Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grafofon - Grafologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev fremvist for det fr. Akademi, bestaar i,
at Cylinderen med Tinbladet paa Edison’s
ældre Fonograf er erstattet af en Vokscylinder,
hvorved Talens Gengivelse bliver langt
nøjagtigere. Efter Overenskomst med Opfinderne
optog Edison Ideen og forsynede sin saaledes
forbedrede Fonograf med en elektrisk Motor.
K. S. K.
Grafologi (af gr. γράφω, skriver, og λέγω,
læser) Haandskrifttydning, er
Læren om, hvorledes man af et Menneskes
Haandskrift kan slutte sig til dets Karakter.
Da den franske Abbed Michon 1871 i det af
ham udgivne grafologiske Tidsskrift for første
Gang anvendte Betegnelsen G., var man
allerede for længst kommen til den Erkendelse, at
det individuelle Præg, som giver sig til Kende
ikke alene i ethvert Menneskes, men ogsaa i
de forskellige Nationers og Tidsalderes Skrift,
maatte kunne føre til interessante Opdagelser
paa Psykologiens Omraade. Saaledes udgav
Camillo Baldo, Prof. i Bologna, 1622 en lille
Bog, der dog kun har en ren historisk Bet.
som det første Forsøg paa G.’s Omraade; de
Betragtninger, den indeholder, er meget vage
og blottede for al praktisk Værd. Fra de flg.
Aarh. findes enkelte spredte Efterretninger om
Mænd, der forbavsede deres Samtid ved
Tydninger af Haandskrifter; men disse Personer er
rimeligvis, ligesom senere Goethe, George
Sand og den i Midten af 19. Aarh. i
Tyskland meget bekendte Grafolog Adolf Henze,
komne til deres Resultater uden noget teoretisk
Grundlag; i det mindste finder man i den
sidstnævntes omfangsrige Bog »Die
Chirogrammatomantie« intet, der tyder paa, at han gik frem
efter bestemte Regler. Som den egl.
Grundlægger af teoretisk G. bør Lavater
betragtes; i et Kapitel af sine »Physiognomische
Fragmente« fremkom han nemlig med nogle
Bemærkninger om Sammenhængen mellem et
Menneskes Haandskrift og dets Karakter, idet
han samtidig fremsatte sine Anskuelser om,
hvorledes de alleralmindeligste
Skriftejendommeligheder burde fortolkes. Med disse faa og
temmelig nødtørftige Iagttagelser som
Udgangspunkt kastede man sig i Frankrig ivrig over
Ilaandskriftstudiet, og det var da særlig de
Gejstlige, der i al Hemmelighed beskæftigede
sig dermed; en af disse indviede Michon i
Kunstens Mysterier og tilskyndede ham til en
teoretisk og systematisk Undersøgelse af
Skriftejendommelighederne. Efter 30 Aars Studier
fremtraadte Michon endelig 1871 med sit
fuldfærdige System og proklamerede G. som en
Videnskab, der efter hans Formening havde
lige saa megen Berettigelse som alle andre
Videnskaber. Hans Teori gaar ud paa, at ethvert
nok saa lille Skrifttræk har sin særlige Bet.,
og at man ved Bedømmelsen af en
Haandskrift bør tage Hensyn til alle Enkeltheder i
Skriften. Han skrev fl. Bøger om G., stiftede
et grafologisk Selskab i Paris og udfoldede lige
til sin Død (1881) en betydelig og utrættelig
agitatorisk Virksomhed ved Foredrag i
Frankrig, Belgien og Schweiz. 1886 vakte de franske
Læger Ferrari, Héricourt og Richet
en vis Opsigt ved i Revue philosophique at
offentliggøre en Artikel La personnalité et
l’écriture, essai de graphologie expérimentale, i
hvilken Forfatterne gennem hypnotiske Forsøg
fastslog, at den Skrivendes Bevægelser er af samme
Oprindelse og Natur som de Bevægelser, der
er et Udtryk for hans Væsen. Kort Tid efter
fremtraadte den fr. grafologiske Skoles
nuværende Chef, Crépieux-Jamin, hvis
Fortjenester nærmest til Dels bestaar deri, at han
har befriet det Michon’ske System for det Skær
af »Tegntyderi«, som dets stærkt absolutte
Karakter kastede over det. Crépieux-Jamin
hævder, at et Skrifttegn ikke — saaledes som
Michon havde paastaaet — har en ubetinget
bestemt Bet., at de enkelte Tegn kan mildne
ell. forstærke hinandens Værd, og at man ikke,
fordi man kender en Persons Karakter, kan
angive hans Skrifts Udseende, eftersom ikke faa
Karaktertræk kun kan afledes af flere Tegn
i Forening. Desuden paaviser han, at saavel
et Øjebliks Stemning som en forbigaaende
Sjælstilstand tydelig afspejler sig i Skriften,
og at ligeledes forandrede Livsforhold giver sig
et prægnant Udtryk deri. Sin egentlige
videnskabelige Daab fik G. dog først, da W.
Preyer, Prof. ved Berlins Univ., ved en længere
Afhandling i »Deutsche Rundschau« (1894)
aabnede Tysklands dannede og lærde Kredses Blik
for, at denne Lære, der af mange hidtil kun
var bleven betragtet med et Skuldertræk som
det rene Charlataneri, var af en Bet., man
ikke ganske kunde lade haant om. Aaret efter
paaviste han i sit Værk »Zur Psychologie des
Schreibens«, at de individuelle
Skriftejendommeligheder ikke alene er afhængige af
Haandens og Armens Muskler, men ogsaa og
væsentligst af Hjernen. Desuden forsøgte han en
eksakt Analyse af Skrifttegnene. Med dette som
Grundlag opstillede han for det første »Læren
om Skriftens fire Grundelementer« (Skriftens
Retning, Retningens Varighed, Trykket paa
Stregerne og Afbrydelserne) og for det andet
den Lov, at i G. ikke et enkelt Bogstav i og for
sig har en psykologisk Bet., men først faar sin
Værdi derved, at dets individuelle
Ejendommelighed ogsaa genfindes i andre Bogstaver.
Tillige gjorde han, ligesom Dr. Erlenmeyer
før ham, opmærksom paa, at sygelige Tilstande
ofte ytrer sig i Skriften. Preyer’s Undersøgelser
har haft en stadig voksende Interesse for G. til
Følge og givet Impulsen til tre hver for sig
interessante kritiske Værker af Dr. Alfred
Binet, Dr. Georg Meyer og Prof. Alfr.
Lehmann; denne sidste kommer til det
Resultat, at G. efter hans Skøn vil kunne naa en
ikke ringe Sikkerhed, saafremt man opgiver
den hidtidige Induktionsmetode og gennem
Eksperimenter og Iagttagelser skaffer Materiale for
de fornødne Deduktioner. — Hvad Sagkyndiges
Medvirkning i retslige Skriftsager angaar, se
Skriftekspertise. (Litt.: Michon,
Système de graphologie [10. Opl., Paris 1891];
Méthode pratique de graphologie [6. Opl., Paris
1893]; Crépieux-Jamin, Traité pratique
de graphologie [6. Opl., Paris 1895; paa Dansk
ved Marer, Kbhvn 1890]; L’écriture et le
caractère [5. Opl., Paris 1909]; Preyer, »Zur
Psychologie des Schreibens« [2. Opl., Leipzig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
