Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grammatik - grammatikalsk - grammatikalsk Accent - Grammatiker - grammatiske Afhandlinger - Grammatisme - Grammatit - Gramme, Zénobe Théophile
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
antaget Bet. Sproglære, systematisk
Fremstilling af Sprogbygning. G.
omhandler Lydene og deres Forbindelse til Ord
og Orddele (Lydlære ell. Fonetik),
Orddannelsen (Afledning, Sammensætning), Ordenes
Bøjning eller Fleksion (Deklination, Konjugation),
Ordenes Bet. (Semasiologi, Synonymik),
Ordenes Brug og Stilling (Sætningslære,
Ordføjningslære ell. Syntaks). Lyd-, Orddannelses- og
Bøjningslæren nævnes stundom Formlære,
men stundom anvendes dette Navn om
Bøjningslæren alene. Naar G. tillige tager Hensyn
til ældre Sprogformer, til Dialekter, til
beslægtede Sprog, bliver den sammenlignende,
etymologiserende. G. er udviklet til Videnskab
i den fjerne Oldtid hos Inderne (se Panini)
og hos Grækerne, der skabte en grammatikalsk
Terminologi. Fra Grækerne førtes G. til
Romerne, der overs. de af Grækerne dannede
Termini og føjede nogle ny til, og paa det af
Grækerne og Romerne lagte Grundlag har G.
fortsat og udviklet sig til vore Dage. Danske
Betegnelser for de grammatikalske Termini
forekommer allerede i Pontoppidan’s
Grammatica danica fra 1668, og de har navnlig ved
Rask’s Virksomhed og Indflydelse vundet stor
Anvendelse i nyere Tid. Se alm. G.
P. K. T.
grammatikalsk (gr.) eller grammatisk
er det, der angaar Grammatik, det, der angaar
Sprogbygning, f. Eks. g. Terminologi, g. Køn.
P. K. T.
grammatikalsk Accent [-ak’sen’t ell. ak’saŋ],
se Accent.
Grammatiker er i den græske Litteraturs
alexandrinske Periode Betegnelse for den
Lærde, der sysler med Udgivelsen og
Fortolkningen af den ældre Litt. (Grammata); det svarer
til Dels til det moderne Begreb Filolog,
specielt klassisk Filolog, men har et noget videre
Omfang. Senere bruges det i snævrere
Forstand om den, der dyrker Sproglæren som
Videnskab. De betydeligste G., Zenodotos fra
Efesos, Aristofanes fra Byzans og Aristarchos fra
Samothrake (se Specialartiklerne), var
knyttede til Alexandria; den sidste havde en
fremragende Modstander i Krates fra Mallos, der
virkede i Pergamon. Bl. de senere kan nævnes:
Dionysios Thrax, Didymos Chalkenteros,
Apollonios Dyskolos og Herodianos. Af selve
Mestrenes Værker er det meste gaaet tabt, men
adskilligt er bevaret i senere Værker, navnlig i
Leksika; moderne Samlinger er Anecdota
Græca, udg. af Villoison (2 Bd, Venedig 1781),
Bekker (3 Bd, 1814—21), Bachmann (2 Bd, 1828)
og Cramer (Anecd. Oxoniensia, 3 Bd, Oxford
1834—37 og Anecd. Parisiensia, 4 Bd, Oxford
1839—41). En af Dindorf paabegyndt Udg. af
de gr. G. blev ufuldendt: af en mere
omfattende Samling, der foretages under Ledelse af
Uhlig, er hidtil udkommet I, 1 og 3, II, 1—3,
III, 1—2 og IV, 1—2 (siden 1878). Krates fra
Mallos, der c. 169 f. Kr. kom som Gesandt til
Rom, indførte denne Videnskab hos Romerne;
dens betydeligste Repræsentanter er Aelius
Stilo, Varro, Verrius Flaccus og Suetonius. De
lat. G. er samlede i en stor Udg. under Ledelse
af Keil (7 Bd, 1856—80), suppleret af Hagen
(Anecdota Helvetica, smst. 1870). (Litt.:
Gräfenhahn, »Geschichte der klassischen
Philologie im Altertum« [4 Bd, Bonn 1843—50];
Lersch, »Die Sprachphilosophie der Alten«
[3 Bd, Bonn 1841]; Steinthal, »Geschichte
der Sprachwissenschaft bei den Griechen und
Römern« [2 Bd, 2. Opl., Berlin 1891];
Sandys, History of classical Scholarship, I [2.
