Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Animalkullist, Tilhængere af en i Slutn. af 17. Aarh. fremsat Anskuelse om Fosterets Dannelse - animalsk, dyrisk - animam debet (lat.), »han skylder sin Sjæl bort« - animarum dies (lat.), Allesjælesdag - animato, (ital.), mus. Foredragsbetegnelse - Animé (fr.), Flodharpiks - animere (af lat. ), opmuntre, oplive, tilskynde - Animisme (lat.) den Opfattelse, at det organiske Liv skulde forklares ved en mystisk »Sjæl«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Evolutionisterne, antog i Overensstemmelse
med den af Hollænderen Svammerdam (død
1685) opstillede Præeksistensteori, at
Fosterets enkelte Dele allerede fandtes anlagte
i Sædkimet som en Sommerfugl i Puppen —
den anden var Tilhængere af den fra Oldtiden
(Aristoteles) overleverede Epigenesisteori;
de antog, at der ved Udviklingen i Sædkimet
først dannedes en, dernæst en anden af Fosterets
enkelte Dele, alle opstaaende fuldstændig fra
ny og uafhængige af hverandre. Den animalkulistiske
Hypotese blev allerede i den sidste
Fjerdedel af 18. Aarh. modbevist og opgivet;
men det var først i første Halvdel af 19. Aarh.
(Prévot og Dumas 1824, Kölliker 1841), at
Sædkimenes virkelige Natur og Bet. blev erkendt.
S. T.
animalsk, dyrisk, hvad der stammer fra
Dyreriget, er ejendommeligt for Dyrene i
Modsætning til Planterne og Mineralerne, f. Eks. a.
Kost, a. Gift, a. Varme. a. Funktioner
kaldes de Virksomheder, der antages ejendommelige
for Dyrenes Liv, saaledes Følelse, vilkaarlig
Bevægelse, Forestillingsevne. Modsætningen
hertil er de vegetative Funktioner;
herhen hører alle Virksomheder, der angaar
Stofskiftet, som Kredsløb, Aandedræt, Stofoptagelse,
Afsondring, Fordøjelse.
Lp. M.
animam debet (lat.), »han skylder sin Sjæl
bort« ɔ: han er i Gæld til op over begge Ørene.
animarum dīes (lat.), Allesjælesdag.
animato, animándo, con ánima (ital.,
af anima, Liv, Sjæl), mus. Foredragsbetegnelse:
med Liv, frisk, livfuldt, ildfuldt.
Anime (fr.), Flodharpiks. Fællesbetegnelse
for forskellige Harpikser, om hvis Oprindelse der
i fl. Tilfælde ikke haves sikkert Kendskab.
Almindeligvis forstaas nu ved A. enten sydamerikansk
Kopal af Hymenaea Courbaril ell. haarde
Elemisorter. I England anvendes Betegnelsen
Elemi paa alle Kopalsorter. Finder Anvendelse
ved Fremstilling af Lak, Fernis og Røgelse.
B. G.
animere (af lat. animare, besjæle), opmuntre,
oplive, tilskynde; animeret, oplivet, livlig, glad.
Animisme (lat.) brugtes ofte tidligere for
at betegne den Opfattelse, at det organiske Liv
skulde forklares ved en mystisk »Sjæl«, ell. for,
at der til Grund for det materielle skulde ligge
et levende, besjælet Princip. Denne Opfattelse
har fl. specielle Navne, og den er selv optraadt
under utallige Former. Den findes allerede hos
de ioniske Naturfilosoffer (Hylozoisme) og
virker helt op i 19. Aarh. (Vitalismen). Nu bruges
Betegnelsen mest som Udtryk for den almindelige
Tendens hos Børn og primitive Folk til at
se alt i Naturen som levende ell. besjælet, altsaa
til at opfatte ogsaa livløse, ofte endog af
Mennesker formede Ting, i Analogi med sig selv.
