Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grammont - Grammont, Maurice - Grammos - Gramont - Gramont, Antoine Agénor, Hertug af - Grampian-Bjergene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
liberale Kejserdømme. 1871 valgtes han atter til
Nationalforsamlingen, hvor han sluttede sig til
det monarkiske Højre og gav Anledning til
skarpe Sammenstød med Republikanerne, men
1876 opgav han at søge Valg til
Deputeretkamret og søgte forgæves at blive valgt til Senatet,
hvorpaa han trak sig ud af Politikken.
P. M.
Grammont [gra’må], Maurice, fr.
Sprogforsker, f. 1866, Prof. i sammenlignende
Sprogvidenskab ved Univ. i Montpellier. Hans
Hovedværker er La dissimilation consonantique dans
les langues indo-européennes (1896), Le vers
francais (1904), Traité de Prononciation
française (1914).
Kr. N.
Grammos [gra’mås], Vojnova, Bjergkæde
paa Balkan, er den nordligste Del af Pindos
og danner Grænsen mellem Albanien paa den
ene Side og Makedonien og Thessalien paa den
anden. Den begynder mod N. ved Søerne i
Øvre-Albanien og er i Beg. temmelig lav, men
bliver højere mod S., hvor den i Samarina
naar 2574 m. Ø. f. Janina danner den Knuden
Metsovo, over hvilken Hovedadgangen,
Zygos-Passet, fører fra Albanien til
Thessalien; her udspringer fl. Floder, som f. Eks.
Vojusa og Aspropotamos til det ioniske Hav,
Wistritza og Salamvria til Archipelagus.
C. A.
Gramont [gra’må], fr. Adelsfamilie,
stammende fra Navarra. Til den hørte Antoine
III, duc de G., f. 1604, d. 12. Juli 1678, der
førte et eventyrligt Soldaterliv i
Trediveaarskrigen og de flg. Krige, oftest i fr. Tjeneste,
og opnaaede Marskaltitlen. Han var gift med
Richelieu’s Niece Françoise-Marguerite de
Chivré og har fortalt om sit Soldaterliv i en
Samling Mémoires, der er udgivne 1716. Hans
ene Søn, Armand de G., f. 1638, d. 1673,
førte et lgn. Liv og har skildret en Del deraf
i Mémoires concernant les Provinces-Unies, udg.
1744. En anden Søn Antoine Charles,
blev Fader til Antoine IV, duc de G., f.
1672, d. 1725, der var fr. Marskal. Samme Slægt
tilhører nedenn. A. A. G.
P. M.
Gramont [gra’må], Antoine Agénor,
Hertug af, fr. Diplomat, f. 14. Aug. 1819, d. 18.
Jan. 1880. Hans Fader var General og ivrig
Legitimist, som 1830 fulgte Karl X i
Landflygtighed til Skotland (indtil 1833), og han selv
hed indtil Faderens Død 1854 Hertug af Guiche.
Han uddannedes i den polytekniske Skole, men
vilde ikke være Officer. Allerede 1849 sluttede
han sig til Prins Louis Napoleon og blev 1851
Sendemand i Kassel, 1852 i Stuttgart og 1853 i
Turin, hvor han 1855 sluttede Traktaten om
Sardiniens Forbund med Vestmagterne;
forflyttedes 1857 til Rom og 1861 til Wien. Under
sit Ophold her fattede han et stærkt Had til
Preussen, ligesom han ved et Møde i Karlsbad
1865 fik stor personlig Uvillie mod Bismarck. Han
arbejdede ivrig for at tilvejebringe et Forbund
med Østerrig og Italien og var saa optaget af
denne Plan, at han forvekslede de foreløbige
Underhandlinger herom med et afsluttet
Forbund, skønt der netop ikke var opnaaet
Enighed, fordi den fr. Regering ikke vilde opgive
Pavens Sag og overlade Italien Rom, hvad
Beust holdt fast ved som et ufravigeligt
Vilkaar. Maj 1870 kaldtes han tilbage for at blive
Udenrigsminister under E. Ollivier, og han
havde en vigtig Del i at fremkalde Krigen med
Preussen 2 Maaneder senere. Han delte dog
Skylden herfor med de andre Ministre og
Kejser Napoleon III selv; thi allerede hans første,
meget udæskende Tale 6. Juli om den
hohenzollernske Prins Leopold’s Valg til Konge i
Spanien var blevet skærpet i sine Udtryk efter
Ollivier’s og Kejserens Ønske. Men da Prinsen
havde givet Afkald paa Kongevalget, var G.
