Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antiloper, kaldes en stor Gruppe Drøvtyggere, henhørende til Oksefamilien - Antimachos, gr. Digter fra den ioniske By Kolofon, paa den peloponnesiske Krigs Tid - Antimakassars (»imod Makassarolie«), Tøj, som man hænger over Ryggen af en Stol eller Sofa - Antimensium (gr.), i den græske Kirke den af Biskoppen indviede Alterdug - Antimerkurialisme, Retning i Syfilisterapien, som forkaster Behandlingen med Kvægsølv - Antimerulion, Handelsbetegnelse for forsk., mest værdiløse Midler mod Hussvamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forrige, men er lysere i Farve. Heste-A. (H.
equinus) i Sydafrika.
Oryx-A. (Oryx), vel nok de ejendommeligste
og prægtigste af A., er allerede fra Oldtiden
bl. de mest kendte A., i det mindste findes de
hyppigt afbildede paa de nubiske og ægyptiske
Mindesmærker (f. Eks. i Cheops Pyramide),
hvor de ofte afbildes med en Strikke om
Halsen. Det er store, i Skikkelse nærmest
hestelignende Arter, der er let kendelige paa de
mægtige, meterlange, slanke, omtr. lige, parallelt
stillede Horn, der er rettede skraat bagud i
Linie med Næse- og Pandefladen; de er ved Roden
ringede, den yderste Halvdel derimod glat;
baade Han og Hun har Horn; Halen ret lang
med en mægtig stor Endekvast. Skindet
korthaaret med smukke Farver, gerne hvidgult,
Bugen hvid; skarpe, sorte Tegninger paa Pande
og Kinder, sort Stribe ned ad Ryggen og
Forhalsen, paa Kropsiden, over Benene o. s. v.
Oryx-A. lever parvis ell. i ganske smaa Flokke
i de ufrugtbareste og tørreste Stepper; de er
mindre frygtsomme end andre A., og saarede
ell. tirrede angriber de med Voldsomhed deres
Angriber, idet de med Kraft bruger deres
frygtelige Horn; de skal med Held kunne optage
Kampen med de store Kattearter, endog med
Løven. Størst er Passan’en (O. gazella ell.
capensis) i Sydafrika, hvis Kroplængde er 2,4
m, kendelig paa sin Manke og store Haardusk
foran paa Halsen. Beisa’en (O. beisa) i
Abessinien har ingen Halshaardusk.
Steppeoksen (ogsaa kaldet Sabel-A.) (O. leucoryx)
i Nordafrika, med lidt krummede Horn, er mere
ensfarvet tegnet. En Art i Arabien (O. beatrix)
er lidt mindre. Nær beslægtet og lignende
Oryx-A. er Mendes-A. (Addax nasomaculatus) i
Nordøstafrika og Arabien, kendelig paa sine
store, lidt spiralsnoede Horn; den er plumpere,
mere okseagtig, i Skabning. Hvid med brunt
Hoved, Hals og Manke; et hvidt Baand over
Næsen; findes særlig ofte afbildet paa de
ægyptiske Mindesmærker, hvor den er kendelig paa
sine spiralsnoede Horn.
Okse-A. er store Former, hvis Hanner er
hornede, medens Hunnerne som Regel er
hornløse. Hertil Nilghai’en (Boselaphus
tragocamelus) i Indien; Hannen, der er sort, har
ganske smaa, næsten lige, oprette Horn;
Hunnen lysebrun, hornløs; i øvrigt kort opret
Manke, Hannen med en stor Haardusk foran
paa Halsen; udbredt i Central-Indien op til
Himalayas Fod; holder til i Skovegne.
Skovbukkene (Tragelaphus) er fint
byggede, raadyrstore A., hvis Hanner har
spiralsnoede, ringede Horn; kendelige paa deres
ejendommelige Tegning; af de 7 Arter er den
hyppigste og almindeligste den smukke lille
Skrift-A. (T. scriptus) fra Senegambien, brun,
oversaaet med hvide Streger og Prikker; Hornene
lyreformede, kantede og ringede, meget tykke
ved Grunden. Hertil henregnes ofte Kudu-A.
ell. Agasee’en (Strepsiceros kudu), en
prægtig, stor A., lignende et Krondyr i Skikkelse,
men overgaaende denne i Størrelse, Kroplængde
2,5 m, Skulderhøjde 1,7 m. Hannens Horn er c.
