Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anerio, 2) Francesco Giovanni, Broder til foreg., f. i Rom c. 1567 - Anerkendelse. 1) i retlig Forstand, 2) i Folkeretten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han er en af de første, der gør hyppigere Brug
af de mindre Nodeværdier (Sekstendedele o. l.),
han indlægger undertiden obligate Instrumenter
i sin polyfone Vokalsats og anvender poetisk
klingende Titeler. Dog har han ogsaa skrevet
dygtige Arbejder i den egl. a cappella-Stil. Han
har efterladt sig talrige, baade gejstlige og
verdslige Kompositioner, for en stor Del
udkomne i Trykken.
A. H.
Anerkendelse. 1) Ved A. i retlig Forstand
forstaar man en Persons Indvilligelse i, at et
vist ham vedrørende Forhold betragtes som af
en anden paastaaet. Saadan A. har Bet. i
mange Forhold. Saaledes kan en Forbryder
anerkende en ham overgaaet Straffedom
(akkviescere ved Dommen), hvoraf Følgen bliver, at
Forbryderen ikke mere har Adgang til at
appellere Dommen, og at denne kan eksekveres.
Arvinger kan anerkende et Testamente og
derved afskære sig fra at kunne gøre Indvendinger
imod dets Gyldighed, omendskønt det lider af
visse Mangler, jfr dansk Arvelov af 21. Maj
1845 § 24. Dansk Grl.’s § 77 taler om
anerkendte Trossamfund. Ved et Trossamfunds
A. maa forstaas en Udtalelse fra Staten
(Kongen) om, at det har grundlovsmæssig Ret til at
bestaa i Landet; hertil knyttes i Regelen visse,
yderligere Rettigheder for det (se Trossamfund).
I fremmede Lande har Forældres,
særlig Faderens A af uægte Barn retlig Bet., dels
for Barnets Adgang til at legitimeres som ægte
ved Forældrenes senere Giftermaal, dels, som
i Frankrig, derigennem, at uægte Barn ved A.
faar en vis begrænset Arveret og Underholdsret.
I Danmark er der ingen Regler givet om en
simpel A. af uægte Barn (se derimod
Kuldlysning); men alligevel vil en Persons A.
have stor Bet., naar det senere skal bevises, at
Vedk. er Fader (ell. Moder) til Barnet. A.’s
retlige Bet. skyldes saaledes forskellige Hensyn.
Den største Rolle spiller Anerkendelseserklæringer
imidlertid i Formueretten og overalt i
øvrigt, hvor en Person kan disponere frit over
sine Rettigheder og frit kan paadrage sig
Forpligtelser. Naar en Person over for en anden
anerkender, at der paahviler ham en Pligt, ell.
at han ikke mere har en Ret, bliver A. efter
de alm. Regler om Villieserklæringer bindende
for ham, og man vil derfor normalt ikke spørge
om, hvorvidt det Retsforhold, som anerkendtes,
var gyldig stiftet ell. ophørt. A., hvor
Retsforholdet netop var ugyldigt, foreligger f. Eks.,
naar Værgen (ell. Kurator) anerkender
(ratihaberer) den Umyndiges Retshandler, ell. naar
denne selv gør det efter at være blevet
myndig. Men ogsaa, hvor Retsforholdet blot kan
være tvivlsomt, f. Eks. fordi det er indgaaet
uden Brug af Skrift, benyttes A. ofte, idet man
opstiller et utvetydigt Anerkendelsesdokument,
hvorved man ratihaberer og gentager det
tidligere aftalte. En saadan Udtalelse om et
bestaaende Retsforhold vil, ogsaa hvor den ikke har
skullet klare det bestaaende og afskære
fremtidig Tvivl og Tvist, kunne faa Bet. som et
Bevismiddel (se Tilstaaelse), der har
vekslende Beviskraft. — Et vigtigt processuelt
Spørgsmaal er dette, om en Person har Lov til
at stævne en anden blot for ved Dom at faa
Retsforholdet imellem dem slaaet fast
(Anerkendelsessøgsmaal). Hovedregelen er,
at Indstævnte kan kræve Afvisning, fordi han,
saa længe han gør sin Skyldighed, ikke er
pligtig til at have Ulejligheden og Risikoen med
at føre Proces om bestaaende Retsforhold. Dog
kan man opnaa at faa Anerkendelsesdom
overalt, hvor Modparten alligevel maa procedere,
fordi man tillige kan søge ham dømt til at
foretage positive Skridt. Saaledes kan man
faa Anerkendelsesdom for at have betalt en
Skyld, naar man samtidig kan sagsøge Kreditor
til at udlevere Ens Forskrivning i kvitteret
Stand, og man kan faa en Servitutrettighed
anerkendt, naar man samtidig kan gøre Fordring
paa at faa Hindringer for dens Udøvelse
fjernede. Der er ogsaa visse andre Tilfælde, hvor
man er berettiget til at anlægge et Anerkendelsessøgsmaal.
I Teorien har man dernæst villet
hævde, at en Person overhovedet maatte være
berettiget hertil, naar han ved objektive, klare
Grunde kunde bevise en vis aktuel Interesse i
at faa Retsforholdet straks slaaet fast, der langt
overvejede Modpartens Interesse i at være i
Fred, f. Eks. naar den ene af to Naboer, som
gerne vilde bygge lige ud til den fælles Grænse,
ønskede denne forinden bestemt ved Dom, og
denne Opfattelse synes ogsaa til en vis Grad
at have vundet Indpas hos Domstolene.
V. B.
2) Ogsaa i Folkeretten bliver der paa mange
Omraader Spørgsmaal om Betydningen af en
A. Naar saaledes en ny Stat opstaar, ell. en
bestaaende Stat som Følge af et Statskup ell.
en Revolution skifter Forfatningsform ell. dog
Statsoverhoved, vil den være interesseret i at
opnaa andre Staters A. af den stedfundne
Forandring, hvilket ofte vil ske ved, at der knyttes
diplomatisk Forbindelse med den ny Regering.
Om Bet. af en saadan A. hersker der til Dels
Uenighed, i hvert Fald, hvor det drejer sig
om en nyopstaaet Stat. Her antager mange,
at A. ikke blot er en Forudsætning for
Nydelsen af visse af det internationale Samkvem
flydende Goder, men at det overhovedet først er
den, der gør Staten til berettiget Medlem af
Folkeretssamfundet; dog hævdes det undertiden
samtidig, at der er en Pligt til at anerkende
ny Stater, naar de frembyder de fornødne
Garantier for at ville overholde Folkeretten.
Denne Anskuelse er dog næppe rigtig. A. er
en frivillig Sag, men har kun Bet. i førstnævnte
Retning samt ved i Forhold til den
anerkendende Stat at fjerne enhver Tvivl om den ny
Stats ell. Regerings Bestaaen som saadan. —
Naar der udbryder Oprør i en Stat, kan der
fremdeles blive Spørgsmaal om, at andre
Stater anerkender Oprørspartiet som krigsførende
Magt. En saadan A. er væsensforskellig fra A.
af en Stat og har kun den Bet., at Oprørspartiet
over for den anerkendende Stat kan
gøre alle Rettigheder gældende, som ellers
tilkommer en krigsførende Magt over for neutrale
Stater, altsaa navnlig forlange, at den skal
afholde sig fra al Understøttelse af den legitime
Regering og finde sig i, at Oprørspartiet over
for dens Undersaatter hævder de sædvanlige
Indskrænkninger i Handelssamkvemmet med
Fjenden. En saadan A. er aldrig nogen Pligt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
