Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Antonio Veneziano (egl. Antonio di Francesco da Venezia), ital. Maler fra 14. Aarh. - Antonius, 1) Marcus med Tilnavnet Orator (»Taleren«), (143 f. Kr.,- 87 f. Kr.) - Antonius, 2) Gajus, Hybrida, Søn af foreg. - Antonius, 3) Marcus A., Triumviren, Søn af Marcus A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sønnens Ideal var den apostolske Fattigdom, saa
da han 20 Aar gl efter Forældrenes Død en Dag
hørte Evangeliet om den rige Yngling (Matt.
19, 21), gav han sit Gods bort og levede fra nu
af som en Eneboer i sin Hjembygd. I de stille
Timer kom Fristeren til ham, han gik da ud i
Ørkenen, længere og længere ud, men Fristelserne
blev stærkere og stærkere, saa at han
var lige ved at bukke under. Hans Enebo blev
snart omringet af mange andre, og fra nu af
gik de, der vilde leve et »filosofisk« Liv, ud i
Ørkenen for der at læse »den Naturens Bog, der
ikke indeholdt Menneskeord, men kun Gudsord«.
A.’s Fristelser har været et yndet Emne for
Kunstnerne. (Litt.: L. Moltesen, »Det
kristne Munkevæsen, dets Oprindelse og første
Udvikling« [Kbhvn 1901]).
L. M.
Antonio Veneziano (egl. Antonio di
Francesco da Venezia), ital. Maler fra 14.
Aarh. A. stammer vist fra Venedig, men virkede
i Toscana (Pisa, Firenze, Siena). Hans tre
Fresker fra S. Raniero’s Legende i Camposanto
i Pisa (1384—87) er Mærkepæle i toskansk
Maleris Udvikling ved den levende Naturiagttagelse,
baade af Skikkelser og Genstande
(Arkitekturen m. v.). Vasari anfører en lang Række
Værker af A. V., hvilke dog nu for en stor
Del er forsvundne.
A. Hk.
Antonius, 1) Marcus med Tilnavnet Orator
(»Taleren«), en af sin Tids mest udmærkede
Talere, f. 143 f. Kr., Konsul 99, Censor 97, dræbt
af Marius’ Parti 87; han havde sine Fortrin i
en udmærket Hukommelse og et glimrende
Foredrag, medens det skortede ham paa finere
Dannelse. A. udgav ikke sine Taler, derimod et lille
Skrift de ratione dicendi, som ikke er bevaret.
(Litt.: J. A. Söderholm, De M. Antonio et
L. Crasso oratoribus [Helsingfors 1853]).
K. H.
2) Gajus A. Hybrida, Søn af foreg., var
en Tilhænger af Sulla og blev under dennes
Krig med Mithridates I ilde berygtet ved sin
Styrelse af Grækenland. 70 f. Kr. blev A. endog
udstødt af Senatet, snart dog atter optaget deri;
66 blev han Prætor og 63 Konsul sammen med
Cicero. A. var nøje knyttet til Catilina, men
Cicero drog ham bort fra Omvæltningspartiet
ved at overlade ham Prov. Makedonien; A.
maatte saa selv føre en Hær til Etrurien mod
Catilina, men afgav dog før Kampen under
Paaskud af Sygdom Befalingen til sin Legat M.
Petrejus, der besejrede Catilina ved Pistoria.
Da A. vendte tilbage fra Styrelsen af Makedonien,
blev han anklaget for Udpresninger og
for Del i den catilinariske Sammensværgelse;
han blev forvist til Cefalonia, men senere kaldt
tilbage af Cæsar. A.’s videre Skæbne er ukendt.
Kr. E.
3) Marcus A., Triumviren, Søn af Marcus
A. Creticus, en Broder til foreg., og Julia, en
Frænke af Cæsar, f. 83 f. Kr. A. udmærkede sig
først som Rytteranfører i Palæstina og Syrien;
54 drog han til Cæsar i Gallien og sluttede sig
fra nu af nøje til denne. Som Folketribun for
Aaret 50 nedlagde han Veto mod de fjendtlige
Beslutninger, som Senatet tog imod Cæsar, og
maatte derefter tillige med sin Kollega Cassius
Longinus flygte fra Rom, hvorved Cæsar fik det
ønskede Paaskud til at begynde Borgerkrigen.
