Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - arabisk Kalender - arabisk Kunst, se islamitisk Kunst - arabisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nætter havde et bestemt Navn, og de 10
Natbetegnelser i Maaneden peger hen paa Maanens
Faser. Dagen blev regnet som nu fra Solnedgang
til Solopgang. Af de 12 Maaneder var de 4
(1., 6., 11. og 12.) hellige, og da maatte der være
Vaabenro, men mangen Gang kom det paa tvers
at have 3 paa hinanden flg. hellige Maaneder, hvor
Røvertog var forbudt, og man forskød da den
hellige Maaned til en senere. Dette forbød
Muhammed, ligeledes at have fl. end 12 Maaneder i
Aaret (Koranen Sure IX, 36, 37). Muhammed
bød at regulere Tidsregningen efter Maanen
(Sure II, 214 X 5) og indførte et frit Maaneaar
med 12 Maaneder paa afvekslende 30 og 29 Dage.
Men da 12 synodiske Maaneder udgør 354,36708
Dage, og Aaret maatte indeholde et helt Antal
Dage, bestemtes der, at der i Løbet af 30 Aar —
hvori Nytaarsdagen, der for hvert Aar kommer
10 til 11 Dage tidligere, har vandret rundt i alle
Aarstider — 11 Gange skulde skydes ind 1
Dag (Skuddag), som henlagdes til den sidste
Maaned, der da havde 30 Dage. Paa den Vis
fik de fæstet Maanedens Beg. til det »tændte Ny«
og det gennemsnitlige muhammedanske Aar blev
= 354 11/30 Dag = 354,36667 Dage, altsaa kun 35
Sek. for kort. Først efter 2400 Aar vil dette
dynge sig op til 1 Dag. Tidsregningens Begyndelse
sætter de arabiske Astronomer til Torsdag
15. Juli 622, Kronologer til Fredag 16. Juli s. A.,
fordi denne Dag det »tændte Ny« kunde ses,
medens paa den foregaaende Dag den sande
Konjunktion af Sol og Maane (Nymaane) havde
fundet Sted. Da Muhammed’s Flugt fra Mekka
til Medina fandt Sted s. A. kaldtes denne Æra
for Hidschra. Dagen deles i 24 Timer —
lige saa mange for Dagen som for Natten, men
deres Længde retter sig efter Dagens, vokser
og aftager med den (horæ temporales). Ugens
første Dag er vor Fredag, Forsamlingsdagen, den
næste Dag kaldes Sabbathen (es-sebt) og de flg.
5 har i Modsætning til tidligere Tider kun
Nummerbetegnelse.
J. Fr. S.
arabisk Kunst, se islamitisk Kunst.
arabisk Litteratur. Den a. L., maaske den
rigeste i hele Verden, frembyder en overordentlig
Interesse, for det første p. Gr. a. selve sin
Rigdom, for det andet, fordi det er i denne, at
den alm. menneskelige Kultur er blevet
overleveret og udviklet i en Række af Aarh., hvor
Europa endnu laa i Barbari og Uvidenhed. Som
en Følge deraf kommer den a. L. til at faa samme
Bet. for Middelalderens Kulturhistorie som for
Oldtidens Vedk. den græske og for den nyere
Tid de vesteuropæiske Nationers. Igennem en
stor Del af Middelalderen er det de arabiske
Forfattere, der alene sidder inde med de fra den
antikke Kultur overleverede Kundskaber, og da
de gamle Filosoffers sunde og klare Tanker kom
og sønderrev den middelalderlige Skolastiks Væv
og saaledes banede Vejen for Renaissancen, var
det først, efter at man hos Araberne havde lært
dem at kende; det var gennem en latinsk
Oversættelse af arabiske Bearbejdelser af Aristoteles,
at denne Forfatter blev bekendt i sin sande
Skikkelse, efter at den dogmatiske Teologi i Aarh.
havde misbrugt hans Navn for dermed at
udpynte dens egne tørre og kunstlede
Spidsfindigheder.
Den a. L.’s overvældende Rigdom forklares
først og fremmest ved det uhyre Omraade, hvorfra
dens Dyrkere rekruteredes. Det maa nemlig
særlig bemærkes, at med Undtagelse af den
ældste Periode er den a. L. ikke den arabiske
Nations specielle Eje; alle de Folkeslag, til hvem
Koranen havde bragt det arabiske Sprog, faar
Del i den, og man vil se, at medens de mest
glimrende Navne i Litteraturen tilhører Persere,
Afrikanere og Spaniere, har det arabiske Folk i
snævrere Forstand kun ydet forholdsvis saare
lidet. Denne Blanding af Nationaliteter har
selvfølgelig paa mange Punkter givet Litteraturen
en temmelig uensartet Karakter, men dette
opvejes paa den anden Side af det Fællesskab i
Anskuelser og Tankegang, som hidrørte fra den
fælles Religion; ligesom det var Religionen, der
havde givet det fælles Sprog, frembragte den
ogsaa en vis aandelig Overensstemmelse mellem
disse heterogene Nationer, og naar den i det
arabiske Sprog affattede Litt. kaldes arabisk, er
dette egl. en for snæver Betegnelse; den kunde
snarere kaldes islamisk, for saa vidt som den
virkelig er alle Muhammedaneres Fælleseje.
Det er kun i Litteraturens første Periode, at
den udelukkende tilhører det i Arabien boende
Folk, nemlig i den Tid, der ligger forud for
Profeten Muhammed. Litt.’s Historie begynder
omtr. kun et halvt Aarh. før hans Fremtræden;
men det gaar her ligesom i den græske Litt.,
at de ældste Sager, der naturligvis alle hører
ind under Poesiens Omraade, er de bedste,
hvorved man altsaa nødes til at antage en lang
forudgaaende Udvikling, om hvis Udstrækning og
Fremgang vi for øvrigt aldeles intet ved.
Ligesom den episke Digtning hos Homer
springer frem i sin fuldendte Skikkelse, naar hos
Araberne visse Grene af Poesien deres Kulmination
allerede i den førmuhammedanske Tid. Den
Digtning, der trives i dette Aarh., er p. Gr. a.
de særegne Forhold, hvorunder den voksede
frem, lige saa ejendommelig som ensformig.
Uberørte af Omverdenen levede de arabiske
Stammer deres eget Liv, optagne af deres
indbyrdes Stammefejder, og den haardføre Levevis
paatrykte Nationen et Præg af Kraft og Energi,
der i høj Grad kom Poesien til gode. Den livlige
Tankegang og de lidenskabelige Følelser
bevirkede, at Udtrykket for, hvad man mente og
tænkte, faldt let og utvungent, og den heroiske
Lyrik paa den ene Side og den satiriske paa den
anden blev de naturlige Frugter af Arabernes
Stræben efter at bekæmpe hverandre med andre
Vaaben end blot Lanse og Sværd; Lovprisningen
af sine egne ell. sine Venners Heltegerninger og
Forhaanelsen af sine Fjender blev de to
nærmestliggende Emner. Ved Siden deraf spiller
selvfølgelig ogsaa den erotiske Digtning en
betydelig Rolle, og da den ringe religiøse Udvikling
lod Mennesket føle sig saa meget stærkere
knyttet til det jordiske Liv, kommer ogsaa
Klagedigtningen over Afdøde til at indtage en
betydelig Plads i denne ældste Periode af Litteraturen.
Paa den anden Side undlod det ensformige i
Ørkenlivet heller ikke at udøve en Indflydelse paa
Digtningen, der langtfra var til dens Fordel. De
arabiske Nomaders Horisont var snæver, og
deres Interesser faa. Man vil derfor ofte i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
