Print (PDF) - On this page / på denna sida - Arbejderbeskyttelseslovgivning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Frankrig kom sent med, idet man først 1892 fik Forbud mod at anvende Børn under 13 Aar i Fabrikker. 1900 gennemførtes en L. om Maksimalarbejdsdag paa 10 Timer for alle Arbejdere. I Kulgruber skulde Arbejdstiden fra 1906 nedsættes til 9, fra 1908 til 8 1/2 og fra 1910 til 8 Timer. I Schweiz kan enkelte Kantoner opvise en meget gl. A., saaledes Zürich, der allerede 1815 fik Bestemmelser om Misbrug af Børns Arbejdskraft. I Basel-Stadt forbydes 1869 Børns Arbejde fuldstændig. 1877 kom en for hele Forbundet gældende Fabriklov, der forbyder Børnearbejde og indfører en Maksimalarbejdsdag paa 11 Timer. Samtidig ansattes Fabrikinspektører. I de nordamerikanske Fristater er A. et Enkeltstats-Anliggende; den har et ganske tilfældigt Præg, og gennemføres kun i ringe Grad. I en Rk. Stater er 8 Timers Arbejdsdag fastsat ved L., saafremt ikke andet er fastslaaet ved Arbejdskontrakt. Særlig Interesse frembyder flere af de australske Stater, navnlig Ny-Zealand, hvor A., skønt den først tog sin Begyndelse 1897, er mere vidtgaaende end i noget andet Land. Den nugældende L. af 1908 omfatter enhver industriel Bedrift, der anvender Drivkraft ell. beskæftiger mindst 2 Arbejdere. Børn under 14 Aar maa ikke beskæftiges. Drenge under 16 Aar samt Kvinder maa ikke beskæftiges mere end 45 Timer pr. Uge og højst 8 1/4 Time pr. Dag (idet der om Lørdagen ikke maa arbejdes efter Kl. 1), ej heller i Tiden mellem 6 Eftm. og 8 Form. Voksne mandlige Arbejdere maa ikke beskæftiges mere end 48 Timer pr. Uge og højst 8 3/4 Time pr. Dag. Overarbejde kan tillades efter bestemte Regler, der dog for Kvinder og Drenge er meget snævre. I alle Tilfælde skal Overarbejde betales med et Tillæg af 25 % til den normale Timeløn. I en særlig L. er der givet lign. vidtgaaende Regler for Arbejdstiden i Handelsfagene. Som Mindsteløn for alle Arbejdere uden Hensyn til Alder og Køn er fastsat 5 Shilling pr. Uge i det første Aar, en Person beskæftiges i et Fag, derefter 3 sh. mere for hvert Aar, den paagældende har været beskæftiget i samme Fag, indtil en Løn af 20 sh. pr. Uge er naaet. Denne Mindsteløn har naturligvis i Praksis kun Bet. for Kvinder og mindreaarige Mænd. Arbejdslønningerne fastsættes for en stor Del gennem tvungen Voldgift (jfr Arbejdsstridigheders Bilæggelse). For at komme Sweating-Systemet til Livs, er det fastsat, at ethvert Klædningsstykke e. l., som er forarbejdet uden for Fabrikkens (Værkstedets) Omraade, skal være forsynet med Angivelse heraf, indtil Salg til den endelige Forbruger har fundet Sted. Desuden findes meget detaillerede Bestemmelser om Arbejdsstedernes Indretning og Forsyning med Bekvemmeligheder for Arbejderne. Af de andre australske Stater skal her nævnes Victoria, hvor man m. H. t. Fastsættelse af Lønninger er gaaet langt videre end paa Ny-Zealand. Ifølge Fabrikloven kan der nemlig efter Parlamentets Beslutning for de enkelte Fag udnævnes Lønningsnævn, som fastsætter saavel Timeløn som Akkordsatser, Betaling for Overarbejde samt Arbejdstidens Beg. og Slutn. Oprindelig kom man ind paa denne Lovgivning dels for at komme de lave Lønninger i Konfektionsindustrien (Hjemmearbejde, Sweating-System) til Livs, dels for at modvirke Konkurrencen fra de indvandrede Kineseres Side. Efterhaanden er imidlertid Lønningerne i de fleste Fag blevne fastsatte ad denne Vej. International A. 1880 udgik der fra Schweiz Indbydelse til at deltage i Forhandlinger om ensartede Regler paa A.'s Omraade, men Forslaget vandt ikke Genklang. Først 10 Aar senere, da Kejser Vilhelm II tog sig af Sagen (jfr ovf.), lykkedes det (Marts 1890) at faa den første internationale A.-Konference samlet i Berlin. Forhandlingsemnerne var bl. a. Søndagsarbejde, Mindreaariges og Kvinders Fabrikarbejde, samt Reformer i Fabriktilsynets Organisation. Ganske vist satte denne Konference ikke Frugt i traktatmæssige Overenskomster, men den gav dog i de enkelte Lande Anledning til en videre Udvikling af A. Et nyt Skridt i Retning af internationalt Samarbejde blev taget paa A.-Kongressen i Paris, Juli 1900, hvor der konstitueredes en international Forening for A., der skulde danne Bindeled mellem Statsorganer og Institutioner i alle Lande. Foreningens første Opgave var Oprettelsen af et Centralbureau for A., hvis Sæde henlagdes til Basel. Bureauets Formaal er at fremme Studiet af A. og søge denne bragt i størst mulig indbyrdes Overensstemmelse. Den virker gennem Afdelinger i de deltagende Lande, hvoriblandt Danmark, Norge og Sverige. Den første af det ny Institut indkaldte Konference (1901) besluttede at anstille Undersøgelser om Kvinders Natarbejde, samt at søge formuleret fælles Regler dels for dette, dels for sundhedsskadelige Industrier, særlig saadanne, hvor Blyhvidt og hvidt Fosfor anvendes. Paa en ny Konference i Bern 1905 drøftedes disse Spørgsmaal, og Udkast vedtoges til internationale Overenskomster, som blev forelagt paa en diplomatisk Konference, der traadte sammen det følgende Aar i Bern, og hvor de trufne Aftaler formuleredes som Traktater. Der blev her udarbejdet en Konvention angaaende Forbud mod Kvinders Natarbejde, som bestemmer, at Nattehvilen skal omfatte 11 Timer, samt at Kvinder ikke maa sysselsættes i Fabrikker efter 10 Eftm. og før 5 Form. Forbudet omfatter alle industrielle Bedrifter, hvor der anvendes mere end 10 Arbejdere. Denne Konvention er tiltraadt af Tyskland, Østerrig, Ungarn, Frankrig, Italien, Nederlandene, Belgien, Spanien, Portugal, Schweiz, England, Danmark og Sverige. I alle nævnte Lande er Forbudet nu gennemført med Undtagelse af Danmark, hvor Regeringens Lovforslag herom blev forkastet af Rigsdagen. Bestræbelserne for at ramme de sundhedsskadelige Industrier resulterede i et Udkast til en international Overenskomst om at forbyde Anvendelse af hvidt (gult) Fosfor ved Tændstikfabrikationen. Dette Forslag stødte dog paa Vanskeligheder og er foreløbig kun tiltraadt og gennemført i Tyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Schweiz og Danmark (hvor et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