A. befalede i Italien, medens Cæsar drog mod
Pompejanerne til Spanien; siden ledsagede han
Cæsar til Grækenland og kommanderede
venstre Fløj i Slaget ved Farsalos. Herefter gjorde
Cæsar som Diktator A. til sin magister militum;
som saadan styrede han atter Italien under
Cæsar’s Ophold i Ægypten. En Tid var Cæsar
ham dog mindre gunstig, vistnok p. Gr. a. A.’s
udsvævende Levned; men 44 opnaaede han
Konsulatet sammen med Cæsar og søgte, om end
forgæves, at faa ham tillagt Kongenavn. Efter
Cæsar’s Drab stræbte A. at erhverve hans
Stilling og gennemførte sine Planer med Klogskab
og Dristighed; ved at anstille sig venligsindet
mod Drabsmændene dyssede han dem i Ro og
ophidsede saa Folket ved sin Ligtale over Cæsar,
saaledes at Morderne maatte forlade Rom.
Mindre heldig var han over for Cæsar’s virkelige
Arvtager, Cajus Octavianus, der nu vendte hjem;
denne vandt baade Folket og Veteranerne for sig,
og Cicero stiftede et Forbund mellem ham og
Senatet, rettet mod A. Octavian og Aarets Konsuler
drog mod A., der belejrede Decimus Brutus
i Mutina, og den mutinensiske Krig endte med
et fuldstændigt Nederlag for A. (April 43). Nu
brød Octavian imidlertid med Senatet; han
vægrede sig ved at forfølge A., der derved
opnaaede at kunne forene sig med M. Æmilius
Lepidus i det transalpinske Gallien, og drog
selv til Rom for at tage Magten. Paa et Møde
tæt ved Bologna enedes de tre Hærførere om
at stifte det saakaldte andet Triumvirat (Oktbr
43); ved udstrakte Proskriptioner nedsloges al
Modstand i Italien, og A. opnaaede bl. a. at faa
Hævn over Cicero. Aaret efter drog A. og
Octavian mod Brutus og Cassius; ved Filippi
overvandt A. Cassius, og i det ny Slag 20 Dage efter
var det ogsaa ham, der bidrog mest til Sejren
over Brutus. Herfra drog A. mod Øst, og i
Cilicien stævnede han den ægyptiske Dronning
Kleopatra for sig; hun kom og bedaarede A. i
den Grad, at han fra nu af næsten stadig
levede sammen med hende i en Træghed,
hvoraf intet kunde rive ham ud. Han fandt sig
i, at Octavian befæstede og udvidede sin Magt
i Vesten, og da hans Hustru Fulvia og hans
Broder Lucius Antonius søgte at bekæmpe
Octavian, blev de besejrede; A. lod sig forsone
paa et Møde i Brundisium (40) og ægtede efter
Fulvia’s Død Octavian’s Søster Octavia, der
ogsaa i den flg. Tid mæglede mellem de to
Magthavere. A.’s vedblivende Forhold til Kleopatra
ødelagde dog efterhaanden ganske hans
Anseelse; han drog rundt i Østen under
stedsevarende Svælgerier og forføjede vilkaarlig over
Kongeriger og romerske Provinser til Fordel for
Dronningen og hendes Børn, medens han til sidst
offentlig forskød Octavia. Under disse Forhold
lod Octavian 32 Senatet erklære Krig mod
Kleopatra, d. e. mod A.; ved Aktion mødtes Østens
og Vestens Stridskræfter 2. Septbr 31, og midt
under Kampen sejlede Kleopatra bort, fulgt af
A. I Ægypten modstod A. Octavian’s første
Angreb, men blev siden forladt af sine Soldater,
og da nu Kleopatra, som kun tænkte paa at
vinde Romerrigets ny Herre, lod udsprede, at
hun havde dræbt sig, tilføjede A. sig med sit
Sværd et dødeligt Saar; før sin Død hørte han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
