Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - apostolisk Trosbekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
apostolisk Trosbekendelse, Apostolisk
Symbol ell. Apostolikum (forkortet af lat.
symbolum apostolicum), ogsaa blot Trosbekendelsen
ell. Credo (ɔ: jeg tror; Bekendelsens lat.
Begyndelsesord) er et af de tre saakaldte
økumeniske (ɔ: af alle Kirkesamfund godkendte)
Symboler og hos rom. Katolikker, Lutheraner
og en Del af de Reformerte tillige Daabssymbol.
Prædikatet »apostolisk« betegner det som et
Værk af Apostlene; i Middelalderen tænkte man
sig nemlig dets Tilblivelse saaledes, at da
Apostlene paa Pinsedagen var forsamlede, havde
de under den Hellig Aands Vejledning hver
formuleret et Led. Peter sagde først: Jeg tror
paa Gud Fader, den almægtige, Himlens og
Jordens Skaber; derpaa Andreas: Jeg tror paa
Jesus Kristus, Guds eenbaarne Søn, vor Herre;
Jakob: Som er undfangen af den Hellig Aand,
født af Jomfru Maria; Johannes: Pint, under
Pontius Pilatus korsfæstet, død og begraven;
Thomas: Nedfaren til Dødsriget, paa tredie Dag
opstanden fra de Døde; Jakob, Alfæus’ Søn:
Opfaren til Himmels, siddende ved Gud Faders,
den almægtiges højre Haand; Filip: Derfra skal
han komme og dømme Levende og Døde;
Bartholomæus: Jeg tror paa den Hellig Aand;
Matthæus: Den hellige almindelige Kirke, de Helliges
Samfund; Simon: Syndernes Forladelse;
Taddæus: Kødets Opstandelse; Matthias: Og det evige
Liv. M. H. t. de enkelte Leds Fordeling herskede
der dog nogen Vaklen. Allerede i 15. Aarh. blev
denne Teori imidlertid kritiseret af Lorenzo della
Valla, og den er i Virkeligheden ogsaa ganske
uhistorisk. I den os foreliggende Form lader
den a. T. sig for første Gang paavise i en
Prædiken af Cæsarius fra Arles (d. 543); paa hans
Tid synes den at have været Daabsbekendelse
i den sydgalliske Kirke. Imidlertid kender vi
ogsaa en ældre Form, det saakaldte gammel-romerske
Symbol, der er noget kortere end vor
a. T., idet den mangler flg. 8 Led: Himlens og
Jordens Skaber; undfangen (Teksten lyder: født
af den Hellig Aand og Jomfruen Maria); pint; død;
nedfaren til Dødsriget; almindelig; de Helliges
Samfund; det evige Liv; det hedder ogsaa blot:
siddende ved Faderens højre Haand. Om denne
kortere Form véd allerede Ambrosius (d. 397),
at den stammer fra Apostlene, og at Peter havde
bragt den med til Rom; han indskærper derfor,
at man hverken maa formindske ell. forøge dens
Omfang. Symbolets apostoliske Oprindelse
anfører ogsaa hans Samtidige Rufin som en
Overlevering fra Fædrene, og i hvert Fald fra c. 250
har det været Daabssymbol i den romerske
Menighed; rimeligvis er det dog betydelig ældre.
Fra andre vesterlandske Menigheder kender vi
nemlig en Række forsk. Daabsbekendelser,
italienske, afrikanske, galliske og spanske, og disse
afviger vel indbyrdes ved forsk. Tilføjelser,
Udeladelser ell. Omstillinger, men viser sig alle at
gaa tilbage til det gammel-romerske Symbol som
Urform; da dette ogsaa gælder den bestemt
formulerede Bekendelse, som den nordafrikanske
Kirke sandsynligvis havde paa Tertullian’s Tid
(c. 200), maa den romerske følgelig være ældre.
