- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
43

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grant, Ulysses Sidney

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

hans Folkeyndest; til Løn blev han ogsaa
Generalmajor i de frivillige Tropper. Han anførte
Hæren i Slaget ved Shiloh 6.—7. Apr 1862 og
oprettede Nederlaget den første Dag ved en
glimrende Sejr den næste, hvad der styrkede
hans Anseelse iblandt de andre Generaler, og
han fik nu Ledelsen i det vestlige Tennessee.
Efter at Rosecranz Oktbr s. A. havde sejret ved
Korinth, foreslog G. Overkommandoen at rette
Angrebet paa Fæstningen Vicksburg, som
beherskede Mississippi-Floden. Med stor
Dygtighed og Sejghed ledede han siden Febr 1863
Belejringen, overvandt de største
Vanskeligheder og tiltvang sig endelig Overgivelsen 4.
Juli (paa Aarsdagen for
Uafhængighedserklæringen). Medens hans eget Tab i dette Felttog
kun var 9000 Mand, tabte Fjenden ikke mindre
end 60000, deraf Halvdelen Fanger ved
Overgivelsen. Endnu vigtigere var det dog, at
Mississippi-Floden derved helt kom i Unionens
Magt, og at Forbindelsen afbrødes mellem de
vestlige og østlige Sydstater. Nu forfremmedes
han til virkelig Generalmajor og blev efter
General Rosecranz’ Nederlag ved Chickamauga
Oktbr 1863 Chef for hele Vesthæren; sejrede
i 3 Dages Slaget ved Chattanooga 23.—25. Novbr
og jog Sydstatshæren ud af Tennessee.

Da han saaledes syntes i en sjælden Grad at
have Evnen til at lænke Sejren til sine Faner,
var det ikke saa underligt, at
Unionsregeringen Marts 1864 udnævnte ham til Overgeneral
(Generalløjtnant) over alle Unionens Tropper
(700000 Mand) og dermed overdrog ham det
Hverv at gøre Ende paa Sydens Opstand. Han
overtog selv Ledelsen af Potomac-Hæren, den
Opgave, som en Række dygtige Generaler
hidtil havde forløftet sig paa, medens Sherman,
der havde været hans dygtigste Hjælper, fik
Vesthæren under sig. I Maj aabnede han
Felttoget imod Sydens største Hærfører R. Lee og
fortsatte det i 11 Maaneder med den samme
Kraft og Udholdenhed, som han havde vist ved
Vicksburg, men især i Førstningen med en
mærkværdig — man fristes til at sige
nordamerikansk — Hensynsløshed i Ofre af
Menneskeliv for at naa sit Maal. Efter en Række
blodige og haardnakkede Fægtninger Maj og Juni
— alene i Maj tabte han 40000 Mand uden at
vinde synderlig Fremgang — trængte han frem
over Pamunkey, Chickahominy og
James-Floden og indesluttede i Juli de fjendtlige Tropper
mellem Richmond og Petersburg. Men endnu
stod i denne Egn mange større ell. mindre
Kampe, idet han ufortrøden hamrede løs paa
Fjenden med stadig overlegne Troppemasser,
og det lykkedes ham paa den Maade
efterhaanden at oprive den fjendtlige Hær næsten halvt,
medens han samtidig viste den største Omsigt
i at afskære den alle Tilførselsveje. Først da
Sherman i Overensstemmelse med hans
Krigsplan over Atlanta var trængt frem til
Savannah i Georgia Decbr 1864 og saaledes havde
skaaret Syden igennem, samt derefter rykkede
N. paa gennem Syd- og Nordcarolina,
hærgende Landet og drivende Fjenden foran sig —,
først da bestemte G. sig i Slutn. af Marts 1865
til at gøre det sidste afgørende Angreb. Dette
førte hurtig til Richmonds Rømning og Brand
3. Apr. og til Lee’s Overgivelse med Resten af
Hæren, 25000 Mand, 9. Apr.; og snart efter
fulgte de andre Sydstatsgeneraler dette
Eksempel, da enhver Modstand viste sig haabløs.

Det var G. selv, der først henvendte sig til
Lee (7. Apr.) med Opfordring om at standse
Blodsudgydelsen, da Kampens Udfald dog var
sikkert, og tilbød saa gunstige Vilkaar for ham
og hans Soldater som muligt, medens han
bestemt vægrede sig ved at give noget som helst
Tilsagn m. H. t. Fredsvilkaar og Sydens
fremtidige Stilling, da dette laa ud over hans
Myndighed. Han havde i Anledning af denne
Kapitulation senere et Sammenstød med den ny
Præsident Johnson, som i den første
Ophidselse vilde have Sydens Generaler tiltalte for
Landsforræderi, medens G. fastholdt, at dette
vilde stride imod de givne Løfter, saafremt de
ikke brød deres Æresord om at underkaste sig
Unionens Regering. Under den flg. Strid
mellem Præsidenten og Kongressen stillede han sig
paa dennes Side og gennemførte med sine
Undergeneraler Sydstaternes Rekonstruktion
1866—67 i Henhold til Kongressens Beslutninger.
Juni 1866 blev han nemlig ophøjet til General,
en Post, der oprettedes alene for ham.
Johnson’s Opfordring om at gaa til Meksiko afslog
han, da det var et diplomatisk Hverv, og da
Præsidenten Aug. 1867 afsatte Krigsminister
Stanton og overdrog G. Posten, modtog han
den vel, skønt under formelig Indsigelse, men
nedlagde den igen straks, da Senatet Jan. 1868
nægtede sit Samtykke til Stanton’s Afgang.
Snart efter opstilledes han af Republikanerne
som Kandidat til Præsidentposten og valgtes
Novbr s. A. med 214 Valgmandsstemmer imod
80; bl. Vælgerne havde han et Overtal af
300000 og fik i alt 3 Mill. Stemmer.

Ved sin Tiltrædelse Marts 1869 udtalte han,
at han — i stærk Modsætning til hans
Forgænger — aldrig vilde søge at trodse sine
personlige Meninger igennem imod Folkets Villie.
Senere viste han sin Iver for at lette det haarde
Skattetryk, som Borgerkrigen havde medført
(Skatterne nedsattes under hans Styrelse
efterhaanden med 300 Mill. Doll.), og for at faa
Statsgælden formindsket (1869—77 gjordes der
Afdrag af 400 Mill. Doll., medens Renten
nedsattes fra 160 til 100 Mill.); derimod afviste han
alle Planer om en Udvidelse af
Seddelmængden og arbejdede for Genoptagelse af Betaling
i rede Mønt. Ogsaa tvang han alle Sydstaterne
til at udtale sig for Slaveriets Afskaffelse og alm.
Stemmeret og søgte efter bedste Evne at værge
Negrenes Frihed. Derimod lykkedes det ham
hverken at gennemføre San Domingos
Tilknytning 1870 ell. at fuldbyrde Købet af de
danskvestindiske Øer s. A., medens Striden med
England afsluttedes 1872 paa en for
Nordamerika saare heldig Maade. S. A. blev han
genvalgt til Præsident, endog med et Overtal
af 800000 Vælgerstemmer, og det faldt saaledes
i hans Præsidentskabs Tid at fejre
Hundredaarsfesten for Nordamerikas Uafhængighed og
at holde Verdensudstilling i Philadelphia 1876.
Men da han derefter søgte at blive valgt for
3. Gang, vaktes en stærk Storm imod ham, saa
meget mere som man mente at have god Grund

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/10/0053.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free