Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - arabisk Musik - arabisk Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tanbur indtager Hovedpladsen. Ligeledes er vor
europæiske Obo en Aflægger af den arabiske
Zamr ell. Zurna, vor Trompet med det bøjede
Rør er paa Korstogenes Tid indført i Europa
som Efterligning af den arabiske Nefîr, og
endvidere skriver vore Pauker (arabisk Naqqâre)
sig fra Araberne. I det arabiske lille Strygeinstrument
Rebec (Rebâb) og i Citerinstrumentet
Qanûn med 75 Tarmstrenge har vi, om end ikke
just Stamfædrene til resp. Violiner og Klaverer,
saa dog Instrumenter, der i Middelalderen har
øvet en betydelig Indflydelse paa Udviklingen af
disse moderne Instrumenter. Overhovedet er
Instrumentrigdommen blandt Araberne meget
betydelig; der findes endnu i arabiske Lande
blandt de nævnte og mange andre Instrumenter
en hel Hærskare af Varieteter. Soldatermusikken
besættes fornemlig af hine Zamr (Oboer),
Nefîr (Trompeter) og alle Slags Trommer. Vor
saakaldte »tyrkiske Musik« er en Europæisering
heraf. (Litt.: Villoteau, Description de
l’Égypte. Bd XIII og XIV [1823—26];
Salvador Daniel, La musique Arabe [Alger
1863]; V. Loret, La musique de la
Haute-Égypte i Mémoires de la mission archéologique
au Caire, 1881—1884 [Paris 1885]; Kosegarten,
Liber cantelinarum [1840]; Kiesewetter, »Die
Musik der Araber« [1842]; Christianowitsch,
La musique Arabe [1863]; Will. Lane, The
manners of the modern Égyptians [1836];
Perceval, Les trois premiers siècles de
l’Islamisme, i Journal asiatique [1873]; J. P. N.
Land, »Tonschriftsversuche und Melodieproben«
i »Vierteljahrschr. der Musikwissensch.« II [1886];
Dalman, »Palästinischer Diwan« [1901];
Rouanet, La musique arabe et maure [Alger
1904]; M. Collangettes, La musique arabe
i Journal asiatique IV [1904—5]; v. Hornbostel,
»Phonographierte tunesische Melodien« i
»Sammelbände« internat. Musikgesellsch. VIII,
1906—7 [med udførlig Bibliografi]; A. Z. Idelsohn,
»Die Maquamen d. arabischen Musik« i
»Sammelbände« internat. Musikgesellsch. XV
[1913—14]).
A. H.
arabisk Sprog udgør tillige med det kun i
Indskrifter foreliggende Himjariske og det
dermed nærbeslægtede Ætiopiske den
sydlige Gren af de semitiske (s. d.) Sprog; paa
Grund af sin Rigdom, sin umaadelige Litt. og det
arabiske Folks verdenshistoriske Bet. er det det
interessanteste og det vigtigste af dem alle. I
grammatisk Henseende er det det rigeste og
tillige det, som længst har bevaret de opr. Former;
det arabiske Skriftsprog har saaledes tre
Kasus og indtil 15 Konjugationer, hvorved
Verbernes Grundbetydning modificeres paa forsk.
Maader (refleksiv, kausativ, intensiv o. s. v.), i
Modsætning til det langt tidligere fremtrædende
Hebraisk, der kun har 6 Konjugationer, og hvor
næsten ethvert Spor af Kasusendelser er
forsvundet. Ogsaa Syntaksen frembyder Lejlighed
til meget fine Nuanceringer, om end Ordføjningen
i Alm. er temmelig simpel som i alle semitiske
Sprog. Men hvad der især forbavser i Arabisk,
er Ordforraadets umaadelige Rigdom. Allerede
paa Sprogets ældste Trin, i Ørkendigternes
overleverede Samlinger, forefinder vi en Evne til at
udtrykke de fineste Nuancer ved omtr. alle i
Ørkenlivet forekommende Genstande; føjer man
hertil de talrige Metaforer, der af senere
Leksikografer opstilledes som særlige Ord, blev
Resultatet, at man kunde opdrive fl. Hundrede
Benævnelser for Kamel, Løve, Sværd o. s. v.
