Print (PDF) - On this page / på denna sida - Gran ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gran - 26 - paavirkes den ofte af stærk Udtørring i det tidlige Foraar, idet de fjorgamle Naale fordamper, inden Roden kan optage tilstrækkeligt Vand fra den kolde Jord; Følgen bliver en Afblegning af Naalene, de ældste falder kort efter af, medens de yngre almindeligvis faar den rette Farve igen. I Forbindelse hermed staar det, at Rødgranen ikke kan vokse i de Lande, hvor Vinteren er saa mild, at der ikke indtræder nogen Hvileperiode. Sen Nattefrost i Forsommeren kan afsvide de nysudviklede Skud. V i n-ter kulden derimod taaler den meget godt selv i høje Bjerge, naar blot Jorden ved et Snedække er skærmet mod meget stærk Afkøling; paa de mest udsatte Steder, saaledes ogsaa i det høje Norden, gaar de Skud, som rager op over Sneen, vel ofte ud, men dette synes mere at skyldes en Udtørring end den stærke Kulde. Over for Blæsten staar Rødgran sig kun daarlig; p. Gr. a. sin fladtstrygende Rod væltes den let af Stormen, ligesom den tynde Stamme ofte knækker; Grenene bliver tørre i Vindsiden, og Højdevæksten hemmes kendelig; hertil kommer, at de unge Skud, især Topskuddet, er overordentlig ømtaalelige for Berøring; enhver lille Kvist ell. endog blot et Blad, som i nogen Tid gnides op og ned ad et saadant Skud, medfører, at Naalene falder af, Barken dør, og Skuddet bøjer sig ell. gaar helt ud oven over Berøringsstedet. Ogsaa Jordbunden under Rødgran tager let Skade af Blæsten, saaledes at der udvikler sig en Mordannelse. Med Hensyn til Jordbunden er Rødgran nøjsom, den kan trives og danne sluttede Bevoksninger selv paa magert Sand; dog svinger baade Tilvæksten og end mere den Størrelse, Træerne i det hele naar, meget med Jordbundens Godhed og dens Indhold af Vand; paa stift Ler er Væksten dog kun nogenlunde, og paa vaad, mager Tørvejord er den til Dels ringe, men især meget uens for de forsk. Træer i samme Bevoksning. Rødgranen hemmes ikke kendelig af Bøgemor, hvorimod den aldeles ikke kan trives i Lyngmor; paa fast, muldfattig Bund staar den almindeligvis ogsaa længe i Stampe. Rødgranen er maaske det af vore Skovtræer, hvis Fjender har allerstørst Betydning, thi ikke blot har den overordentlig mange, men de optræder ogsaa ofte ligefrem hærgende. Hjortevildtet bider de unge Skud, især Topskuddet, om Vinteren, og Raabukken »fejer« paa Planterne om Foraaret; paa sine Steder skræller Kronvildtet Barken af de ældre, oprensede Træer, hvorved Stammens nederste Del bliver ødelagt som Gavntræ. Musene gør vel ikke stor Skade paa Rødgran, idet Markmusen kun sjælden gnaver Barken af de unge Planter, men Rødmusen kan dog ødelægge en Del Frø. dels ved at gnave Koglerne, dels ved at hjemsøge Saabedene i Planteskoler. Egernet og af F u gie n e Korsnæb og Spætter ødelægger ogsaa en Mængde Kogler, men mest er FrøeL dog udsat for at blive ædt af Finker o. 1., som endog tager de nyspirede Planter, saa længe Frøskallen endnu sidder paa Kimbladene. Af Insekterne er der overordentlig mange, som angriber Rødgranen. Endnu medens Kog- | len hænger paia Træet, søges den hyppig af | | Sommerfugle (Tortrix strobilana og Phycis j abieiella), hvis Larver æder Frøet og gnaver •sig ind i Kogleaksen; de syge Kogler falder tidlig ned og kendes paa, at de ofte er misdan-I nede, plettede og har Harpiksudsvedninger. i For den unge Plante lige fra Spiringen til' omtr. I det 6.-7. Aar er Oldenborrelarven en slem Fjende, idet den overgnaver Roden, men ogsaa | forsk, andre Insekter kan gøre Skade her, saa-| ledes nogle Biller, Hylesinus cunicularius og end I mere Hylobius abietis, der som udviklede Insekter gnaver Barken af Rod og Stamme, hvor-I ved Planterne ofte helt ødelægges. Mest i en lidt senere Alder misdannes Skuddene, under-I tiden ogsaa Topskuddet, ved Angreb af en Blad-I lus (Chermes abietis), Barken svulmer op, og i Skuddet bøjes (se Fig. 1). Efter at Slutning er indtraadt, og G. har begyndt at rense sig, ser man ofte hvide Striber og Pletter paa Barken; de hidrører almindeligvis fra Harpiks, som fly-I der ud af nogle Huller i Barken, hvor Larven ; af en lille Sommerfugl (Tortrix pactolana) le-! ver; Toppen kan gaa ud, naar Angrebet bliver | meget stærkt. Rødgranens Naale ædes af forsk. | Insektlarver, saaledes Bladhvepser (Nematus \ og Ly da) og Sommerfugle (Liparis monacha); især den sidste, »Grannonnen«, har anrettet | uhyre Ødelæggelser i Mellemeuropas Gran-[ skove, idet Træerne gaar ud efter at være blevne afnaalede. Endnu skal anføres, at talrige Træbukke og Barkbiller (Hylesinus micans og Tomicus typographus) hjemsøger Rødgranens Stamme, dog mest efter at Træet forud I er blevet svækket paa anden Maade. I Danmarks Skove har Snyltesvampe meget mere end Insekterne hærget Rødgranen. Langt de vigtigste er flg. 3: Honningsvampen (Armil-laria mellea) har ofte dræbt over Halvdelen af de unge G., som er plantede paa tidligere Bøge-I arealer; derimod optræder den kun spredt i [ Grankulturer paa andre Arealer. Rodfordærve-j ren (Polyporus annosus) gaar fra Roden op i Stammen og gør denne kerneraadden (»rødmul-det«), oftest uden at dræbe Træet; den synes at komme tidligst og udbrede sig stærkest paa tidligere Agerjord, men optræder for øvrigt paa ! alle Jordarter og ofte i en saadan Udstrækning, at kun en ringe Brøkdel af Bevoksningens Træer bliver uangreben. Naalene dræbes af Lopho-dermium abietis, som vel cftest holder sig til de fjorgamle ell. ældre Naale, men især paa Steder med fugtig, stillestaaende Luft ogsaa angriber de ny Naale og derved dræber Træet; i Løbet af faa Aar kan en Bevoksning blive helt I ødelag't af denne Svamp, som breder sig hurtig. Af de talrige andre Snyltesvampe, som angriber Rødgran, er endnu ingen optraadt i saa stor Udstrækning, at det har alm. økonomisk Bet. — Det fældede og tildannede Ved ødelægges paa fugtige Steder let af Hussvamp (Meru-lius lacrymans); i halvtør Tilstand hjemsøges det ofte stærkt af Træbukke og Barkbiller. I dansk Skovbrug er Rødgranen en ny Træart, idet den blev indført af v. Langen fra Tyskland 1763 sammen med Ædelgran, Skovfyr og Lærk. Siden da er den bleven stadig mere og mere brugt, saa den nu er den vigtigste Naaletræart og dækker største Delen af de godt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
