Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Appel (jur.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stævning udstedes af den overordnede Ret efter
Appellantens Koncept og maa forkyndes for den,
over for hvem man vil se Dommen forandret
(Appellaten, Appelindstævnte), samt for den
ell. de underordnede Retter, hvis Dom appelleres.
Vil Modparten ogsaa paa sin Side have
Dommen forandret, maa han udtage Kontraappelstævning;
begge Appelsager kan da behandles
under eet. Den, der ikke kontraappellerer, kan
kun paastaa Dommen stadfæstet, og anstilles
der ikke Kontraappel, kan Dommen ved A.
altsaa aldrig forandres til Skade for Appellanten,
selv om Appelretten maatte anse Underinstansens
Afgørelse for nok saa urigtig, da Dommen
aldrig kan gaa ud over Paastanden. En Dom
kan imidlertid ogsaa appelleres alene til
Stadfæstelse, hvad der navnlig kan være Grund til,
naar dens Eksekutionskraft (s. d.) er forældet.
Behandlingen for Overretten foregaar efter de
samme Grundsætninger som for Underretten og
er altsaa skriftlig. Alt, hvad der er forelagt
Underretten, maa forelægges Overretten, hvilket
sker ved Fremlæggelse af en fuldstændig
Fremstilling af det i Underinstansen passerede,
beskrevet i Aktsform (se Akt), og paa den anden
Side maa i Princippet heller intet andet
forelægges Appelretten, da denne skal sættes i Stand
til at bedømme Sagen netop i samme Skikkelse
som Underinstansen. Ny Beviser kan saaledes
som Regel ikke produceres; da imidlertid ikke
blot ny Beviser, som ikke tidligere var kendte,
jfr D. L. 1—23—27, ell. endnu ikke var til, kan
fremlægges, men ogsaa Bevilling til at fremkomme
med ny Bevisligheder erholdes blot mod
Erlæggelse af det foreskrevne Gebyr, og i nogle
Sager dertil end ikke Bevilling kræves, samt
endelig Modpartens Samtykke altid bortfjerner
Hindringen, er der dog for saa vidt en ret vid
Adgang til at fremføre nyt. Derimod kan
Fremsættelse af ny Paastande og Indsigelser kun
undtagelsesvis tilstedes, da derved Sagen let vilde
antage en helt anden Skikkelse. For Højesteret,
hvor Proceduren sædvanlig er mundtlig, maa
heller ikke som Regel noget nyt fremføres, og
hvor dette dog tilstedes, skal de ny Dokumenter,
der agtes fremlagte, i Forvejen forkyndes
Parten og leveres ham i Genpart, for at han kan
være forberedt paa dem, jfr Pl. 12. Maj 1784 § 2.
Afvises ikke Appelsagen (se Afvisning) og
bliver Dommen ikke at stadfæste, kan
Appelretten sætte en anden materiel Afgørelse i
Stedet for Underinstansens. Dette er den dog
udelukket fra, dersom Sagen p. Gr. a. en
Procesfejl ikke var behandlet til Ende ved
Underinstansen, men f. Eks. med Urette var blevet
afvist. Overinstansen kan nemlig ikke behandle
andre Punkter af Sagen end de i Underinstansen
behandlede, og Sagen maa derfor i slige
Tilfælde hjemvises til ny og lovligere Behandling
ved den underordnede Ret, efter Omstændighederne
i Forbindelse med Annulation af det
i Underinstansen efter det urigtig foretagne
Skridt passerede (se annulere).
A. i kriminelle Sager. Her faar A. ikke
blot for saa vidt et noget andet Præg, som den
i Overensstemmelse med Behandlingen ved
Underretten foregaar i de særegne
kriminal-processuelle Former, idet bl. a. en Aktor og en
Defensor beskikkes, men selve Appelreglerne
modificeres betydelig. Der gælder saaledes her
ingen Appelfrist; men en Straffedom kan, saa
længe den ikke er eksekveret, appelleres, hvor
gl den end er; den Tiltalte kan, naar han er
dømt til en appellabel Legems- ell. Bødestraf,
forlange Dommen appelleret paa det Offentliges
Bekostning, og hans Erklæring, om han vil
appellere, skal derfor æskes. Endvidere skal i
nogle Tilfælde A. ske, nemlig til Overretten,
naar nogen ved en alm. Underret er dømt til
Frihedens Tab for Livstid, og endog lige til
Højesteret, naar nogen er dømt paa Livet, jfr
Frd. 16. Decbr 1840. Men navnlig gælder her
ikke Reglen, at intet nyt maa komme frem for
Overinstansen, som ikke er fremført for
Underinstansen; tværtimod kan baade Aktor og
Defensor fremføre alle ny Oplysninger, de kan
skaffe til Veje, og Retten kan efter en af de
beskikkede Sagføreres Opfordring ell. af egen
Drift paalægge Dommeren i første Instans
Optagelsen af ny Forhør. Endelig kan Appelretten
forandre Dommen til den Domfældtes Fordel,
uden at denne har kontrapaastævnet, medens
den i Overensstemmelse med de alm. Regler
ikke kan skærpe Straffen, dersom kun den
Dømte appellerer. Desuden foregaar Behandlingen
med korteste Varsel og er for Højesteret
anteciperet til Foretagelse ante omnes (fremfor
alle).
Endnu kan mærkes Reglen i Grl.’s 4de
midlertidige Bestemmelse ang. A. af den
Fængslingskendelse, der iflg. Grl.’s § 80 skal afsiges over
en Person, der anholdes, idet her A., der
særskilt kan iværksættes, sker som af en privat
Sag, dog med Fritagelse for Brugen af
stemplet Papir og Erlæggelse af Gebyrer. Den
Fængslede har Ret til at raadføre sig i Fængslet med
en Sagfører, og ny Oplysninger kan fremlægges
for Overretten. En saadan A., der førte til
Ophævelse af Arrestdekretet, fandt første Gang Sted
1914.
A. er i dansk Ret normalt det eneste
Retsmiddel, som haves mod en Dom. Er denne
upaaankelig, fordi den f. Eks. er afsagt af Højesteret
ell. Appelfristen er udløbet, kan den som Regel
ikke mere forandres. Den Part, der har tabt sin
Sag ved strafbar Svig fra Modpartens Side, er
vel alligevel ikke udelukket fra at søge Erstatning
i første Instans; men den upaaankede Dom
bortfalder dog ikke derved. Rent undtagelsesvis
er der dog i Fejø-Sagen 1886 meddelt kgl.
Bevilling til at faa en ved Højesteret paakendt
Straffesag, ved hvilken Tiltalte var domfældt,
paa ny undergivet Højesterets Paakendelse. I
andre Lande derimod kendes i Reglen en
Genoptagelse af Sagen i første Instans.
I Norge gælder ang. A. i civile Sager i det
væsentlige de samme Regler som i Danmark.
Ogsaa her er der i Alm. tre Instanser, Under-,
Over- og Højesteret.
Ogsaa i Sverige er Proceduren, trods ret
vid Brug af Mundtlighed ved Underretterne,
ligesom i Danmark væsentlig skriftlig. Derfor haves
ogsaa her tre Instanser. Fra Underretterne kan
der i civile Sager appelleres (vädjas) til
Hofretterne ved Vad ell. Besvär, ved hvilket
sidste Retsmiddel navnlig, men ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
