Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - arabisk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karakteristisk for den arabiske Grammatik,
der næsten udelukkende behandler Syntaksen, er
dens overvejende Iagttagelse af den ydre Form;
p. Gr. heraf og tillige ved Manglen paa Kendskab
til de nærbeslægtede Sprog, der foragtelig
betragtedes som barbariske, kom Grammatikerne
ofte til at sammenstille Fænomener, der i
Virkeligheden intet har med hverandre at gøre.
Karakteristisk er det tillige, at de betragter
Sproget som noget een Gang fastslaaet og ikke
har Blikket oppe for, at det lever og udvikler
sig; arabisk Sprog var for dem det, der stod i
de gamle Digte, og alt, hvad der fjernede sig
derfra, betragtedes derfor som fejlagtigt. Af de
ældre Grammatikere er den betydeligste
Basrenseren Sibawajhi (d. 180 ɔ: 796, efter andre
Beretninger tre Aar tidligere), hvis Værk
ligefrem blot benævnes »Bogen« (Al-Kitab, udg.
af H. Derenbourg [Paris 1881—83]), af de senere
maa nævnes Ibn Malik (d. 672 ɔ: 1273), der
forfattede et grammatisk Læredigt Aifijjah (udg.
med Ibn Akil’s Kommentar af Fr. Dieterici
[Leipzig 1851]), og fremfor alle Zamachshari (d. 538
ɔ: 1143), den genialeste og mest aandsfri af alle
arabiske Lærde. Han var af Fødsel en Perser,
men skrev alle sine talrige Værker i det
arabiske Sprog, hvori han behandlede baade
Eksegese, Grammatik og adskillige andre
Videnskaber; hans grammatiske Hovedarbejde, med
Titlen »Al-Mufassal« (udg. af Broch [Kria 1879])
blev vidtløftigt kommenteret af Ibn Jaïsh (udg.
af G. Jahn [Leipzig 1882—85]).
I nær Forbindelse med Studiet af Grammatikken
staar Leksikografien. De uvante Udtryk, som
man saa ofte fandt hos de gamle Digtere, og som
angav de fineste Nuancer i alle Ting og Begreber,
der angik Ørkenlivet, blev snart uforstaaelige for
det alm. Folk, og en omhyggelig Samling og
Forklaring blev derfor nødvendig. De leksikografiske
Undersøgelser er i den første Periode
aldeles partielle; en Forfatter behandler f. Eks.
Benævnelserne for alle de enkelte Dele paa en
Hest, en anden alle Plantenavne o. s. v.; senere
dannes deraf Samlinger af hele det arabiske
Sprogs uendelige Rigdom. De betydeligste
Leksikografer er Djaruhari (d. 393 ɔ: 1002), Forfatter
af As-sahah (udg. i Bulak 1282), og
Firuzabadi (d. 817 ɔ: 1414), der skrev al-Kamus
al-muhit (4 Bd, Bulak 1279); endelig samles
disses og andre Forskeres Resultater i det
kæmpemæssige Værk Lisean-ul-Arab (trykt i
Bulak 1308).
Teologi og Jura.
Ligesom Trangen til Forklaring af Koranen i
formel Henseende affødte Grammatikken, blev
Teologien og Jurisprudensen til for at forklare
dens Indhold. De vigtigste af alle Teologiens
Grene er naturligvis Eksegesen, der er blevet
behandlet i en overvældende Masse Værker, af
hvilke den allerstørste Del imidlertid intet Værd
har, da det ene er skrevet ud af det andet. Det
mest fremragende Arbejde er Zamachshari’s
Al-Kashshaf (udg. af Lee, Kalkutta 1856); da han
imidlertid tilhørte en kættersk Sekt, Mutazilitterne,
der i Modsætning til de Ortodokse hævdede,
at Koranen ikke havde været til fra
Evighed af, blev hans Værk sat til Side for den
strengt rettroende Beidhawi’s Kommentar (udg.