ikke tilfreds med denne hurtig vundne
diplomatiske Sejr, men stillede straks yderligere
Krav til den preuss. Konge; det skete bag de
andre Ministres Ryg, dog med Kejserens
Billigelse, endskønt de andre Stormagters
Sendemænd, og særlig den østerr. afgjort
misbilligede et saadant Skridt. Senere tog han end
ikke i Betænkning at give Kamrene et stærkt
forvansket Billede af, hvad der virkelig var
foregaaet i Ems mellem Grev Benedetti og Kong
Vilhelm, ligesom han gav det Udseende af, at
Bismarck’s »Emsdepeche« (s. d.) var en
officiel diplomatisk Skrivelse. Da han desuden
omtalte Østerrig og Italien som sikre
Forbundsfæller, lokkede han Kamrene til at beslutte
Krigserklæring, medens han i Virkeligheden
selv løb i den Fælde, Bismarck snedig havde
stillet for ham og Frankrig. Efter Krigens
første Ulykker maatte han 9. Aug. tillige med de
andre Ministre vige Pladsen for den alm.
Uvillie, og efter Kejserdømmets Fald drog han til
England. I sit Skrift La France et la Prusse
avant la guerre (1872) forsøgte han at forsvare
sin taabelige Adfærd, men fremkaldte straks
Indsigelser fra fl. Sider, og han havde ikke
bedre Held med Le présent et l’avenir, som han
udgav 1878 under Forfatternavnet Memor.
E. E.
Grampian-Bjergene [’grämpiən-],
Bjergkæde i Skotland, opfylder hele den mellemste
Del af Landet mellem Glenmore nan Albin,
»Albions store Dal« i N. og de skotske Lavlande
i S. Med sydvest—nordøstlig Retning stryger
de fra Spidsen af Halvøen Kintyre ved
Atlanterhavet til Kinnaire Head ved Nordsøen.
Hovedkæden har dog en mere vestøstlig Retning fra
Loch Linnhe til Stonehaven. Her finder man
ogsaa de højeste Partier, navnlig mod V., hvor
Ben Nevis, de britiske Øers
Kulminationspunkt, hæver sig til 1343 m. Fra Hovedkædens
Midte udsendes Cairngorm Range (de
nordlige G.) mod NØ. med Højdepunkterne
Ben Macdui (1309 m) og Cairngorm
(1245 m), ligesom der i S. og SV. udgaar andre
Forgreninger, der sædvanlig sammenfattes
under Navnet de sydlige G.; her naar
Cruachan 1124 m og Ben More 1171 m, medens
hele Højlandets Gennemsnits-Kamhøjde kun er
c. 750 m. Til Trods for denne i og for sig
ikke særlig store Højde gør G. dog et
usædvanlig mægtigt Indtryk, navnlig i den vestlige
Del ved deres vilde Former og dybe Kløfter.
Sete udefra, særlig fra S., gør de Indtryk af
en samlet Bjergmur; men kommer man
nærmere, opløses de overalt i større og mindre
Grupper, skilte ved saa dybe Dale og Spalter,
at Samkvemmet mellem Egnene mod N. og S.
ikke er forbundet med større Vanskelighed;
saaledes kommer man f. Eks. fra de Dale, der
gennemstrømmes af Spey og Dee, ved at
overskride ubetydelige Højderygge ned i andre mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
