- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind I: A—Arbejdergilder /
859

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apaturier, ældgammel ionisk Nationalfest i Oldtidens Grækenland - Apavatn, en Indsø i Egnen Grimsnes i det sydlige Island - Apeiba Aubl./Slægt af Lindefam. - Apeldoorn, By i Nederlandene - Apella, hos Horats Navnet paa en lettroenden Jøde - Apelles (gr.), maaske Oldtidens berømteste Maler - Apenninerne (ital.) er et Foldebjerg-system, som strækker sig gennem hele den italienske Halvø

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og Athena; den fejredes i 3 Dage og havde Bet.
ved, at ved denne Lejlighed de Unge optoges i
Fratriernes borgerlige Slægtslister.
H. A. K.

Apavatn [↱fa-], en Indsø i Egnen Grimsnes
i det sydlige Island, i Árnessyssel. A., der er
rig paa Foreller, er bekendt fra Sturlungasaga.
Der tog Sturla Sighvatsson 1238 Gissur
Þorvaldsson
til Fange paa et mellem dem
aftalt Møde.
B. Th. M.

Apeiba [-↱pæ^i-] Aubl., Slægt af Lindefam., Buske
ell. Træer med helrandede ell. fint savtakkede
Blade og gule, grønne ell. orangefarvede Blomster.
Af A. Tibourbou Aubl., der vokser i Guyana
og Brasilien (Jangada), benyttes det lette Ved
til Baadebygning.
A. M.

Apeldoorn [↱αpə£do.rn], By i Nederlandene,
Prov. Geldern, 28 km N. f. Arnhem, har (1911)
37517 Indb. og talrige Papirfabrikker. I
Nærheden ligger det smukke Lystslot het Loo,
Kongerne Wilhelm I’s og Wilhelm III’s
Yndlingsopholdssted, med en smuk Park.

Apella, hos Horats Navnet paa en lettroende
Jøde, herefter som Ordsprog: Credat Judaeus A.,
non ego
(det kan Jøden A. tro, og ikke jeg) =
»det kan man bilde Bønder ind«.

Apelles (gr.), maaske Oldtidens berømteste
Maler, levede paa Alexander den Store’s Tid,
sidste Halvdel af 4. Aarh. f. Kr. Han var fra
Kolofon i Lilleasien og undervistes først af hjemlige
Lærere, navnlig Eforos fra Efesos, senere af
den sikyoniske Malerskoles Hovedmester,
Pamfilos, og drog siden om i den græske Verdens
Byer, saaledes bl. a. Korinth og Athen. Af Filip
af Makedonien kaldtes han til Hovedstaden Pella,
og traadte som Hofmaler i endnu nærmere
Forhold til Sønnen Alexander. Intet af A.’s Billeder
er bevaret; heller ikke nogen senere Kopi kan
med Sikkerhed eftervises. Imidlertid haves fra
Oldtiden en Del Efterretninger. Fortrinsvis
yndede han at male den enkelte Figur. Af
Alexander havde han malet en Række Billeder: til
Hest, paa Stridsvogn, fremstillet med
Sejrsgudinden ell. endog som Zeus’ Søn med Lynet.
Fremdeles nævnes andre Billeder, hvori en enkelt
Figur beherskede Fremstillingen, Artemis blandt
Nymfer, f. Eks., ell. den af Havet opstigende
Afrodite, der med Hænderne kryster Vandet af
Haaret; Overkroppen var helt synlig, medens
Underkroppen skimtedes gennem Havvandet.
Billedet var meget berømt og synes endog at
have fremkaldt statuariske Efterligninger; det
udførtes for Kos og erhvervedes siden af Kejser
Augustus for 100 Talenter. Allegorien anvendte A.
i Billeder som Alexander med Krigens Personifikation
lænket slæbende efter sin Stridsvogn,
ell. »Bagtalelsen«, som baade Renaissancens og
senere Tiders Kunstnere har genfremstillet
(Lukianos har beskrevet Billedet). Han arbejdede
endnu kun med de 4 gamle Hovedfarver i
Tempera-Teknik. Som særlig karakteristisk nævner
Oldtidens hans Billeders uopnaaelige Ynde og
Rytme. Forsk. Anekdoter viser ham som en
Mand af Vid og udpræget kunstnerisk
Selvfølelse. Han var tillige Forfatter af en Lærebog.
H. A. K.

