Ranvier, Waldeyer, His, Beale,
Harting, Frey. Blandt den sammenlignende A.’s
Dyrkere kan nævnes: Cuvier, Geoffroy St.
Hilaire, J. F. Meckel, Bojanus, K. G. Carus,
Rathke, R. Wagner, Bronn, Joh. Müller, H. Milne
Edwards, Leydig, Hyrtl, v. Siebold, R. Leuckart,
O. Schmidt, Herting, E. Häckel, Th. Huxley, R.
Owen, K. Gegenbaur. — Ang. den patologiske
A.’s hist. Udvikling se Patologi.
Lp. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