Derimod viser Sproget, p. Gr. a. Folkets indskrænkede
Horisont, en mærkelig Fattigdom paa
abstrakte Begreber, en Omstændighed, der voldte
senere Forfattere, som Filosoffer og Jurister,
ikke faa Vanskeligheder.
Det a. S. skrives med en fra den syriske
Bogstavskrift laant Række Skrifttegn, der udtrykker
Sprogets 28 Konsonanter; Vokalerne, for hvilke
der er tre Tegn, tilføjes i Alm. ikke; kun i
Eksemplarer af Koranen og lgn. Bøger, hvor den
mindste Misforstaaelse skal undgaas, tilføjes
disse Tegn. Som i alle semitiske Sprog
(undtagen Ætiopisk) skrives fra højre til venstre, og
p. Gr. a. Tegnenes ejendommelige Form kan de
sammenslynges med stor Elegance; overhovedet
har Kalligrafien altid været en højt skattet
Egenskab hos Araberne. En speciel stiv Art Skr., der
findes i meget gamle Haandskrifter og
Indskrifter samt i Mønter, kaldes den kufiske; man
mente tidligere, at den nu brugelige Skr. var
udgaaet fra denne, men ved nyere Fund er det
godtgjort, at den alm. arabiske Skr. forefindes i
gamle Perioder jævnsides med den kufiske.
Det a. S. taltes før Muhammed’s Tid kun i
det egl. Arabien; man skelnede allerede dengang
mellem fl. Dialekter, mellem hvilke der dog
synes kun at have været meget ringe Forskel i
Forhold til det store Landomraade, over hvilket
Sproget var udbredt. Ved Profetens Virksomhed
bliver den af ham benyttede Dialekt, den
kuraishitiske, ophøjet til sproglig Norm, og da
Koranen iflg. den ortodokse Opfattelse er Guds
rene Ord, som har været til fra Evighed af, og
som i alle Maader er fejlfri, blev naturligvis
dens Sprog en Rettesnor for alle senere litterære
Frembringelser. Som en Følge deraf har det
arabiske Skriftsprog gennem 13. Aarh. holdt sig
omtr. uforandret; derved har ganske vist Litt.
faaet et vist ensartet Præg, men tillige noget
stift og kunstlet, foruden at denne Omstændighed
har medført en i kulturhistorisk Henseende
langt betydningsfuldere Konsekvens; ved
Skriftsprogets Stagnation har det alm. Talesprog
efterhaanden fjernet sig saa meget fra hint, at der
behøves en speciel Uddannelse for at forstaa
det, og derved er den menige Mand afskaaret fra
al boglig Dannelse. Forholdet er omtrent, som
naar en udannet Dansk skulde læse Kong
Valdemar’s sjællandske Lov.
Med de sejrende muhammedanske Hære bredte
Arabisk sig ud over sine gamle Grænser, Syrien,
Ægypten og hele Nordafrika antog efterhaanden
Sejrherrernes Sprog. Ogsaa ud over de Egne,
hvor det Arabiske fortrængte Befolkningens
gamle Sprog, blev ved den ny Religion
Kendskabet dertil en Nødvendighed, idet Koranen
ikke maa oversættes; hvor stærk Paavirkningen
har været, kan ses deraf, at i Persisk omtr. en
Trediedel af Ordene er arabiske, hvilke senere
ogsaa til Dels er gaaede over i Hindustansk og
Tyrkisk; med Laaneordene fulgte tillige
Skriften, skønt den saa lidt som vel muligt passer
for et ikke-semitisk Sprog, og nu skrives ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