Apenninerne (ital. Apennino, af det
keltiske Ord pen ɔ: Bjergtop) er et
Foldebjergsystem, som strækker sig gennem hele den
italienske Halvø i en mod V. aaben Bue fra 38°
til 45° n. Br. I orografisk Henseende er A. at
opfatte som den ombøjede sydvestlige Ende af
Alperne, ligesom ogsaa de sicilianske Bjerge og
Atlas-Bjergene maa betragtes som en Fortsættelse
af A. Forholdet mellem A. og Alperne er
saa intimt, at man længe ikke har været klar
over, hvor man skulde sætte Grænsen. Nu sættes
denne som Regel ved Bocchetta d’Altare
(Savona-Passet), idet Alpernes gamle Stenarter her
afløses af yngre Dannelser. Regnet herfra og til
Reggio har A. en Længde af 1190 km. Bredden
varierer mellem 30 og 135 km. — A. inddeles
i de egl. A. og Subapenninerne, de første igen i
Nord-, Mellem- og Syd-A., der atter hver falder
i 2 større Systemer: de liguriske og etruskiske
A., de romerske A. og Abruzzerne, de
neapolitanske og kalabriske A. De liguriske A.
strækker sig fra Savona-Passet (495 m) i
østsydøstlig Retning til Passet La Cisa, der forbinder
Taro- og Magra-Dalen. Deres højeste Top er
Monte Bue (1803 m). Sydskraaningen falder stejlt
ned mod Havet, men er frugtbar og veldyrket,
Nordskraaningen falder jævnere ned mod
Po-Sletten. Af de talrige Passer, der tjener som
Gennemgang for Veje og Jernbaner fra Kystbyerne
til Po-Sletten, kan nævnes Bochetta (780 m) og
Giovi (472 m); flere af Jernbanerne (Savona—Acqui,
Genua—Acqui, Genua—Novi, Spezia—Parma)
fører dog nu gennem Tunneller. Talrige
af Pos Bifloder har deres Udspring her: Scrivia,
Trebbia, Taro o. fl., Kystfloderne er alle smaa.
En Udløber fra de liguriske A. er Spezia-Bjergene,
der danner Spezia-Golfens vestlige
Begrænsning. De etruskiske ell. toskanske
A.
, som strækker sig i østsydøstlig Retning fra
La Cisa til Metauro-Dalen, bestaar af fl. Kæder,
der er kulisseagtig ordnede. De højeste Toppe
er Alpe di Succiso (2017 m), Monte Cusna (2121),
Monte Cimone (2163), Nord-A.’s højeste Punkt,
Falterona (1649 m) og Monte Comero (1207 m).
De vigtigste Passer er Prachia (Jernbanen
Bologna—Firenze), La Futa og Cosa d’Alpe
(Jernbanen Firenze-Faenza). Af betydelige Floder
nævnes Secchia Panaro, Reno og Rubicon, alle paa
Nordsiden, Serchio og Arno paa Sydsiden. V. f.
Serchio-Dalen ligger de apuanske Alper,
der i Monte Pisanino naar en Højde af 1946 m,
og som for en stor Del bestaar af Marmor
(Carrara). V. f. Arno og Tiber findes endnu en
Bjergkæde, som maa regnes herhen; den naar
i Prato Magno en Højde af 1580 m. De
romerske
ell. umbriske A. naar til
Tronto-Velinos Tværdal og bestaar ligeledes af
fl. Kæder. Monte Catria (1702 m) mod N. og
Monte Vittore (2478 m) i de Sibillinske Bjerge mod
S. er de højeste Punkter. Tiberen er den største
Flod, Trasimener-Søen den største Sø. Fra
Foligno fører en Jernbane over Fabriano til Ancona.
Mellem Tronto og Sangro ligger Abruzzerne,
der dannes af 3 større Kæder. Vestligst —
mellem Tiberen og dens Biflod Velino-Salto — ligger
Sabiner-Bjergene med Monte Viglio (2156 m),
Centralkæden naar i Monte Velino 2488 m’s
Højde og den østlige Kæde i Gran Sasso d’Italia,
A.’s Kulminationspunkt, 2921 m. Imellem
Sabiner-Bjergene og Centralkæden ligger i
Rieti-Sletten, Salto-Dalen og Fucino-Søen, mellem den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:46:50 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/1/0903.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free