Print (PDF) - On this page / på denna sida - Gravmæle ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gravmæle - 70 - vaser, ikke at forstaa som Askeurner, men enten som Olieflasker (Lekythoi) ell. som Vandkar (Lutrophoroi), der brugtes ved Brudebadet og derfor forbeholdtes dem, som døde i ugift Stand. Meget yndede var ogsaa Steler af Ign. Dimensioner som de gammelattiske, men mere arkitektonisk udformede og i Reglen kronede af en Palmette ell. en gavlagtig Afslutning. Baade Vaser og Steler er jævnligt smykkede med Smaarelieffer, som nu viser os fl. Figurer i indbyrdes Sammenspil, og netop den helle-niske Interesse for Skulpturen førte til, at Stelen gjordes bredere, og at den, med Bevarelse af en beskeden arkitektonisk Ramme, forvandledes til et stort Relief, hvis Figurer fylder hele Fladen (I, Fig. 2). Mellem disse Relieffer findes de ypperste Repræsentanter for attisk G.-Skulptur; selv haandværksmæssige, i Enkelthederne flygtige Arbejder kan være prægede af ædel Smag. Ofte ser vi den Døde afbildet i sin daglige Syssel, den lille Pige med sin Dukke, den unge Mand med Gymnastikerens Olieflaske og Skrabejern, Haandværkeren ved sit Arbejde, Soldaten i Kamp. I Gruppereliefferne faar Sorgen ved Dødens Skilsmisse et behersket, kunstnerisk dæmpet Udtryk; den gl. Fader ser bedrøvet paa sin unge Søn; Slægtninge rækker hinanden Haanden til den sidste Afsked, saaledes som den Døende efter gr. Skik gjorde det paa Dødslejet. Men lige saa lidt som der er stærk Portrætlighed, lige saa sjældent er Dødsscenen realistisk gengivet. De, der døde i ældre Alder, afbildedes gerne siddende, de unge derimod staaende, som skulde de drage bort paa en lang Rejse. Stundom er den Døde ved at tilhylle sit Hoved; Kvinderne ifører sig deres Smykker; de Efterlevende lægger sørgende Haanden til Kinden. I det enkelte kan Forklaringerne af Figurernes Sammenspil volde Vanskelighed, og ikke altid opklares de ved de korte Gravskrifter, der indeholder nogle Afskedsord ell. lader Graven tale til den Forbi-vandrende. — Henimod Aar 300 f. Kr. sluttede den attiske G.-Kunsts herlige Blomstring ret brat; under Athens Tilbagegang kunde Tyrannen Demetrios foreskrive, at man nu paa Gravene kun maatte anbringe en lille Søjle, et Bord ell. en beskeden Tavle, og denne Forordning blev mærkelig nok overholdt. Ved Siden af disse attiske G. fandtes i Hellas andre Former. Berømt er den taarnhøje Gravbygning, som Mausollos, Kariens Hersker, lod sig bygge ved Hjælp af gr. Kunstnere og Haandværkere, og efter hvilken lgn. mægtige Gravanlæg har faaet deres klassiske Navn, Mausoleum. I hellenistisk Tid rejstes i det hele hyppigt kapel- ell. husagtige Gravbygninger, og samme pragtelskende Periode kendte ligeledes Sarkofager, der ikke sænkedes i Jorden, men kunde staa frit, paa een Gang Grav og G. Sarkofagtypen, der utvivlsomt skyldes ægypt. Paavirkning, forædledes ogsaa af den gr. Kunst; dens Sider og Gavle smykkedes med Relieffer, medens Laaget formedes som. et Tempeltag. Skønnest er den saakaldte Alexander-Sarkofag, fundet i Fyrstegravene i Sidon, men udført af en gr. Kunstner c. 320 f. Kr. (smlg. I, S. 472). Trods stærk Paavirkning fra Hellas havde Etrurerne kun ringe Interesse for Mindesmærkerne over Jorden; de kunde vel bruge Gravtavler ell. Steler, men disse er i Reglen ganske smaa og uanselige, f. Eks. en lille rundet Sten paa et profileret Fodstykke, og ligesom Ægypterne lagde de Hovedvægten paa Gravkamrets Indre. Allehaande Vaaben og Nyttegenstande, selv Møbler, fulgte de Døde med i Graven. Hvad enten Gravrummet muredes eller huggedes ned i den bløde Klippegrund, dannedes det som en Efterligning af de Levendes Boliger; Lofternes Bjælkekonstruktioner eftergjor-des i Stenen, Væggene smykkedes med Malerier, og langs dem indrettedes Bænke, hvorpaa Askebeholderne ell. Kisterne kunde opstilles. Ogsaa paa selve disse anvendtes megen Omhu; de ældste, runde Urner kunde have Laag, formede som Menneskehoveder, og staa paa Fodstykker i Form af Kubestole; senere formede man gerne Kisterne som Sarkofager af Sten ell. Ler, hvis Forsider smykkedes med allehaande Relieffer, medens der paa Laaget modelleredes liggende Portrætfigurer af den Afdøde. Udførelsen kan ofte være raa og ubehjælpsom, men er stundom præget af en forbavsende Realisme. Indskrifterne nøjes i Reglen med blot at meddele Navne (I, Fig. 3). Ligesom Etruskerne brugte Romerne Ligbrænding og Ligbegravelse jævnsides hinanden, og først i 2. Aarh. e. Kr. gik Brændingen helt af Brug. Da de etrurisk-italiske Traditioner yderligere mødtes med Paavirkninger fra Hellas og Orienten, blev Romernes Gravformer mange og forskelligartede. Ligesom i Hellas fulgte Gravene Vejene uden for Byerne (Gravgader, Via Appia), og da Samfundets Vækst havde fremtvunget Brugen af underjordiske Massebegravelser, Columbarier for Askeurner og Katakomber for ubrændte Lig, anlagdes ogsaa disse uden for Stæderne. Selve Urnerne kunde være smykkede og have Form som et lille Hus. Sarkofagerne, der paa Republikkens Tid kun brugtes sjældent, smykkedes fra først af kun ornamentalt (som, f. Eks. Scipio Barba-tus' Sarkofag fra 3. Aarh. f. Kr.), men i 2. Aarh. e. Kr. blev de overvældende hyppige, og de store Marmo i-kister (II, Fig. 1) smykkedes da med vrimlende Figurrelieffer, forestillende allehaande mytol. Scener, som ofte kun har fjern og usikker Forbindelse med deres egl. Bestemmelse. I Modsætning til de gr. har de rom. Sarkofager i Reglen fladt Laag og nøgen Bagside; de er ligesom, de etruriske beregnede til Opstilling inde i Gravrummene. Kejsere som Augustus og Hadrian rejste sig vældige kreds-runde Mausoleer (Moles Hadriani, Engelsborg); et Stormandsmausoleum af samme, opr. etruriske Grundform er Cecilia Metella's ved Via Appia. Berømt er ogsaa Cestiiis-Pyramiden, hvis ægyptiserende Form dog kun forekommer sjældent. I Reglen er de mindre rom. Gravhuse enten simple firkantede Rum, der kan være kronede af en taarn?gtig Overbygning (Juliernes Monument i S. Rémy), ell. hele Smaatempler, med Søjler og ydre Trappe (Templum dii Redicull i Rom) ell. Forstørrelser af G. i snævreste Forstand. Disse sidste kan være virkelige Gravaltre med Gydehul til Drikoffer, men hyp-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
