- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
795

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ansdell, Richard, eng. Genre- og Dyrmaler (1815-1885) - Anse, By i det fr. Dept. Rhone - Anseele, Eduard, belgisk Socialist, f. 1856 - Ansegisel (c. 605-85), Stamfader til Karolingernes Æt - Anselm af Canterbury , Ærkebiskop og Skolastiker (1033-1109)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Creswick i Gengivelsen af Landskabet, af Frith i
Menneskefremstillingen, hyggelige Skildringer af
Husdyrenes fredelige Liv. Hans Rejse 1856—57
i Spanien sammen med J. Philip skaffede ham
interessante Emner til Skildring af sp. Folke-
og Dyreliv (f. Eks. »Vandbæreren«, »Drikkende
Muldyr«, »En Hjort i Nød«). A.’s Kunst med
dens kraftige Kolorit og dens livfulde Motiver
har altid haft et stort Publikum for sig; den er
beslægtet med Landseer’s, men kommer næppe
op ved Siden af denne.
A. Hk.

Anse [ã.s], By i det fr. Dept. Rhône, Romernes
Ansa. Fra 944 til 1299 har der i A. været
afholdt 7 Kirkeforsamlinger. (1901) 1372 Indb.
G. Ht.

Anseele [↱anse.lə], Eduard, belgisk
Socialist, f. 1856 i Gent, var først Skriver hos en
Notar, blev Journalist, skrev fl. socialistiske
Romaner, stiftede det socialdemokratiske Blad
»Volkswil« og blev 1894 Medlem af Rigsdagen.
Han oprettede den store Arbejder-Brugsforening
»Vooruit« og opkaldte efter den Bladet,
hvis Chefredaktør han blev. Fra 1900 er han
Rigsdagsmand for Gent, af hvis Byraad han
har været Medlem fra 1895.

Ansegisel (c. 605—85), en Søn af Biskop
Arnulf af Metz, blev ved sit Giftermaal med Pipin af
Landens Datter, Begga, Fader til Pipin af
Heristal og derved Stamfader til Karolingernes Æt.

