Print (PDF) - On this page / på denna sida - Gravflankering ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 69 — Gravmæle indtil en Snes Statuer af en enkelt Person i samme Grav. Paa Gravkamrenes Vægge fremstilles Marker, Landsbyer, Hyrder og Bønder, som bringer Naturalafgifter til den gravlagte Stormand, alt sikkert med den Tanke, at disse Billeder af Livets Nødvendigheder og Goder kunde komme Sjælen til Gode. Pyramiderne for Faraonerne paa det ældste Riges Tid er de største og mest imponerende Mindesmærker, der nogensinde er rejste og samtidigt byggede Stormændene mindre Pyramider ell. huslignende Gravbygninger, Masta-ba'er, ell. man huggede sig Kamre i Klippeskrænterne. Ved ell. i Gravbygningen indrettedes foruden det egl. Gravkammer €t. ell. fl. ia. Rum, og i det forreste af disse, som var tilgængeligt for alle, kunde Gravofret bringes af de Efterlevende. En i Relief antydet Blend-dør skulde tillade Sjælen at færdes ud og ind, og over denne Blenddør ses hyppigt den Døde afbildet, siddende ved det opdækkede Offer-bord. Senere i Tiden (c. 2000 f. Kr.), da det gik af Brug at bygge Pyramider og Mastaba'er, og da disse erstattedes af mindre Anlæg, f. Eks. Smaahuse med spidse Tage, genfinder vi endnu det aabentstaaende Kammer med dets rige Udsmykning. Men hyppigere var det at samle de vigtigste Billeder paa en Gravtavle, en flad Sten i Steleform, med fordybede ell. blot malede Fremstillinger og Hieroglyffer; Tavlen anbragtes i en Vægniche, og i første Række var dens Bestemmelse at vedligeholde Mindet om Dødeofret. Paa de ældre Tavler, fra det mellemste Riges Tid, afbildedes sædvanligt den Afdøde og hans Hustru siddende Side om Side ved Offerbordet, og først under det ny Rige findes mere Afveksling, idet man foruden Of-fermaaltid o. a. Gravceremonier ofte fremstiller den Døde bedende til en af Underverdenens Guder. Tavlerne fra den saitiske Tid bærer næsten udelukkende den sidstnævnte Fremstilling. Under Ptolomæernes og Romernes Herredømme blev selv Gravtavlerne sjældne; efter at den sidste, c. 525 f. Kr. afsluttede Selvstæn-dighedsperiode havde medført en kort Opblomstring af de større Gravbygninger, svækkedes Interessen for Gravens Udsmykning, og haar-dest synes denne Nedgang at have ramt det, der for Ægypterne maatte være det mindst betydningsfulde, det synlige G. (Litt.: se ægypt. Arkæologi). I Sammenligning med Ægypterne har de asiatiske Oldtidsfolk kun ringere Bet. for G.'s Forhistorie. Babyionerne og Assyrerne synes overhovedet ikke at have rejst G. Perserne turde som Tilhængere af Zoro-aster's Lære ikke besmitte noget Element, hverken Jord, Vand ell. Ild, med Ligene, der bragtes op paa Tavshedens Taarn (Dakhma), hvor Kødet fortæredes af Gribbe og de tiloversblevne Knogler siden kastedes ned i Taarnets Stenkælder, og kun et Par store Gravbygninger tyder paa, at enkelte Konger har brudt denne Skik (den saak. Kyros'Grav ved Murghab,Dareios I's mægtige Gravmæle ved Nakh-i-Rustem, hvor selve Graven er hugget ind i Klippen og saaledes nogenlunde kan siges at respektere Zoro-aster-Lærens Gravbud). Ejheller Jødefolket sy- nes at have rejst G. over deres Grave, og de enkelte større Gravbygninger, som findes-i Palæstina, tilhører Perioden efter Eksilet og vidner om gr.-lilleasiatisk Indflydelse. Dette gælder saaledes en Del Gravanlæg ved Oliebjergets Fod. Mere betegnende for Jødefolkets Tankegang er den i Biblen nævnte Skik at kalke ukendelige Grave, for at den Forbigaaende kunde vogte sig for dem og undgaa at blive uren ved at berøre dem. Denne østerlandske Afsky for den urene Grav har da hos disse asiatiske Oldtidsfolk været saa stærk, at den har hindret rigere Udvikling af G. Anderledes var Forholdene i Lilleasien hvis forsk. Folkeslag har efterladt sig baade Jordhøje, Klippegrave og fritstaaende Gravhuse, helt udhuggede i selve Klippen. Frygiens Klippefacader (f. Eks. den saakaldte Midas-Grav) overbroderes af tæppeagtige, ornamentale Mønstre, Lykiens tilsvarende Værker efterligner tømrede Træhuse (jfr Bygning s-k u n s t, Bd IV, S. 315 ff.). Langt større Interesse for os har Udviklingen i Grækenland, som førte til en Blomstring af G.'s Kunst, hvis ædle og fornemme Skønhed næppe er naaet af nogen senere Periode. Allerede fra den mykeniske Tid kender vi ikke blot kuppelbyggede, underjord. Gravrum, som det saakaldte Atreus' Skatkammer i Mykenai o. 1. Anlæg i Orchomenos, Menidi o. a. St., iBen ogsaa virkelige G. Kongegravene i Mykenai, hvori Schliemann 1876 gjorde sine store Guldfund, omgives af en ringformet Indhegning af Stenplader, inden for den har der staaet et cirkelrundt Stenalter over en af Gravene, og Pladsen for de andre har været markeret af lodret-staaende, flade Stenplader, Steler, som over Kvinde gravene var udekorerede, over Mands-gravene prydede med Spiralornamenter og Jagtscener i ganske fladt Relief. Netop denne Monumentform, Stelen, som nævnes hos Homer, for hvem »Gravhøj og Støtte er de Dødes Ære«, møder vi igen Aarh. senere i den egl. helleniske Kultur, da Gravpladserne gerne anlagdes nær de store Landeveje uden for Stædernes Porte. Paa Gravene foran Athens Dipylon-port, fra 8.-7. Aarh. f. Kr., har der endnu kun været anbragt store Lerkar, som sikkert har tjent til at modtage Dødeofret; gerne er de uden Bund, saa at det, man gød i dem, kunde komme i umiddelbar Berøring med Graven, og paa adskillige findes malede Fremstillinger af Ligtog og Ceremonier. Fra 6. Aarh. findes derimod i Attika bevaret enkelte Steler af Marmor i arkaisk Stil (I, Fig. 1); deres lange, høje Flader fyldes af en enkelt Figur i ganske lavt, farvelagt Relief ell. endogsaa blot malet; et Navn i Ejeform meddeler, hvis G. vi staar over for, men ved Siden af den Dødes Navn kan vi træffe en ret fremtrædende Kunstnersignatur; trods al Ubehjælpsomhed viser disse enkelte arkaiske Aristokratsteler, hvorledes Hellenerne tillagde Kunstnerens Værk en selvstændig Værdi, og i Blomstringstiden efter Perserkrigene, i 5.-4. Aarh., blev Marmor-G. saare alm. og deres Former mangeartede. Der forekommer hele Statuer, Dyrebilleder, sørgende Slaver og Sirener. Hyppigere er dog Offerborde med Grav-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
