- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
823

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antinoë, Stad i Mellemægypten Ø. f. Nilen - Antinomi (gr.), 1) (filos.) betyder Modstrid mellem to Domme - Antinomi (gr.), 2) Retsvidenskaben - en Strid imellem fl. Love ell. andre Retsregler, som omfatter samme faktiske Forhold - Antinomisme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Yndling Antinoos i Nilen ved denne By, hvorfor
Kejseren lod bygge et Tempel til Minde om
ham. Byen blev opkaldt efter ham, Antinoopolis,
men det gamle Navn forsvandt ikke;
af og til kaldtes den Besantinoopolis. Ruiner
af Byen findes endnu den Dag i Dag ved
Schech-Abade. I Omegnen er der fremdraget
forskellige værdifulde Gravfund fra den senere
Kejsertid (beskrevne af O. Gayet o. a.).
V. S.

Antinomi (gr.), 1) (filos.) betyder Modstrid
mellem to Domme. Begrebet findes allerede hos
Zenon fra Elea, hos Platon, Aristoteles og
Skeptikerne. I den nyere Tid har Kant opstillet en
meget vidtløftig Antinomilære. Hans Mening
er, at naar vi kommer ud mod Erkendelsens
Grænser, viser dette: at vi staar ved Grænsen,
sig deri, at Fornuften nødvendigvis indvikler
sig i Modsigelser, d. v. s. maa naa til to kontradiktorisk
modsatte Domme, der dog skulde være
stillet lige. Kant opstiller 4 A. (»Kritik der
reinen Vernunft«, 1781. Afs. »Antithetik der
reinen Vernunft«). Thesis siger f. Eks., at Tid
og Rum er begrænsede, Antithesis, at vi maa
tænke os dem uendelige. De Løsninger, Kant
giver, er ganske illusoriske; det er i
Virkeligheden alene Antitheserne, der har Ret. Og
principielt gælder det, at det vilde stride mod
de logiske Grundprincipper, om to kontradiktorisk
modsatte Domme kunde være lige gode
(ell. lige urigtige); kun den ene kan være rigtig.
En klar Kritik af Kant’s A.-Lære er givet af
Schopenhauer (»Welt als Wille und Vorstellung«,
1819, I Anhang).
A. T-n.

2) Retsvidenskaben betegner som A.
en Strid imellem fl. Love ell. andre Retsregler,
som omfatter samme faktiske Forhold. Da man
i Praksis kun kan følge een Regel, maa
Retsanvendelsen gøre et Valg og tilsidesætte Resten.
Er Lovene ikke lige gamle, viger den ældre for
den yngre; er de lige gamle (to §§ i samme L.),
haves der ingen bestemte Regler for Konfliktens
Løsning. I Modsætning til A. taler man om en
blot Anomali, Uregelrethed i Lovgivningen,
naar denne afgør fl. i Realiteten ensartede
Tilfælde paa forsk. Maade. Her er der alene Strid
imellem Lovenes Grundsætninger; og deres
praktiske Anvendelighed, hver paa sit Omraade,
paavirkes ikke af Anomalien (se nærmere
Fortolkning).
V. B.