af Fleischer, Leipzig 1846—48; Beidhawi d. 685
ɔ: 1286), som imidlertid i alt væsentligt kun er
et Ekscerpt af »Al-Kashshaf« med Udeladelse af
de rationalistiske Udtalelser. Se om Mutazilitterne
H. Steiner, »Die Mutaziliten oder die
Freidenker in Islam« (Leipzig 1865). I Dogmatikken
adskilles en Mængde Læreretninger, af
hvilke fire anses for ortodokse. Forskellen mellem
disse fire, som efter deres Stiftere benævnes
Hanefitter, Malikitter, Hanbalitter og Shafeitter,
er væsentlig den, at Shafeitterne har en friere
Fortolkningsmaade, medens Malikitter og
Hanbalitter strengere følger Lovens Bogstav, og
Hanefitterne, der lægger særlig Vægt paa
Retsvæsenet, indtager en Mellemstilling. Alle
sammenfattes de under Navnet Sunnitter, der ved
Siden af Koranen ogsaa anerkender Traditionen
(Sunnah) som Rettesnor; deres Modsætning er
de i Persien overvejende Shiitter, der ikke vil
anerkende de tre første Kalifer som Profetens
retmæssige Efterfølgere.
Da Koranen ikke blot var en gejstlig, men
ogsaa civil Lovbog, kommer Jurisprudensen til
Dels til at falde sammen med Teologien, og den
arabiske Benævnelse Fikh omfatter egl. begge
disse Fag. Ogsaa her findes Adskillelsen mellem
de fire ortodokse Sekter. P. Gr. a. de politiske
Forhold var det selvfølgelig især Civilretten,
som bearbejdedes; dog udvikledes ogsaa
Statsretten til et temmelig fyldigt System (se
Mawerdi, udg. af Enger [Bonn 1853]). Se for
øvrigt Sautayra og Cherbonneau, Droit musulman
[Paris 1873] og Snouck Hurgronje, Het
mohammedansche Recht.
Historie og Geografi.
En Spire til det historiske Studium laa i de
genealogiske Traditioner, der fra den ældste Tid
var knyttede til de forsk. Stammers Sagn om
Forfædrene; disse Stammers Historie bliver
derfor ogsaa ganske naturlig først Genstand for
videnskabelig Behandling, nemlig i en Samling
af Ibn Kutaibah (d. 276 ɔ: 889; hans »Handbuch
der Geschichte« er udg. af Wüstenfeld [Göttingen
1850]). Senere udvides Kredsen ved en lgn.
Udvikling som i den græske Litt. fra Logograferne
til Herodot, og Universalhistorien tages under
Behandling. Fælles for alle ældre Forfattere er
den annalistiske Anordning; desuden savnes i
Reglen det rette Blik for Fremstillingens Økonomi,
idet uvedkommende Anekdoter ofte tager
Pladsen op paa vigtigere Tings Bekostning; en
streng historisk Kritik udvikles først i de
senere Perioder, og desuden betænker Forfatterne
sig ikke paa at skrive lange Stykker ud af
hverandre, ofte aldeles ordret; den sproglige
Fremstilling er i Alm. jævn og klar; Undtagelser er
f. Eks. den bombastiske »Imad-ed-Din-al-Katib«,
der har beskrevet Saladin’s Erobring af Syrien
(udg. af Landberg [Leyden 1886]). Men trods alle
Mangler er den arabiske Historieskrivning vigtig
og interessant, da den paa mange Punkter er
vor eneste Kilde. Af de ældre Forfattere af
Verdenshistorier maa nævnes Tabari (d. 309 ɔ: 921),
hvis Annales udgaves i Leyden (1879—91), Masudi
(d. 346 ɔ: 957), hvis fortræffelige og underholdende
Murug edz-dzahab (alm., men urigtigt,
overs. ved »de gyldne Enge«) er udg. og
oversat af Barbier de Meynard (Paris 1861—77).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
