- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
39

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Granfelt, Axel Fredrik - Grangemouth - Granges - Granikos - Granit

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Udformning af den kristelige Tros- og Sædelære,
der i fl. Henseender var paavirket af
Martensen’s, fandt i Datiden meget stor Paaskønnelse.
Hans Hovedværker er »Kristlig dogmatik«
(1861; 3. Opl. 1880) og »Den kristliga
sedeläran« (1872—73); men desuden har han
skrevet en Mængde Afh. og Smaaskrifter om
dogmatiske og etiske Spørgsmaal.
H. M.

Grangemouth [’greindзməþ], Havnestad paa
Østsiden af Skotland, Stirlingshire, ligger 18
km SØ. f. Stirling tæt ovf. Carron’s Munding i
Firth of Forth, er Endepunkt for
Firth-and-Clyde-Kanalen og Knudepunkt paa den
Kaledonske Jernbane. C. 10000 Indb. Det er en
blomstrende Handelsby, navnlig efter at de ny
Dokker blev fuldendte 1882; den indfører
Tømmer og Jernmalm og udfører Kul og Jern.
G. Ht.

Granges [grã.з], se Grenchen.

Granikos, nu Tschan-tschai, Flod i
Lilleasien, der har sit Udspring paa Bjerget
Kotylos og falder ud i Propontis. Den er
berømt ved den Sejr, Alexander den Store vandt,
da han uforfærdet satte over Floden og angreb
det langt overlegne pers. Rytteri (Foraaret
334). Senere besejrede Romeren Lucullus Kong
Mithradates af Pontos ved G. (73 f. Kr.).
H. H. R.

Granit (af lat. granum. Korn) er Navnet paa
en Dybbjergart, der væsentlig er karakteriseret
ved at bestaa af en Blanding af overvejende
Feldspat med noget mindre Mængder Kvarts
og smaa Mængder af forsk. andre Mineraler,
mest mørk Glimmer (Biotit), hvortil næsten
altid kommer noget Hornblende, sjældnere
lys Glimmer eller Augit. I meget ringe
Mængde optræder desuden enkelte andre
Mineraler, saasom Apatit, Zirkon, Magnetjernsten,
Titanit m. m. Feldspaten er for største Delen i
Ortoklas, der i de fleste Tilfælde er i Besiddelse
af en rødlig Farve, men ogsaa kan være
graalig, hvidlig ell. grønlig; ved Siden af den findes
altid en Del Oligoklas, der som Regel ikke er
i Besiddelse af rød Farve, hvorfor den i de
fleste Tilfælde er ret let at kende fra
Ortoklasen. Kvartsen er for det meste graalig og
kendes i øvrigt let fra Feldspaten ved sit
muslede Brud. Efter Forekomsten af de mere
underordnede Mineraler inddeler man undertiden
G. i forsk. Varieteter, hvoraf de vigtigste er
saakaldet »alm.« G. med baade lys og mørk
Glimmer (denne Varietet er dog forholdsvis
sjælden), Granitit med mørk Glimmer og
underordnet Hornblende (langt den
almindeligste G.), Hornblende-G. o. s. v. Under mere
specielle Forhold optræder Grafit-G.,
Turmalin-G. o. s. v.

G.’s Udseende er stærkt varierende. Efter
Farven, der i Reglen bestemmes af Feldspaten,
skelner man mellem rød, graa og sort G.;
mange G. er i Besiddelse af ret broget
Farvefordeling. Efter Kornstørrelsen skelner man
mellem grov-, middel- og finkornet G. Ofte er
Kornstørrelsen meget forsk., idet enkelte Korn
(oftest Feldspat) er væsentlig større end de
andre; man taler da om porfyrisk G. Mange G.
har ikke Spor af Parallelstruktur, medens
andre er i Besiddelse af en meget fremtrædende
saadan, der enten kan være opr.
(Fluidalstruktur) ell. frembragt ved senere Trykvirkninger
(Skifrighed), hvorved G. gaar over til
Gnejsgranit og derigennem til Gnejs.

G.’s kem. Sammensætning er naturligvis en
Del varierende med Mineralsammensætningen.
Overvejende er Kiselsyre, SiO2, der kan variere
fra c. 80 til 66 %; synker den under den
sidstnævnte Værdi, vil der i Reglen ikke kunne
dannes fri Kvarts, og man faar da efter
Omstændighederne Syenit ell. Diorit, med hvilke
Bjergarter G. er forbundet med alle mulige
Overgange. I øvrigt er den gennemsnitlige
Granitsammensætning flg.: Si02 69,92, TiO2 0,39,
Al2O3 14,78, Fe2O3 1,62, FeO 1,67, MnO 0,13, MgO
0,97, CaO 2,15, Na20 3,28, K2O 3,95, H2O 0,78,
P2O5 0,24.

G. er altid dannet dybt nede i Jordskorpen
og er kun blevet synlig ved, at de ovenliggende
Lag gennem de lange Tider er eroderet bort;
i Alm. er den dannet i Form af Massiver
ell. Batoliter, men optræder ogsaa hyppig
i Form af Lakkoliter og som Gange.
G.’s geol. Bet. er uhyre stor, og navnlig
bestaar Grundfjeldet, Jordens ældste Dannelser,
for en meget stor Del af denne Bjergart, der
dog ofte ved Presning er saa stærkt omdannet,
at den er blevet til Gnejs, hvorved den opr.
Struktur er gaaet saa stærkt tabt, at det kan
være vanskeligt at erkende, om man virkelig
har med G. at gøre. Om end den meste G.
stammer fra den ældste Periode, er den dog
ingenlunde sjælden fra de senere, og navnlig i
de stærkt forstyrrede og foldede Bjergkæder
træffer man ofte ret unge G.

Beslægtet med G. er to Dannelser,
Pegmatit og Aplit (Granitello), der begge har det
til fælles, at de optræder som Gange i G. og
maa antages at være dannede af de sidste
Rester af selve Granitmagmaet. Forskellen er,
at medens Pegmatit er særlig storkornet, er
Apliten oftest mere finkornet end G., fra
hvilken den ogsaa adskiller sig ved næsten
udelukkende at bestaa af Feldspat og Kvarts.

I tekn. Henseende spiller G. en
overordentlig stor Rolle til Hus-, Vej- og Vandbygning m.
m. I Henseende til Styrke (Bæreevne) og
Slidfasthed staar den maaske næppe fuldt paa
Højde med visse andre Eruptivbjergarter, f.
Eks. Diabas, men i Henseende til
Modstandsevne mod Forvitring overgaar de bedre
Granitsorter alt andet Byggemateriale. Naar G.
anvendes meget mere end andre
Eruptivbjergarter, ligger det væsentlig i dens langt større
Udbredelse i Naturen. Som Følge af sin store
Haardhed er G. ret vanskelig at bryde og
følgelig ret kostbar, hvorfor man ogsaa i meget stor
Maalestok benytter forsk. Sedimentbjergarter,
der er væsentlig billigere, men ogsaa langt
mindre holdbare. I øvrigt skal det bemærkes, at
det, som Teknikerne kalder G., indbefatter langt
mere end det geol., ovf. definerede Begreb, idet
en stor Mængde andre Eruptivbjergarter og
ogsaa enkelte Sedimenter (Kalksten) i Praksis
gaar under dette Navn. P. Gr. a. G.’s store
Udbredelse har de fleste Sorter en ret lokal
Anvendelse, og kun enkelte særlig smukke
Varieteter føres videre omkr. i Verden. Her i
Landet benyttes til Vejbygning (Skærver) mest de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 8 23:45:59 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0049.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free