Udg., Cambridge 1906]).
K. H.
grammatiske Afhandlinger kaldes 4
grammatisk-retoriske Afh., der findes i
Haandskrifter af Snorra Edda, særlig Codex Wormianus,
uagtet de intet har med Snorre at gøre. De
er af meget forsk. Art og Værd. Den første
af en unavngiven Gejstlig stammer fra c. 1140
og handler udelukkende om det isl. Alfabet.
Afh. betegner en Reform, og det er Forf.’s
Hensigt at danne »os Islændere« et fuldstændigt
Alfabet, hvor alle isl. Lyd fik deres passende
Bogstavtegn. Med enestaaende Skarpsindighed
skelner han mellem de enkelte Lyd, og hans
Bogstavrække og -former er særdeles adækvate,
ligesom hans Øre har været mærkelig fint; han
konstaterer bl. a. Nasallyd i Sproget, hvilket
ikke er hans ringeste Fortjeneste. I ortografisk
Henseende har Afh. vistnok haft stor Bet. —
Den anden Afhandling stammer fra c. 1250
og er af en lgn. Art som den første, men staar
i øvrigt langt under denne i Bet. — Den
tredie handler i Beg. om Runealfabetet (heri
optaget en Afh. af Torodd Runemester), men i
øvrigt om »Talens Figurer« i Tilslutning til
Priscian og Donat; de enkelte Figurer oplyses
ved Skjaldevers. Forf. er den bekendte Óláfr
hvitaskáld. — Endelig er den fjerde, der
stammer fra 14. Aarh., en Fortsættelse af den
foregaaende og udelukkende af retorisk Art;
den følger Alexander de Villa Dei’s Doktrinale:
De figuris grammaticis. Begge de sidste Afh.
er særlig vigtige p. Gr. a. de mange
Skjaldevers, som kun der findes opbevarede. Foruden
i Udg. af Snorra Edda findes alle Afh. udgivne
af »Samfund til Udgivelse af gl. nord. Litt.«
som et Hele under Titlen: »Islands grammatiske
Litt. i Middelalderen« (I—II, Kbhvn 1884—86).
(Litt.: Indledninger til nævnte Værk; B. M.
Ólsen, »Runerne i den oldisl. Litt.« [Kbhvn
1881]).
F. J.
Grammatisme (gr.), grammatisk Forskrift,
særlig brugt i nedsættende Bet. om en
pedantisk Fremgangsmaade.
Grammatit, se Amfibolgruppen.
Gramme [gram], Zénobe Théophile,
belg. Elektrotekniker, f. 4. Apr. 1826 i Belgien,
d. 20. Januar 1901 i Paris. Han begyndte
som Arbejder og kom til Paris som Modelerer
for Allianceselskabet, der lavede
elektromagnetiske Maskiner til Brug ved Fyrtaarne. Efter
nogen Tids Forløb gav han sig til at arbejde
paa egen Haand og indrettede sig et primitivt
Laboratorium i sit Køkken. Han blev Opfinder
af den berømte Dynamomaskine med
Ringanker, der er et af de vigtigste Led i den
Række af Opfindelser, som betegner
Udviklingen af de elektriske Maskiner. Patent paa sin
Jævnstrømdynamo fik han 1869, og 1870 fik
han i Paris dannet G.-Selskabet, der siden har
leveret en Mængde Maskiner efter G.’s Patent.
1888 tildelte det fr. Akademi ham den store
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