1 m lange, stærkt spiralsnoede, med stærke
Længdekøle og Tværringe; Hornene divergerer
meget mod Spidsen. Hunnen hornløs. Farven
rødliggraa; ned ad Kropsiden 7—9 skarpe, hvide
Streger; en Vformet Plet over Næsen og 2 Kindpletter
ligeledes hvide; Manken sort, den svære
Haarkant paa Dogleppen graalig. Udbredt fra
Sydafrika til Abessinien og Egnene S. f. Sahara;
holder navnlig til i Bjergskove og har stedse
været stærkt efterstræbt og jaget.
Eland-A. (Oreas canna) maa endelig nævnes
som den største af alle nulevende A. Hornene,
der findes hos begge Køn, er meget svære, c.
50 cm lange, næsten lige med spiralsnoet Liste
fra Grunden til henimod Spidsen; de er rettede
bagud, i Linie med Næse- og Pandefladen.
Kroppen okseagtig, plump, med svær Hals; Tyren
med en stor hængende Doglep; Pande og
Næseryg med Haarduske; Halen ligner en Kohale;
Farven lysebrun, lysere mod Bugen. Denne
mægtige Antilope, der vejer c. 1000 kg, naar en
Kroplængde af 3,3 m og en Skulderhøjde paa
2 m; den var fordum umaadelig talrig i store
Hjorde i Syd- og Østafrika, nu meget indskrænket
i Udbredning (bl. a. udryddet i Kapstaden)
ved en intensiv Forfølgelse, idet baade dens
Skind og Kød (i tørret Tilstand) var en god
Handelsvare; det svære, tunge Dyr kunde ret
let indhentes af beredne Jægere. Eland-A. trives
godt i Fangenskab og formerer sig let i
zoologiske Haver, indhegnede Parker o. l. i Europa.
Til A. henføres ofte Gemserne
(Rupicapra); de staar dog paa Overgangen til
Gedegruppen og skiller sig lidt ud fra de egl. A.
Se Gemser.
R. Hg.
Antimachos, gr. Digter fra den ioniske By
Kolofon, paa den peloponnesiske Krigs Tid. Han
skrev et episk Digt Thebaïs og desuden et elegisk
Digt Lyde, hvori han besang sin elskede
Lyde’s Død med Benyttelse af mytologiske
Motiver; desuden nævnes han som Udgiver af
Homer’s Digte. Størst Bet. har han som
Forbillede for Alexandrinerne. Fragmenterne er
samlede af Schellenberg (Halle 1786),
Giles (London 1838) og Stoll (Dillenburg
1845).
K. H.
Antimakassars (»imod Makassarolie«), Tøj,
som man hænger over Ryggen af en Stol eller
Sofa for at beskytte disses Betræk imod Haarets
Fedt. Se Makassarolie.
Antimensium (gr.), i den græske Kirke den
af Biskoppen indviede Alterdug, der, bredt over
Alterbordet, gør dette til et Offeralter, ved
hvilket der kan holdes Messe.
Antimerkurialisme [↱an-] kaldes den Retning
i Syfilisterapien, som principielt forkaster
Behandlingen af denne Sygdom med Kvægsølv,
fordi dette Middel ikke skulde have nogen
gavnlig Indvirkning paa denne Sygdoms Forløb ell.
endog skulde fremkalde dybere Lidelser af
Knogler o. a., saaledes at altsaa de senere,
tertiære Tilfælde egl. skulde være Kvægsølvsforgiftninger.
Denne Anskuelse, der især er
forfægtet af Wienerlægerne Hermann og Lorinser,
er dog ganske uden virkelig Begrundelse og
har kun meget faa Tilhængere blandt de
videnskabelige Syfilidologer.
E. P-n.
Antimerulion, Handelsbetegnelse for forsk.,
mest værdiløse Midler mod Hussvamp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
