Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gravmæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indtil en Snes Statuer af en enkelt Person i
samme Grav. Paa Gravkamrenes Vægge
fremstilles Marker, Landsbyer, Hyrder og Bønder,
som bringer Naturalafgifter til den gravlagte
Stormand, alt sikkert med den Tanke, at
disse Billeder af Livets Nødvendigheder og
Goder kunde komme Sjælen til Gode.
Pyramiderne for Faraonerne paa det ældste Riges
Tid er de største og mest imponerende
Mindesmærker, der nogensinde er rejste og
samtidigt byggede Stormændene mindre
Pyramider ell. huslignende Gravbygninger,
Mastaba’er, ell. man huggede sig Kamre i
Klippeskrænterne. Ved ell. i Gravbygningen
indrettedes foruden det egl. Gravkammer et. ell. fl.
a. Rum, og i det forreste af disse, som var
tilgængeligt for alle, kunde Gravofret bringes
af de Efterlevende. En i Relief antydet
Blenddør skulde tillade Sjælen at færdes ud og ind,
og over denne Blenddør ses hyppigt den Døde
afbildet, siddende ved det opdækkede
Offerbord. Senere i Tiden (c. 2000 f. Kr.), da det
gik af Brug at bygge Pyramider og Mastaba’er,
og da disse erstattedes af mindre Anlæg, f. Eks.
Smaahuse med spidse Tage, genfinder vi endnu
det aabentstaaende Kammer med dets rige
Udsmykning. Men hyppigere var det at samle de
vigtigste Billeder paa en Gravtavle, en flad
Sten i Steleform, med fordybede ell. blot
malede Fremstillinger og Hieroglyffer; Tavlen
anbragtes i en Vægniche, og i første Række var
dens Bestemmelse at vedligeholde Mindet om
Dødeofret. Paa de ældre Tavler, fra det
mellemste Riges Tid, afbildedes sædvanligt den
Afdøde og hans Hustru siddende Side om Side
ved Offerbordet, og først under det ny Rige
findes mere Afveksling, idet man foruden
Offermaaltid o. a. Gravceremonier ofte
fremstiller den Døde bedende til en af Underverdenens
Guder. Tavlerne fra den saitiske Tid bærer
næsten udelukkende den sidstnævnte
Fremstilling. Under Ptolomæernes og Romernes
Herredømme blev selv Gravtavlerne sjældne; efter
at den sidste, c. 525 f. Kr. afsluttede
Selvstændighedsperiode havde medført en kort
Opblomstring af de større Gravbygninger, svækkedes
Interessen for Gravens Udsmykning, og
haardest synes denne Nedgang at have ramt det,
der for Ægypterne maatte være det mindst
betydningsfulde, det synlige G. (Litt.: se
ægypt. Arkæologi).
I Sammenligning med Ægypterne har de
asiatiske Oldtidsfolk kun ringere
Bet. for G.’s Forhistorie. Babylonerne og
Assyrerne synes overhovedet ikke at have rejst
G. Perserne turde som Tilhængere af
Zoroaster’s Lære ikke besmitte noget Element,
hverken Jord, Vand ell. Ild, med Ligene, der
bragtes op paa Tavshedens Taarn (Dakhma), hvor
Kødet fortæredes af Gribbe og de
tiloversblevne Knogler siden kastedes ned i Taarnets
Stenkælder, og kun et Par store Gravbygninger
tyder paa, at enkelte Konger har brudt denne
Skik (den saak. Kyros’ Grav ved Murghab, Dareios
I’s mægtige Gravmæle ved Nakh-i-Rustem, hvor
selve Graven er hugget ind i Klippen og
saaledes nogenlunde kan siges at respektere
Zoroaster-Lærens Gravbud). Ejheller Jødefolket
synes at have rejst G. over deres Grave, og de
enkelte større Gravbygninger, som findes i
Palæstina, tilhører Perioden efter Eksilet og
vidner om gr.-lilleasiatisk Indflydelse. Dette
gælder saaledes en Del Gravanlæg ved Oliebjergets
Fod. Mere betegnende for Jødefolkets
Tankegang er den i Biblen nævnte Skik at kalke
ukendelige Grave, for at den Forbigaaende kunde
vogte sig for dem og undgaa at blive uren ved
at berøre dem.
Denne østerlandske Afsky for den urene Grav
har da hos disse asiatiske Oldtidsfolk været
saa stærk, at den har hindret rigere Udvikling
af G. Anderledes var Forholdene i Lilleasien
hvis forsk. Folkeslag har efterladt sig baade
Jordhøje, Klippegrave og fritstaaende
Gravhuse, helt udhuggede i selve Klippen. Frygiens
Klippefacader (f. Eks. den saakaldte
Midas-Grav) overbroderes af tæppeagtige,
ornamentale Mønstre, Lykiens tilsvarende Værker
efterligner tømrede Træhuse (jfr
Bygningskunst, Bd IV, S. 315 ff.).
Langt større Interesse for os har Udviklingen
i Grækenland, som førte til en Blomstring
af G.’s Kunst, hvis ædle og fornemme Skønhed
næppe er naaet af nogen senere Periode.
Allerede fra den mykeniske Tid kender vi ikke
blot kuppelbyggede, underjord. Gravrum, som
det saakaldte Atreus’ Skatkammer i Mykenai o. l.
Anlæg i Orchomenos, Menidi o. a. St., men
ogsaa virkelige G. Kongegravene i Mykenai, hvori
Schliemann 1876 gjorde sine store Guldfund,
omgives af en ringformet Indhegning af
Stenplader, inden for den har der staaet et
cirkelrundt Stenalter over en af Gravene, og Pladsen
for de andre har været markeret af
lodretstaaende, flade Stenplader, Steler, som over
Kvindegravene var udekorerede, over
Mandsgravene prydede med Spiralornamenter og
Jagtscener i ganske fladt Relief. Netop denne
Monumentform, Stelen, som nævnes hos
Homer, for hvem »Gravhøj og Støtte er de Dødes
Ære«, møder vi igen Aarh. senere i den egl.
helleniske Kultur, da Gravpladserne gerne
anlagdes nær de store Landeveje uden for
Stædernes Porte. Paa Gravene foran Athens
Dipylonport, fra 8.—7. Aarh. f. Kr., har der endnu
kun været anbragt store Lerkar, som sikkert
har tjent til at modtage Dødeofret; gerne er de
uden Bund, saa at det, man gød i dem, kunde
komme i umiddelbar Berøring med Graven, og
paa adskillige findes malede Fremstillinger af
Ligtog og Ceremonier. Fra 6. Aarh. findes
derimod i Attika bevaret enkelte Steler af
Marmor i arkaisk Stil (I, Fig. 1); deres lange, høje
Flader fyldes af en enkelt Figur i ganske lavt,
farvelagt Relief ell. endogsaa blot malet; et
Navn i Ejeform meddeler, hvis G. vi staar over
for, men ved Siden af den Dødes Navn kan vi
træffe en ret fremtrædende Kunstnersignatur;
trods al Ubehjælpsomhed viser disse enkelte
arkaiske Aristokratsteler, hvorledes Hellenerne
tillagde Kunstnerens Værk en selvstændig
Værdi, og i Blomstringstiden efter Perserkrigene, i
5.—4. Aarh., blev Marmor-G. saare alm. og
deres Former mangeartede. Der forekommer hele
Statuer, Dyrebilleder, sørgende Slaver og
Sirener. Hyppigere er dog Offerborde med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
