Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gravkister - Gravlaks - Gravlund, Thorkild - Gravlægning - Gravmæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Jylland (og Skaane) synes G. at
spænde over længere Tid. En ældre Type er
bredere, vender mest i N.—S. og har en Gang
ell. et Forrum af nær samme Bredde som
Kamret, fra hvilket det skilles ved Tærskel,
lodrette Sten e. l. En senere Type ligner de
sjællandske. Skønt Skeletdelene næsten altid er
helt opløste, tyder nogle af de jyske Fund paa
lige saa stærk Benyttelse som de sjællandske.
Samtidig med, at der byggedes G., er man i
mange Tilfælde vedblevet med at benytte de
ældre Gravformer. (Litt.: Hans Kjær i
»Aarb. f. nord. Oldk.« [1910]).
H. A. K.
Gravlaks er en i Sverige meget yndet Ret,
som bedst fremstilles ved Sommertid af fed
Laks. Fremgangsmaaden er flg.: Laksen skæres
op og renses, hvorpaa Hoved og Rygben
skæres fra, og Laksen flækkes, medens til samme
Tid det tynde Bug- og Halestykke ogsaa
fjernes, saa at egl. kun Ryggen bliver tilbage. Det
tykke Kød indgnides derpaa med en Blanding
af Salt og stødt hvidt Sukker (undertiden
iblandet lidt Salpeter), svøbes i et rent, linned
Klæde og lægges saaledes indpakket i en
Kælder ell. et lgn. Sted. Tidligere gravede man
det indpakkede Laksestykke ned i Jorden,
deraf Navnet. Medens Laksestykket saaledes ligger
gemt (mindst 12 Timer), undergaar det en
Slags Gæring og bliver spiseligt. Man nyder
det med Eddike, Strøsukker og friske
Dildblade, ell. ogsaa føjer man endda Olie og
Sennop til. Lgn. gæret Fiskemad laves paa
Island af Havkalen og i Sverige af
Strømmingen.
(Arth. F.) C. V. O.
Gravlund, Thorkild, dansk Forf., f. 16.
Aug. 1879 paa Reersø. Foruden en Række
Bøger i skønlitterær Form, »Øen« (1903), »I gl.
Essinge By« (1905), »Vejrbilleder« (1908),
»Sognet« (1915), »Vejrgabet (1917), »Nilaus«
(1918) og »Herredet« (1919), i hvilke
Forfatteren søger at skildre den danske Almues
medfødte Tankegang og give Bidrag til dens alm.
Psykologi, har han drevet dette Studium som
Fag og fremsat sine Resultater i en Rk. Afh.
og Bøger, saaledes Afh. som »Reersø« (1907),
»Nogle Grundlinier i Folkekarakteren« (1908),
»Kristrup ved Randers« (1909), »Reersø og
Oplandet« (1909), alle i »Danske Studier«,
og »Sjællandsk Karakterstudie« (1908) i »Fra
dansk Folkemindesamling«, I; endvidere i
i Bøgerne »Sjællændere og Jyder« (1911; »Dansk
Folkekarakter«, I) og »Fynboer« (1914, »Dansk
Folkekarakter«, II), »Landmands Lov« (1916)
og »Dansk Bygd«, I (1917). Forf. viser her en
fin Iagttagelsesevne over for det jævne Folks
Tankegang og paaviser psykologiske
Forskelligheder hos Befolkningen i de forsk.
Landsdele og inden for snævrere Kredse (Bygder)
i samme Landsdel.
G. K-n.
Gravlægning, Henbringelse af en Afdøds
afsjælede Legeme til Graven og Henlæggelse
paa det der bestemte Sted; bruges særlig om
Jesu G. Hans Legeme blev nemlig efter jødisk
Skik henlagt i Graven uden at være indesluttet
i nogen Kiste. Jesu G. er oftere blevet
fremstillet i den kristne Kunst, særlig af de store
ital. Malere. — Naar Talen er om et Lig, der
begraves indesluttet i en Kiste, vil man ikke
bruge Ordet G., men andre Udtryk, f. Eks.