Anselm af Canterbury [↱an-; eng.. ↱änse£m-
-↱käntəbəri], Ærkebiskop og Skolastiker, f. c.
1033, d. 21. Apr. 1109, var af lombardisk
Adelsslægt fra Aosta-Egnen. Tidlig religiøst paavirket
af sin Moder fik han brændende Længsel efter
Munkelivet; men hans Fader forbød ham at gaa
i Kloster. Til sidst flygtede A. og flakkede 3 Aar
om i Burgund og Frankrig, indtil han, draget af
sin Landsmand Lanfrank’s Ry, tog Bo i
Avranches. Med Studierne vaagnede atter
Klostertankerne, og da Lanfrank havde trukket sig
tilbage til Bec i Normandiet, fulgte A. efter (1060).
Disse to Mænd gjorde Bec til Skolastikkens
Arnested. Efter 3 Aars Forløb blev A. Lanfrank’s
Efterfølger som Klosterets Prior, og 1078 blev
han Abbed. Hans Ry banede ham imidlertid Vej
til en højere, men rigtignok ogsaa brydsommere
Stilling. Kong Vilhelm II af England havde i 4
Aar ladet Canterburys Ærkesæde staa tomt for
selv at nyde dets Indtægter, men under en farlig
Sygdom 1093 vilde han gøre sin Uret god ved
at ophøje den fromme A. til Ærkebisp. Efter
nogen Vægring indvilligede A. Men da Vilhelm
kom sig, slog han ind paa sin tidligere Færd,
fandt A.’s Gave paa 500 Pd Sølv for ringe,
nægtede ham at afholde et Kirkemøde, der skulde
forny Kirketugten, og forbød ham at hente
Palliet hos Paven. Efter lange Forhandlinger blev
A. nødt til selv at tage Palliet fra Domkirkens
Alter. For at tilfredsstille Vilhelm’s ublu
Pengekrav maatte han til sin Sorg tage af Kirkens
Skatte, og da han omsider havde faaet Tilladelse
til at drage til Italien, beslaglagde Kongen alle
Ærkesædets Ejendomme. Pave Urbanus II
modtog A. med Udmærkelse og lod ham følge med
til Kirkemødet i Bari (1098), hvor han traf
den danske Konge Erik Ejegod. Her disputerede
den lærde A. med græske Afsendinge om
Helligaandens Udgaaen ikke blot fra Faderen, men
ogsaa fra Sønnen, et af de væsentligste
Tvistepunkter mellem den romerske og den
østerlandske Kirke; sin Gendrivelse af Grækerne
skænkede han Efterverdenen i et lille Skrift. Først
efter Vilhelm II’s Død (1100) vendte A. tilbage til
England. Her krævede imidlertid Vilhelm’s
Broder, Henrik I, at han ved en ny Investitur skulde
modtage sit Embede af hans Haand. Da A. ikke
vilde tilkende Kongeskiftet nogen Indflydelse
paa Kirkeembedet og tillige i Udlandet havde
indsuget den hildebrandske Retnings Fordømmelse
af al Lægmands-Investitur, maatte han
atter vandre til Rom, hvor et Kirkemøde (1105)
bandlyste Kongens Raadgivere og de Bisper, der
havde ladet sig investere af ham. Men som A.
stod i Færd med at slynge Bandstraalen mod
Kongen selv, blev der mæglet Forlig, og efter at
Kongen i fl. Maader var faldet til Føje,
stadfæstedes det ved Konkordatet i London (1107),
der forbød Lægmandsinvestituren, men tillod
Prælater at aflægge Kongen Lensed. A. var glad
over Resultatet; men de haarde Kampe havde
svækket den gamle Mand, og efter en kort
Alderdomsfred døde han. A. var en nidkær
Forkæmper for de kirkelige Ideer, modig og from,
hellere døjende alskens ondt end vigende en
Haarsbred fra, hvad der for ham var Ret. Størst Bet.
har A. dog som Forfatter: han er den egl.
Grundlægger af Skolastikken. Han har logisk
Skarphed og levende Fantasi; men begge maa tjene
hans Ærefrygt og Beundring for den kirkelige
Overlevering, al Tænkekraft bruges til
Kirkelærens Støtte. Som Filosof faar A. derfor kun
ringere Bet. Han hyldede den platonske Realisme:
som alle Ting har deres Udspring og
deres Maal i Gud, saaledes har alle Tings Former
(andre vilde her sige »Ideer«) ogsaa deres
Væren i Gud som Led i hans Visdomstanke. Større
Værd har A. som Teolog. Ganske vist er A.’s
System kunstigt og ensidigt; men enhver vil
respektere den Gennemførthed, der er i hans
Tankegang, og hans alvorlige Forsøg paa logisk
at klare Kristendommens Mysterium. A.’s
Udgangspunkt er Sætningen credo, ut intelligam,
»jeg tror, for derved at naa til Forstaaelse«.
Troen skal være Grundlaget, men man maa
ikke blive staaende ved den, Tanken skal begribe
Troens Indhold. Ud fra denne Grundsætning
behandler A. særlig Guds Væsen og Forsoningen.
Det første kommer frem i hans »Enetale
om Guddommens Væsen«, som udvikler det
absoluttes Begreb, og i hans »Tiltale« (Proslogium),
som undersøger det absoluttes Realitet.
I det sidstnævnte af disse Skrifter findes hans
ejendommelige Udformning af »det ontologiske
Bevis« for Guds Tilværelse: Gud er det højeste,
man kan tænke sig; altsaa er han til; thi ellers
lod der sig tænke noget endnu højere, nemlig
de samme Fuldkommenheder, vi før tænkte os,
+ Tilværelsen; det højeste for Tanken maa da
ogsaa være det højeste i Virkeligheden. Dette
Luftspring fra Tænken til Væren var selv den
Tid for dristigt; Munken Gavnilo paaviste det
svage i Bevisførelsen, og A.’s Svar gjorde ham
ikke til Sejrherre i Striden. Heldigere var A. i
sin Kamp mod Kanniken Roscelinus, som i
Begejstring for Nominalismen (s. d.) vilde anvende
denne paa Treenigheden, hvorved Begrebet

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:02:47 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/1/0839.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free