Antinomisme betyder i Alm. en saadan
Anskuelse, som gaar ud fra, at den sædelige
Bevidsthed ikke skal føle sig bunden ved en ydre
Lov. Efter Karakteren af den Lov, til hvilken
man føler sig i Modsætning, kan imidlertid selve
Anskuelsen blive meget forsk., og det gælder
inden for den kristne Teologi om, at man
bestemt skelner mellem saadanne Standpunkter,
der danner en Modsætning til al Lov i det hele,
og saadanne, der træder i Opposition til Loven
i en bestemt Skikkelse, nærmest Moseloven. Selv
om disse to Standpunkter vistnok paa
mangfoldig Maade i Historien er vævede ind i
hinanden, saa det tit kan være vanskeligt at skille
dem ad, saa er det dog givet i Sagens Natur, i
at de er fuldkommen forskellige og derfor
ogsaa maa betragtes hver for sig. Allerede i ny
Test. finder vi os stillede over for principielle
Libertinister, som overhovedet ikke vil vide sig
bundne ved nogen som helst Norm for deres
Liv, men sætter sig op over al Autoritet;
saadanne er fornemmelig skildrede i 2. Pet. 2. Kap.
især V. 19 og Juda Brev, især V. 8, 16, 19; de
var maaske førte hertil ved en Misforstaaelse
og Misbrug af den Paulinske Forkyndelse, Rom.
6, 1. 15. Særlig Styrke vinder denne Retning
inden for Oldkirken i Gnosticismen, hvor man
ser de saakaldte »pneumatiske« Mennesker hæve
sig op over alle sædelige Love, som gjaldt for de
sædvanlige »psykiske« Mennesker, og i hovmodig
Pukken paa deres egen geniale Natur alene være
sig selv en Lov; de hævdede for sig selv et
Privilegium paa at synde, særlig ved at give
sig hen til den groveste Sanselighed, der ikke
skulde kunne besmitte Aanden hos dem, men
kun ved Modsætningen kunde bidrage til at
ophøje den. Paa lgn. om end mere afdæmpet
Maade findes den samme Retning inden for
Anabaptisterne paa Reformationstiden, der
foragter al ydre guddommelig Indstiftelse og Ord
og alene beraaber sig paa Aandens indre
Vidnesbyrd, men netop saaledes for en stor Del
ender i raa Sanselighed. At dog A., som en
moralsk og religiøs Subjektivisme, ogsaa kan
fremtræde paa en nobel og tiltalende Maade,
ses inden for Litteraturen i nyere Tid hos
Jacobi og Schleiermacher. Det er især i det
berømte Sendebrev til Fichte, at den første i et
begejstret Sprog hævder Individualitetens Ret
over for alle udvortes Lovbud, særlig over for
den Tvang, som det Kantiske moralske
Imperativ syntes ham at indeholde. Og hvad den
sidste angaar, da udtaler han, at det er
Formaalet for den kristelige Sædelære at lade
den imperativiske Form fare og alene at
beskrive Livet i Guds Rige i alle Henseender.
Men hvor tiltalende end A. i en saadan Form
kan befindes at være, saa er det dog en
fuldkommen Umulighed at lade den imperativiske
Form forsvinde fra Sædelæren, da netop dens
bestemte Ejendommelighed finder sit fuldeste
Udtryk herigennem. Og selv om Jacobi har
blottet en Ensidighed ved det Kantiske
Moralsystem, saa vil dette dog altid have den
afgørende Ret, naar det fremhæver, at den
Handlen, som Erkendelsen af vor Pligt paatvinger
os, har en uendelig højere Værdi end de
Gerninger, hvortil kun en stærk individuel Følelse
driver os. Selv om det maa indrømmes, at
Individualiteten maa sætte sit Præg paa al
sædelig Handlen, saa er det dog ikke fra
Individualiteten som saadan, men fra en Lov, som staar
over den, at den sædelige Handlen faar sin
første og egentlige Bestemthed. At betragte al
Lovbundethed i det hele som et underordnet
Standpunkt er det samme som at hæve sig op
over selve Moralen som et lavere Trin; og det
vil altid vise sig, at en saadan Overlegenhed,
med hvor skønne Træk den end kan fremtræde,
sorn inden for Romantikken i Tyskland, dog i
Virkeligheden kun er formummet Naturalisme
og Egoisme. Men et andet Spørgsmaal er det,
som nævnt, hvor den Lov skal søges, som man
erkender for den højeste Norm for Livet. Inden
for den lutherske Kirke, navnlig ved Agricola,
er den Mening blevet gjort gældende, at den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:46:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/1/0867.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free