Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - arabisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for hvem disse Skatte var bestemte, var komne
til, er Orientens kulturhistoriske Mission
afsluttet, og Orientalerne synker sammen for aldrig
mere at naa Europæerne, hvis Læremestre de
dog engang havde været. De enkelte Antydninger
af en litterær Opblomstring, som findes i 19.
Aarh., er endnu for uanselige til at kunne tages
med i Betragtning.
Den a. L.’s Historie falder saaledes i tre store
Perioder, markerede ved verdenshistoriske
Begivenheder. Da imidlertid Udviklingen af Litt.’s
forsk. Grene er meget ulige fordelt inden for
disse, vil det være mere hensigtsmæssigt i en
kort Oversigt som denne at behandle hvert Fag
for sig fra de ældste til de seneste Tider.
Skønlitteratur.
Den arabiske Poesi, der som ovf. bemærket
til Dels kulminerer før Profetens Tid, er saa godt
som udelukkende lyrisk. Ejendommeligt er det
for hele den semitiske Litt., at den dramatiske
Digtning, undtagen i ganske moderne
Efterligninger af europ. Litt., aldeles ikke
eksisterer. Store episke Digte, som i den indiske,
græske ell. gammeltyske Litt., kan man heller ikke
opvise her; p. Gr. a. Digternes store Subjektivitet
bliver hele Digtningen lyrisk, om der end
hist og her findes indblandet et fortællende
Element.
I formel Henseende frembyder de arabiske
Digte ikke stor Afveksling; alle Vers i samme
Digt har samme Enderim, hvor langt det saa
end er, og det samme Versemaal (af hvilke
der i alt gives 16) bevares ogsaa gennem hele
Digtet. De kortere, i Reglen erotiske Digte kaldes
Ghaseler, de længere bærer Navnet Kaside.
Arrangementet for en arabisk Kaside er meget
konventionelt. Man begynder næsten altid med en
Indledning, hvor Digteren klager over sin
ulykkelige Kærlighed; det er i Alm. fremstillet
saaledes, at han tænker sig at komme ridende til
den Plet, hvor hans Elskedes Stamme har haft
sine Boliger, og ved at se disse Steder øde og
forladte udbryder han i Klager over sin tabte
Kærlighed. Derfra gaar man over til Digtets
Hovedindhold, en Lovprisning af sin Stamme, en
Forherligelse af en ell. anden Fyrste e. l., og
efter denne kan endnu forsk. andre Episoder
føjes til. Det ejendommelige ved disse Digte
er, at der aldeles intet Hensyn tages til
Sammenhængen mellem de enkelte Stykker, og
Overgangen mellem disse er derfor i Reglen meget
brat; det er i disse gamle Digte mere en Række
glimrende Billeder af enkelte Situationer end
en samlet Fremstilling, der bliver givet;
undertiden blandes endog Ordsprog og Sentenser ind
uden Sammenhæng med det øvrige, saa at disse
Kasider kommer til at minde en Del om enkelte
af de pindariske Oder.
De betydeligste af de præislamitiske Digte er
de syv saakaldte Muallakât (ɔ: de ophængte)
ell. med en anden Benævnelse Mudzahhabât
(ɔ: de forgyldte); til Forklaring af dette Navn
har der dannet sig et Sagn om, at disse Digte,
skrevne med Guldbogstaver, var ophængte i
Kaaba’en i Mekka; dette Sagn er imidlertid
aldeles uhjemlet, og Meningen med Benævnelsen
er blot »de udmærkede« (jfr Arnold, Septem
Moallakât [Leipzig 1850]; Ph. Wolff, »Die
Moallakât ins Deutsche übertragen« [Rothweil
1857]). Af de syv Digtere, til hvem disse Kasider
henføres, nemlig Imrulkais, Antarah, Amr Ibn
Kulthum, Zuhair Ibn Ali Sulma, Labid, Tarafah
og Harith Ibn Hillesa, er de to første de
betydeligste. Om Imrulkais, se Le Diwan
d’Amrolkai’s par M. G. de Slane [Paris 1837] og
Friedrich Rückert’s fortræffelige Gengivelse
»Amrulkais, der Dichter und König« [Stuttgart
1843]. Antarah blev Helten i den store Beduinroman,
der dannedes om Sagnene om hans og
Ablah’s Kærlighed (se ndf.). Ved Siden af denne
mindre Samling henter vi vor Kundskab til den
præislamitiske Poesi fra et Par andre mere
omfangsrige, nemlig Hamasah, samlet af Abu
Temmam (d. 231 ɔ: 846 e. Kr.) og
Kitab-al-aghani ved Abulfarag-al-Isfahani (356 ɔ: 967
e. Kr.); Ordet Hamasah bet. ligefrem Tapperhed,
og Samlingen har faaet dette Navn, fordi den
overvejende Del er heroiske Digte; den er udg.
af Freytag (Bonn 1828—47) og overs. af Rückert
(Stuttgart 1846). Den anden Samling, hvis Titel
bet. Sangenes Bog, indeholder en umaadelig
Mængde Digterbiografier med tilføjede større og
mindre Citater af deres Digte; det er et
fuldstændig ukritisk Værk, men desuagtet meget
vigtigt, fordi det for mange Personers Vedk. er
vor eneste Kilde (Teksten er trykt i Bulak, 1285
H. i en Udgave paa 20 Bd). Endelig foreligger
for de betydeligere Digteres Vedk. hver enkelts
Værker for sig; en saadan Samling bærer altid
Titlen Diwan.
Med Profetens Fremtræden og med Koranens
asketiske Opposition mod de gamle Ørkendigteres
djærve og livsglade Tænkemaade gaar
Naturpoesien under. Først under Omajjaderne
begynder man atter at finde nogen betydelig poetisk
Produktion, rigtignok under ganske forandrede
Omstændigheder. Men trods det, at de ydre
Forhold var saa forandrede, vedblev de ny Digtere
dog at træde i Fortidens store Mesteres Fodspor,
og en Efterligning af disse blev deres
væsentligste Formaal. Men derved havde denne yngre
Poesi paa Forhaand fældet sin egen Dom; det,
som mest havde tiltalt ved de førmuhammedanske
Ørkendigtere, var netop den Friskhed og
Naturlighed, hvormed de tog de i det virkelige Liv
foreliggende Emner op til Behandling i deres
Poesi; ganske anderledes blev det derimod, naar
de i Abbasidernes Paladser i overciviliseret Pragt
og Luksus levende Hofpoeter begyndte at
fortælle om deres Ridt gennem Ørkenen for at
opsøge den Elskedes Bolig; det falske og fingerede
i denne Digtning traadte hurtig frem. Som ved
enhver Efterligningspoesi var det nærmest i
formel Henseende, at man stræbte at overgaa de
gamle Mestre, og som i Alexandrinernes Tid
søgte man ved beregnede Vendinger og
glimrende Antiteser at bøde paa Indholdets
Fattigdom. Den største Bet. naar derfor de faa, der
vover at forlade de gamle Spor og bryde sig
selvstændige Baner, som Abu Nuwas (d. 195
ɔ: 810 e. Kr.), der skaber den anakreontiske
Lyrik i sine Sange til Vinens Pris (se
Ahlwardt, »Die Weinlieder des Abu Nuwas«
[Greifswalde 1861]), og Mutanabbi (d. 354 ɔ:
965 e. Kr.), en af de højest begavede og mest
bizarre arabiske Digtere, hvis dristige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
