Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Apologi dvs. Forsvar for den kristne Religion over for Angreb paa denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dels taabelige Beskyldninger, som fra Mængdens
Side rettedes imod de Kristne, for Afgudsdyrkelse,
jordisk Magtbegær, men ogsaa for unaturlig
Utugt og Børneslagtninger; hertil føjer de
da ogsaa Modangreb saavel paa det jødiske som
hedenske Samfund og dets Skikke. Men samtidig
optager de samme Skrifter dog ogsaa Forsvaret
for den kristne Tro paa en mere teoretisk Maade,
og efterhaanden bliver det denne Form, som
træder i Forgrunden. Dels ud fra Henvisningen
til Profeternes Spaadomme og deres Opfyldelse
i Kristi Liv og Virken, dels under Paaberaabelse
af selve den hedenske Visdom, saaledes som den
især kom frem gennem enkelte store Filosoffer
som Plato og Stoikerne, søger man at bevise
Kristendommen som den fuldkomne Religion. Vi
har her en lang Række af Mænd for os, mellem
hvilke skal nævnes Justin Martyren (d. 163) som
den første, fra hvem vi har en fuldstændig A.
bevaret, samt i en noget senere Tid Tertullian
som den ypperste Forsvarer inden for den
latinske Kirke (især i hans Skrift Apologeticum)
og Origenes som den tilsvarende i den græske
Kirke (især i Skriftet imod Kelsos). Men hvor
oprigtige Kristne end alle disse Mænd personlig
har været, og til hvor megen Velsignelse de end
kan have virket for deres Tid, saa kan det dog
ikke skjules, at der allerede i disse første
teologiske Udviklinger kommer en Fare frem, som
siden efter saare tit har vist sig at følge med
Forsvaret for Troen, nemlig den, at man i sine
Forhandlinger med Modstanderen i for høj Grad
gaar ind paa hans teoretiske Forudsætninger
uden altid fra Grunden af at fatte Modsætningens
principielle Karakter. Det har hos de nævnte
Apologeter saaledes vist sig, at de under
deres Forsøg paa at bringe Troen nær for den
naturlige Forstand, er komne til at gaa ud fra
ejendommelige filosofiske Forestillinger, der for
en stor Del var fremmede for den Tros Væsen,
hvis Sandhed de vilde bevise, og som da ogsaa
opr. var udgaaede fra en hedensk Tankegang,
der laa denne Tro fjern. — Det er forstaaeligt,
at den apologetiske Interesse maa træde frem
paa en noget anden Maade, efter at Kristendommen
ved Konstantin har sejret i udvortes
Henseende; det viser sig saaledes hos Augustin, der
i sit Værk om Guds Stat staar som den største
Apologet fra den senere Oldtid. Det er over for
den hedenske Beskyldning om, at Kirken skulde
bære Skylden for det romerske Riges Forfald
og Tidens Nød, at han lægger hele Ansvaret
herfor over paa Hedenskabet og viser, at det er
dette, der ved sin Ugudelighed har kaldt den
guddommelige Straffedom over sig. — Hermed
er nu Kirkens apologetiske Arbejde udadtil
i det væsentlige afsluttet. For den sejrrige Kirke
meldte der sig andre Opgaver; kun over for
Jøderne og Maurerne rettedes der i Middelalderens
første Tid et enkelt Stridsskrift. Men en ny
Virksomhed aabnede sig nu for den kirkelige A. i
den senere Del af Middelalderen gennem
Begrundelsen af det dogmatiske Læresystem over for
den naturlige Fornuft, saaledes som denne ogsaa
optræder inden for det kristne Samfund i
den profane Videnskab; det er Skolastikken, som
først tager den Opgave op at faststille paa
alsidig Maade Forholdet mellem Tro og Viden,
Aabenbaring og Fornuft; i saa Henseende kan
alle de store Kirkelærere fra hin Tid betegnes
som Apologeter. Hvor ufuldkommen den Løsning
var, som her blev budt, nærmest fordi Videnskaben
kun fik Lov til at optræde som Troens
Trælkvinde, blev klart gennem den paafølgende
Humanisme, der ved sin fuldkomne
Emancipation af Filosofien fra Teologiens Ledebaand
stillede den apologetiske Opgave frem for Kirken i
dens hele Skarphed. Paa at løse denne blev
der i hin Tid kun gjort sparsomme Forsøg,
imellem hvilke især de, som udgik fra Italieneren
Marsilio Ficino og Spanieren Ludvig Vives, har
Interesse; og heller ikke den flg. Tid, Reformationens
Tidsalder, følte sig ud fra sin særegne
Opgave hendraget til at dyrke dette Felt, som
inden for det hele Tidsrum kun har to store
Navne at opvise, nemlig Hollænderen Hugo
Grotius (de veritate religionis Christianae (1627) og
Franskmanden Blaise Pascal (Pensées sur la
religion [1669]), rigtignok til Gengæld et Par af
de største, som den hele herhen hørende
Litteratur har at nævne. Det var først, da Deismen
i England og Naturalismen i Frankrig i 17. og 18.
Aarh. fornyede Videnskabens skarpe Modsætning
til Kirken, at en ny apologetisk Tidsalder
atter fremkommer. Hvad der nu bliver bestridt,
er saavel (i Naturalismen) den alm. Tro paa en
overnaturlig Verden, saaledes som denne giver
sig Udtryk gennem Antagelsen af en personlig
Gud, Forsyn og Udødelighed, som særlig (i
Deismen) den kristne Tro paa en bestemt
Aabenbaring, saaledes som denne er udformet gennem
Antagelsen af Underet, en positiv Aabenbaring,
Kristi Guddommelighed, Skriftens Troværdighed
o. s. v. Heroverfor har man navnlig i England
i talrige Skr af ansete Lærde, baade Teologer
og Lægfolk, søgt at forsvare den gamle, kirkelige
Position, enten paa enkelte Punkter ell. i dens
Helhed; der foreligger lige til den nyeste Tid en
Række Skrifter, af hvilke fra tidligere Tid skal
fremhæves: Butler, The analogy of religion
natural and revealed (1736) og Paley, Natural
theology (1802). Men ogsaa i andre Lande har
Kirken i de sidste Par Aarh. Forsvarsskrifter at
opvise i rigt Antal og til Dels af Bet. I Frankrig
maa især fremhæves Chateaubriand (Le Génie
du Christianisme [1803]), der, helt igennem
romantisk beaandet, opfatter Religionen
fornemmelig fra Følelsessiden og beviser Kristendommens
Storhed ud fra Martyrernes Lidelser. I
Tyskland er det fornemmelig Leibniz, der i sin
Theodice af 1710 imod Bayle har taget den
kristne Religions, især Forsynstroens,
Fornuftmæssighed i Forsvar, medens Schleiermacher,
ogsaa under romantisk Paavirkning, i sine
»Reden über Religion an die Gebildeten unter ihren
Verächtern« taler Religionens Sag ud fra en
dybsindig, psykologisk Analyse af dens Væsen.
Det er her fortrinsvis Lessing, som ved Udgivelsen
af Wolfenbütteler Fragmenterne 1777, og
D. F. Strauss, som ved sit Angreb paa den
hellige Historie har ledet Kampen mod den
positive Kristendom. Af nyere, mere omfattende
apologetiske Fremstillinger maa som de mest
bekendte nævnes: Luthardt, »Apologetische
Vorträge« (4 Bd, overs. paa Dansk) og Hettinger
(katolsk) »Apologie des Christenthums«. Et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
