Print (PDF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hans Christian, dansk Digter, f. (1801-1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og døde kort derpaa. Enken maatte ernære sig og Barnet som Vaskerkone; de trange Kaar kuede hendes opr. lyse Sind, og omsider slog hun sig til Drik. Den Undervisning, A. fik, først hos en gl Kone, der lærte ham at læse, senere i en privat Pogeskole og i Byens Friskole, var yderst tarvelig; mest var han overladt til sig selv og optagen af Sysler, som ret kunde sætte Fantasien i Bevægelse, legede med Dukker og opførte selvlavede Stykker med dem ell. færdedes i vaagne Drømme om Fremtids Storhed; han læste meget og gerne, men gladest var han dog, naar han paa en ell. anden Maade kunde faa Adgang til de omrejsende Skuespilleres Forestillinger; andre Børn undgik han helst, fordi de gjorde Nar ad hans overspændte Væsen, sære Ydre og tilfældigt sammenflikkede Klædedragt. Kort efter sin Konfirmation begav han sig med 13 Rigsdaler, som han havde sparet sammen af de Gaver, han i Aarenes Løb havde faaet, ud i »den vide Verden«, foreløbig til Kbhvn for at forsøge sin Lykke som Skuespiller ell. Digter; en Del af sine barnlige poetiske Frembringelser førte han med sig. Hans første Forsøg paa at faa Ansættelse ved Teatret mislykkedes; længe varede det dog ikke, før han med Bistand af formaaende Mænd, deriblandt Baggesen og Weyse, som troede paa hans ejendommelige Begavelse, kom ind som Elev ved Synge- og Balletskolen og opnaaede nogen Pengeunderstøttelse. Her var hans Fremgang kun ringe, hans smukke Sangstemme gik bort, og efter at han nogle Gange havde været paa Scenen som Korist og i Smaaroller, fik han siri Afsked. Megen Nød havde han alt lidt; nu var der Udsigt til end større Elendighed; et Par Skuespil, han havde indsendt til Teatret, blev kasserede, og ofte var han nær ved at fortvivle. Saa søgte han Hjælp hos den ædle, indflydelsesrige Gehejmeraad Jonas Collin; denne fattede Godhed for ham og blev ham i mange Aar en trofast Støtte. Collin talte hans Sag for Kongen og skaffede ham, i Erkendelse af, at det, han først og fremmest trængte til, var regelmæssig Undervisning, Friplads i Slagelse Latinskole og Fornyelse af en Understøttelse, der alt tidligere var blevet ham til Del. I Skolen var han flittig og gjorde Fremgang, men havde ogsaa dér meget at kæmpe imod, ikke mindst den Uskaansomhed og Mangel paa Forstaaelse, hvormed Rektoren, den lærde Dr. S. Meisling, behandlede ham. Da Meisling blev kaldet til Helsingør Skole, flyttede A. dog med og kom i Huset hos ham, men de idelige Drillerier gjorde omsider Tilstanden uudholdelig, og Collin besluttede sig da til at lade ham komme til Kbhvn, hvor han 1828 blev privat dimitteret af Ludv. Chr. Müller. Som Barn og i sin tidlige Ungdom havde A. skrevet mange Digte og Skuespil, læst dem op, hvor han kom frem, og høstet af og til Ros og Opmuntring, langt oftere Spot for dem; et enkelt lille Digt, »Det døende Barn«, havde han haft den Glæde at se trykt, først i »Kjøbenhavnsposten« (1827), senere i »Kjøbenhavns flyvende Post«, hvor Heiberg ledsagede det med nogle venlige Ord. Kort efter at han var blevet Student, udkom i hele tre Oplag hans »Fodrejse fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager«, en fantastisk Prosadigtning, der vakte en Del Opsigt og rostes af Heiberg, som for øvrigt ikke tog mildt paa A. under dennes flg. Virksomhed. Som Dramatiker debuterede han 1829, s. A., som han tog anden Eksamen, med den parodierende heroiske Vaudeville »Kærlighed paa Nikolaj Taarn«, som vandt det alm. Publikums Bifald, mindre Pressens. Aaret efter kom hans første Bind »Digte«, 1831 »Phantasier og Skitser«. Den i det hele gunstige Modtagelse, disse Samlinger fik, kunde over for hans sygeligt pirrelige Sind ikke veje op mod den Kritik, hvormed toneangivende Litterater slog ned paa dem; han følte sig miskendt og forfulgt, pint ikke mindst af Spotten i Hertz' »Gengangerbreve«. For at komme til Ro i fremmede Omgivelser gav han sig da i Foraaret 1831 med lidt sammensparede Penge ud paa en Rejse til Tyskland, hvor han opmuntredes af de nye Indtryk og af den Venlighed, Digtere som Tieck og Chamisso viste ham; Udenlandsfærden skildrede han i »Skyggebilleder af en Rejse til Harzen og det sachsiske Schweiz«, der blev oversat paa Tysk og Engelsk. I de næste halvandet Aar udgav A. foruden to smaa Verssamlinger, »Vignetter til danske Digtere« og »Aarets tolv Maaneder«, nogle for »Det kgl. Teater« udarbejdede Operatekster, hvori fl. af hans smukke lyriske Digte findes, men som dog kun svagt gjorde sig gældende ved Siden af Weyse's og J. P. E. Hartmann's Musik (»Bruden fra Lammermoor«; »Ravnen«). 1833 fik han Rejsestipendium og opholdt sig med dette godt 5 Fjerdingaar i Tyskland, Frankrig, Schweiz og Italien, hvor han traadte i venskabeligt Forhold til adskillige fremragende Personer og frydede sig over, at hans Ry overalt var gaaet forud for ham selv; det eneste, der af og til blandede Malurt i hans Bæger, var de Efterretninger, han modtog hjemmefra om, at der var blevet talt nedsættende om ham ell. om et ell. andet af hans Arbejder. I den lille Schweizerkøbstad Le Locle fuldendte han den i Paris paabegyndte dramatiske Digtning »Agnete og Havmanden« (Musik af J. P. E. Hartmann), og sendte den hjem, men havde ringe Glæde deraf; faa skønnede paa den ved Læsningen, og heller ikke paa Teatret gjorde den Lykke. I Rom skrev han sin første Roman »Improvisatoren«, der' udkom 1835 og snart blev oversat til fl. fremmede Sprog, et livfuldt og stærkt personligt Arbejde med farverige Billeder af Italiens Natur og Folkeliv. Det blev 1835, der kom til at betegne Vendepunktet i A.'s Liv, indledede den uden Sammenligning betydeligste Del af hans mangesidede Virksomhed. Da var det, han udsendte sine første Eventyr, et lille Hæfte, som snart fulgtes af flere; i Aarenes Løb svulmede det hele op til en Række anselige Bind, som optryktes Gang paa Gang, oversattes paa mangfoldige Sprog og illustreredes af udmærkede Kunstnere. Eventyrene er det, som slog A.'s Verdensry fast og vil bære det frem gennem Tiderne; som deres Digter staar han paa en Plads, hvor ingen kan gøre ham Rangen stridig. Medens de andre nyere Forfattere, der har arbejdet paa dette Omraade,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