Bisættelse e. l.
V. S.
Gravmæle (hertil 6 Tavler; smlg. ogsaa
Tavler til Epitaf, Sarkofag og Tumba),
Mindesmærke over en Afdød, sat eller lagt paa, over
eller nær det Sted, hvor de jordiske
Levninger i brændt ell. ubrændt Tilstand stedes
til Hvile. I vor Tid er G. udelukkende et
Mindesmærke, der tjener til at fastholde
Erindringen om den Bortgangne. Oldtidens G.
rejstes under andre Forudsætninger, og for ret at
forstaa dem maa vi erindre, at de er knyttede
til de endnu i Overtroen kendelige
Forestillinger om, at den Døde bor i Graven, at Sjælen
færdes omkr. dens Sted, og at den i sin
skyggeagtige Tilværelse trænger til de Efterlevendes
Hjælp, til Dødeofre. I det hele og store kan det
siges, at de ældste G. er selve de Dødes Huse,
som rejstes af varigere og solidere Materiale
end de Levendes Boliger og derfor i
Modsætning til disse har bevaret sig til vore Dage.
Stenalderens af Jord opkastede Gravhøje
dækker et af Stene sat Gravkammer af forholdsvis
anselige Dimensioner (Dysse, Jættestue).
Oldtidens Gravhøje behøvede dog ikke altid at
rumme noget saadant Kammer, og allerede tidligt
kunde man ogsaa kendetegne Graven ikke ved
Jordhøje, men ved et Mindesmærke, en
opretstaaende raa, ell. i mere fremskredne Kulturer
tilhugget Sten (Menhir, Bautasten, Stele), der
erindrer os om vor egen Tids G., især naar
de forsynedes med Skrift. Men selv saadanne
enkeltvis stillede Sten behøver dog ikke at
opfattes som Mindesmærker i ganske samme
Forstand som de moderne G. Trangen til at
kendetegne Graven tydeligt og autentisk skyldtes
sikkert mest Ønsket om at vedligeholde
Forbindelsen med den Døde og yde ham Bistand i
det andet Liv. Selv om Forestillingerne om
Sjælens fortsatte Eksistens i nogen Grad
frigjorde sig fra Gravens Sted, og selv om det
Hinsides flyttedes til et Dødsrige, hvor der
kunde skelnes mellem Gode og Onde, har disse
Tanker kun sjældent vundet fuldstændig Sejr
over den ældgamle, religiøse Bet. af Dødeofret
ved Forfædrenes Grave. Husurnerne synes at
vise, at end ikke Ligbrænding behøver at
udelukke Forestillingen om Graven som Bolig. I
næsten alle Oldtidskulturer ser vi, hvorledes
de forsk. Idékredse mødtes og blandedes, og
ikke mindst i den klassiske Oldtids Lande, i
Hellas og Rom, bevaredes Gravofrets Bet.
lige saa længe som selve den hedenske Gudetro.
Stærkest udformet træder de primitive
Forestillinger os i Møde hos Ægypterne, hvis
G. vidner om den grundige Omhyggelighed,
hvormed de stræbte at sikre Sjælen en
nogenlunde rolig og behagelig Tilværelse efter
Døden. Som bekendt sikrede de Liget mod
Forraadnelse ved Saltning og Tørring (se
Mumie), indkapslede det i smukt formede
Mumiekister, hvis Hieroglyffer skulde stemme Guderne
gunstige, gemte det i dybe Klippeskakter og
rejste derover massive Gravbygninger. Billeder
af den Afdøde, udførte i Træ og Sten og saa
nøjagtigt lgn., som man formaaede at gøre dem,
skulde sikre Sjælen et legemligt Hylster, hvis
selve Mumien gik til Grunde; der kan træffes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