Den, der først klart har forstaaet dette
Fænomen, er den moderne Religionsvidenskabs
Grundlægger, David Hume (Natural history of
religion, 1757, Kap. 3). Han kalder denne
Tendens for prosopopoeia. Ordet A. som Udtryk
herfor anvendes af Tylor (Primitive culture,
1871) og har gennem ham vundet vid Udbredelse.
Den nyeste Religionsforskning har maattet
indskrænke dette Begrebs Bet. A. betegner
nu Tendensen til at se forskellige Naturting
som »besjælede«; men dette forudsætter en
Forestilling om en Sjæl som nogenlunde forskellig
fra Legemet. Og en saadan Forestilling er ikke
opr.; de mest primitive Folk, vi kender, ser
nok Naturen som »levende«, men ikke som
»besjælet«.
Tylor skelnede ikke mellem de forsk. Former af
A., men regnede alle animistiske Tilfælde ind
under Sjæletroen. Sondringen mellem de to Grupper
men regnede alle animistiske Tilfælde ind under
Sjæletroen. Sondringen mellem de to Grupper
er imidlertid blevet klarere med den mere
indgaaende Forskning, der navnlig er blevet
opmærksom paa, 1) at Sjæletroen ingenlunde findes
overalt, hvor der kunde tales om A., og 2) at
Sjæletroen medfører særlige Former af
Besværgelse og Kultus, som er den alm. A. ukendte.
Man har derfor søgt at afværge Misforstaaelser
ved at undgaa Ordet A. og i St. f. tale om
Animatisme (Tiele), Naturisme (A. Réville;
Goblet d’Alviella), Panvitalisme (E. Lehmann) for
at betegne den alm. Naturbesjæling; men Ordet
A. lader sig vanskeligt udrydde, og den bedste
Udvej er sikkert, overalt hvor man har med
Sjæledyrkelse at gøre, at betegne denne særligt
som Sjæledyrkelse i Modsætning til A.; ell.
man maa med Marett kalde det opr. Trin det
»præ-animistiske«.
a) Den primitive A., Naturbesjælingen
(Præ-animismen), er snarere at betegne som de
primitive Menneskers Naturfilosofi end som en
særlig Religion; men den fører ganske vist til
en religiøs Praksis (Magien) og til moralske og
sociale Ordninger af delvis religiøs Karakter
(Tabu, Totemisme). Efter denne Opfattelse
bestaar der ingen Grænse mellem Ting og Sjæle.
Alt er besjælet ell. lader sig besjæle; alt er
villende ell. en Villie underlagt. Ligesom
Mennesket er i Stand til at lede Naturen efter sit
Tykke, saaledes formaar han ogsaa at overføre
Naturens Kræfter paa sig selv, og ligesom han
selv med ell. uden Villie kan indvirke skadeligt
paa sine Omgivelser, saaledes er han ogsaa
bestandig udsat for den Fare at blive angrebet
af de skadelige Kræfter, som omgiver ham.
Den Praksis, der følger af denne Opfattelse,
kan i Alm. karakteriseres som en gensidig
Kraftoverførelse, enten fra Naturen til
Mennesket vegetative og animalske Kræfter
gennem Plantestoffer og -vædsker, Blod, Kød
ogsaa Menneskekød, [se Kannibalisme],
Dyrehuder ell. blot Dyresymboler [jfr
Totemisme] ell. ogsaa ved Tilførsel af
menneskelige Kræfter til Naturen (Menneskeofre,
Forplantningsceremonier, Besværgelser). Adskillige
Steder kan disse sjælelige Kræfter i Naturen
ligefrem betegnes som et Sjælestof, der i
tættere ell. tyndere Masse findes overalt i
Naturen og saa at sige danner en aktiv Materie
i denne (saaledes især i Indonesien; jfr. især
Kruijt). Noget lgn. tænker W. Wundt paa med
Betegnelsen »Körperseele«, den alle Tingene i
højere ell. lavere Grad besjælende Kraft, der
utvivlsomt danner Grundlaget for, hvad der i
egl. Forstand kunde kaldes Fetischisme
(s. d.).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
