Print (PDF) - On this page / på denna sida - Gravmæle ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 71 — Gravmæle pigere er Gipper i Form af Altre, runde Søjleskafter, Halvsøjler og Prismer og især Steler. Saadanne G. rejstes i Mængde af Mellemklassen rundt om i de rom. Prov., baade af Civile og af Militære, og hyppigt er der i Stelerne hugget Busterelieffer af den Afdøde. Romernes ofte ypperlige, men altid nøgterne og realistiske Portrætkunst svarer godt til de klare, forretningsmæssige Indskrifter, der ikke glemmer Embedstitlerne, og viser den dybe Modsætning mellem hellenisk og rom. Aand (I, Fig. 4). De ældste Kristne maatte i Følge Forholdene rette sig efter den rem. Underklasses Gravskikke, Ligbrændingen selvfølgelig undtagen, og i de kristne Katakomber nøjedes man med at ridse et Navn, et fromt Ønske ell. et kristeligt Symbol i de glatte Sten, hvormed Væggenes Nichegrave lukkedes. Men efterhaanden som den ny Tro kæmpede sig opad i Samfundet og vandt sin officielle Sejr, blev Gravudsmykningen rigere. Martyrgravene fremhævedes ved Arkitektur, Maleri og lange Indskrifter, og kristne Marmor sarkofager forekommer hyppigt; i Rom er der ikke mindre end 500 og mellem dem mange med figurlig Udsmykning, som kan kappes med de samtidige hedenske. Medens Herskere endnu kunde bygge sig Gravkirker ell. Kapeller (Galla Placidia's og Theodorik's G. i Ravenna), blev Sarkofagen den sejrende Kirkes typiske G.-Form, der forekommer baade i Ravenna og senere hos Occidentens ny Folkeslag, Longobarder og Franker. Da Kristendommen ved Beg. af M i d d e 1-a Ideren endelig ogsaa vandt Indpas blandt det nordlige Europas Folkeslag, satte den snart Bom for Gravlægning i Høj og hedensk Jord, og Skibssætninger, Stenkredse o. a. 1. Mindesmærker maatte gaa af Brug. Men idet de Kristnedes Grave nu samlede sig paa de viede Kirkegaarde, holdt den oprejststaaende Mindesten sig dog længe, enten den vatr en kløvet Stenhelle ell. en raa Kampesten. I de skandinaviske Lande findes ikke faa kristelige Runesten, der inden for Danmarks Grænser forekommer særlig talrigt paa Bornholm. Det lod-retstaaende G. kunde ogsaa kristnes derved, at det huggedes i Korsform, som det især blev Skik paa de britiske Øer, hvor disse Monumenter baade kan bære irske Ogham-Indskrif-ter, lat. Bogstaver og Runer, ofte prydede med rige keltiske Ornamenter. Hyppigere blev paa den ældre Middelalders Kirkegaarde dog det liggende G., der stundom kan være kombineret med det staaende derved, at der for Enderne af en lang Sten er rejst mindre, lodrette (f. Eks. Bispegraven i Sjørring). Oprindelsen til det liggende G. er formodentlig selve den stensatte ell. af en Sten hugne Grav-kistes Laag; derfor kan den ældre Middelalders Gravsten snart være ryggede, snart tagformede, ligesom de tagstillede Sten, hvormed Kisterne dækkedes, snart helt flade. I Danmark er de gerne huggede af Granit og oftest mærkede med et ell. fl. Kors; meget hyppigt skrift-løse ell. kun med en ganske kort Gravskrift i Majuskler; rigere Skulptur forekommer dog ogsaa, og stundom kan man finde længere lat. Vers (Figurstenen over Biskop Herman i Lund, d. c. 1146; Liden Kirsten og Buris' Grav i Vestervig [III]). Opr. holdt Kirken streng Justits med Begravelser inde i selve Kirkerummet; kun Altret blev Helgenens Grav. Men Ønsket om at afvente Opstandelsen saa nær som muligt det allerhelligste blev dog efterhaanden stærkere end Principperne. Høje Gejstlige, Kirkernes Stiftere ell. Velgørere, Regenter og Fyrster fik Lov til at hvile inden for Murene, og efter dem fulgte alle de, der kunde og vilde betale. Idet Gravene saaledes i stort Tal anlagdes under Kirkegulvet, maatte det liggende G. blive det hyppigste, og ved Midten af Middelalderen (13.—14. Aarh.) fik Gravstenen gerne den fladest mulige Form, saaledes som det krævedes af Cistercienserne allerede 1194; Figurer og Indskrifter ridsedes i Kalkstenen med fordybede Linier, saa at enhver kunde gaa over dem. Endnu paa denne Tid bevarede Gravstenene en Mindelse af Kistelaaget, idet de gerne var tra-pezformede, bredere ved Hoved- end ved Fodenden, ganske som de Gravkister, hvorover de var lagte (III, Fig. 6). I Løbet aif 14. Aarh. blev dog den rektangulære Form. den sædvanlige, og siden vedblev Gravstenene at være retvinklede. Saa længe Indskrifter og Billeder var fordybede, udfyldtes de for Tydeligheds Skyld ofte med sort Begmasse, saa at de tegnede sig klart mod den graa Sten. Stundom kunde man helt ell. delvis beklæde Stenen med støbte Metalplader, hvis sirlige, ciselerede Arbejde ogsaa holdtes ganske fladt; Messingplader af denne Slags er alm. i Nordtyskland, Nederlandene og England; en ypperlig Repræsentant for Arten er Erik Menved's Mindesmærke i Ringsted. Endnu paa Renaissancetiden kunde Bronzestøberne konkurrere med Stenhuggerne (Peter Vischer's Gravplader), men da støbtes der i Relief. Ogsaa selve Stenene, der vedrAivende udgjorde G.'s store Gros, fik paa ny kraftigere Relief; Minuskelindskrifterne ordnedes som en Bort langs alle fire Kanter; i Reglen med Hjørnefelter, hvori man gerne anbragte de fire Evangelisttegn, og Fladen fyldtes med den Afdødes Vaaben ell. Skikkelse. Figurerne var oftest vist staaende, men jævnlig synes de halvvejs liggende, og under deres Hoveder kan være indskudt en Pude (IV, Fig. 1—2). Denne uklare Blanding stammer fra en anden, fornemmere og sjældnere Form for Middelalderens G., den over Kirkegulvet rejste, sarkofagagtige Tumba, paa hvis Laagplade den Afdødes Statue hviler. De Problemer, som disse Tumba-Statuer stillede den middelalderlige Billedhuggerkunst, formaaede den ikke at løse i naturalistisk Aand, og Resultatet blev i Reglen et Kompromis mellem oprejst og liggende Stilling; Øjnene forbliver aabne, Klædedragten falder som paa en staaende Figur, og Puden bag Nakken er maaske snarest at betragte som en Nødhjælp for at klare Hovedets Stilling. I øvrigt kan disse Tumbaer med deres rigt skulpterede Sider være ypperlige Arbejder, og betegnende for deres Fornemhed er det, at de i Danmark er forbeholdt Kongerne (Kristoffer II og Valdemar Atterdag i Sorø, Kristoffer Valdemarsøn og Margrete i Roskilde); først en af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