Hvorvidt Justin (d. 166) kender den, er omstridt;
ligeledes om Symbolet muligvis er fremkommet
som et Led i Kampen mod Gnosticismen,
specielt mod Marcion’s Lære. Derimod er det
temmelig sikkert, at det er udformet i Rom; de
Forsøg, man har gjort paa at paavise et lilleasiatisk
Modersymbol, beviser kun, at man der har haft
forsk. mere ell. mindre skarpt afgrænsede
Sammenfatninger af den kristne Tros Hovedlærdomme;
først i 3. Aarh., da man havde lært den
romerske Bekendelse at kende, begynder den
egl. Symboldannelse i Østen. — Hvorledes nu den
romerske Menighed har opgivet sit eget gamle
Symbol, som den mente at have fra Apostlene,
og i Stedet antaget den udvidede Form, som
opr. kun havde haft hjemme i den galliske
Kirke, er ikke helt klart. I Alm. søger man
Forklaringen deri, at for at værge sin nicæniske
Rettroenhed over for de arianske Østgoter og
Longobarder, som fra Slutn. af 5. Aarh. trængte
ind og vandt Herredømmet i Italien, har
Romermenigheden ved den saakaldte »Gengivelse« af
Symbolet før Daaben antaget det
nicænokonstantinopolitanske, der stærkere betoner
Modsætningen til Arianismen; muligt ogsaa, at Roms
Afhængighed af det østromerske Rige kan have
været en medvirkende Omstændighed. I to ell.
tre Aarhundreder benyttede man da i Rom det
samme Symbol som i Konstantinopel. Da Faren
for Arianismen var forbi, og Rom imidlertid var
kommet i Afhængighed af det franske
Kongedømme, skiftede man atter Symbol, og nu
sejrede den Form, som fra Sydgallien efterhaanden
havde vundet Anerkendelse i hele Gallien. Man
overførte da uden videre paa denne den Tradition
om den apostoliske Affattelse, som tidligere
havde været knyttet til Romermenighedens
gamle Symbol; i Tidens Løb spandtes saa
Legenden videre til den omtalte Teori: et Led af
hver Apostel. — I den nyere Tids Kirkehistorie
har den a. T. ogsaa spillet en betydelig Rolle;
saaledes f. Eks. under de synkretistiske
Stridigheder, hvor Calixt (d. 1656) betonede dens
Brugbarhed som Samlingsmærke for de forsk.
Konfessioner. I 18. Aarh. fremsatte Lessing den
Opfattelse, at Symbolet af Kristus selv var
meddelt Apostlene og altsaa ældre end det ny Test.
Det samme blev herhjemme gjort gældende af
Grundtvig ud fra det dogmatiske Postulat, at
som Betingelse for Indlemmelse i Menigheden
og dermed som Salighedsvilkaar maa
Daabsbekendelsen til alle Tider lige siden Pinsedagen
have været den samme; en Tid lang var denne
Betragtning et af den grundtvigianske Retnings
Hovedpunkter, og den blev trods stærke Angreb
fastholdt og forsvaret af Retningens Tilhængere.
Imidlertid har Teorien Historiens Vidnesbyrd
mod sig, og Grundtvig’s dogmatiske
Udgangspunkt er ogsaa urigtigt, idet jo f. Eks. den
græske Kirke døber paa Nikænokonstantinopolitanum;
i Nutiden er den da ogsaa opgivet af en
hel Del Grundtvigianere ud fra den Erkendelse,
at Trosbekendelsens Bet. for Kristenlivet lader
sig hævde uafhængigt af dens mulige senere
Oprindelse. — I Tyskland har der, navnlig i sidste
Halvdel af forrige Aarh., jævnlig været Stridigheder
om den a. T.’s Brug ved Gudstjenesten
og dens bindende Gyldighed for Præsternes
Forkyndelse. (Litt.: Den ovf. givne Fremstilling
følger i det væsentlige Harnack’s Opfattelse,
udførligst i »Protest. Realencycl.«, 3. Opl., Bd I,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
