Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gravmæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hyppigere er Cipper i Form af Altre, runde
Søjleskafter, Halvsøjler og Prismer og især Steler.
saadanne G. rejstes i Mængde af
Mellemklassen rundt om i de rom. Prov., baade af Civile
og af Militære, og hyppigt er der i Stelerne
hugget Busterelieffer af den Afdøde. Romernes
ofte ypperlige, men altid nøgterne og
realistiske Portrætkunst svarer godt til de klare,
forretningsmæssige Indskrifter, der ikke glemmer
Embedstitlerne, og viser den dybe Modsætning
mellem hellenisk og rom. Aand (I, Fig. 4).
De ældste Kristne maatte i Følge
Forholdene rette sig efter den rom. Underklasses
Gravskikke, Ligbrændingen selvfølgelig
undtagen, og i de kristne Katakomber nøjedes man
med at ridse et Navn, et fromt Ønske ell. et
kristeligt Symbol i de glatte Sten, hvormed
Væggenes Nichegrave lukkedes. Men
efterhaanden som den ny Tro kæmpede sig opad i
Samfundet og vandt sin officielle Sejr, blev
Gravudsmykningen rigere. Martyrgravene
fremhævedes ved Arkitektur, Maleri og lange
Indskrifter, og kristne Marmor sarkofager
forekommer hyppigt; i Rom er der ikke mindre end
500 og mellem dem mange med figurlig
Udsmykning, som kan kappes med de samtidige
hedenske. Medens Herskere endnu kunde
bygge sig Gravkirker ell. Kapeller (Galla Placidia’s
og Theodorik’s G. i Ravenna), blev Sarkofagen
den sejrende Kirkes typiske G.-Form, der
forekommer baade i Ravenna og senere hos
Occidentens ny Folkeslag, Longobarder og Franker.
Da Kristendommen ved Beg. af
Middelalderen endelig ogsaa vandt Indpas blandt
det nordlige Europas Folkeslag, satte den snart
Bom for Gravlægning i Høj og hedensk Jord,
og Skibssætninger, Stenkredse o. a. l.
Mindesmærker maatte gaa af Brug. Men idet de
Kristnedes Grave nu samlede sig paa de viede
Kirkegaarde, holdt den oprejststaaende
Mindesten sig dog længe, enten den var en kløvet
Stenhelle ell. en raa Kampesten. I de
skandinaviske Lande findes ikke faa kristelige
Runesten, der inden for Danmarks Grænser
forekommer særlig talrigt paa Bornholm. Det
lodretstaaende G. kunde ogsaa kristnes derved, at
det huggedes i Korsform, som det især blev
Skik paa de britiske Øer, hvor disse
Monumenter baade kan bære irske
Ogham-Indskrifter, lat. Bogstaver og Runer, ofte prydede med
rige keltiske Ornamenter.
Hyppigere blev paa den ældre Middelalders
Kirkegaarde dog det liggende G., der stundom
kan være kombineret med det staaende derved,
at der for Enderne af en lang Sten er rejst
mindre, lodrette (f. Eks. Bispegraven i Sjørring).
Oprindelsen til det liggende G. er formodentlig
selve den stensatte ell. af en Sten hugne
Gravkistes Laag; derfor kan den ældre
Middelalders Gravsten snart være ryggede, snart
tagformede, ligesom de tagstillede Sten, hvormed
Kisterne dækkedes, snart helt flade. I Danmark
er de gerne huggede af Granit og oftest
mærkede med et ell. fl. Kors; meget hyppigt
skriftløse ell. kun med en ganske kort Gravskrift i
Majuskler; rigere Skulptur forekommer dog
ogsaa, og stundom kan man finde længere lat.
Vers (Figurstenen over Biskop Herman i Lund,
d. c. 1146; Liden Kirsten og Buris’ Grav i
Vestervig [III]).
Opr. holdt Kirken streng Justits med
Begravelser inde i selve Kirkerummet; kun Altret
blev Helgenens Grav. Men Ønsket om at afvente
Opstandelsen saa nær som muligt det
allerhelligste blev dog efterhaanden stærkere end
Principperne. Høje Gejstlige, Kirkernes Stiftere
ell. Velgørere, Regenter og Fyrster fik Lov til
at hvile inden for Murene, og efter dem fulgte
alle de, der kunde og vilde betale. Idet
Gravene saaledes i stort Tal anlagdes under
Kirkegulvet, maatte det liggende G. blive det
hyppigste, og ved Midten af Middelalderen (13.—14.
Aarh.) fik Gravstenen gerne den fladest
mulige Form, saaledes som det krævedes af
Cistercienserne allerede 1194; Figurer og
Indskrifter ridsedes i Kalkstenen med fordybede
Linier, saa at enhver kunde gaa over dem.
Endnu paa denne Tid bevarede Gravstenene en
Mindelse af Kistelaaget, idet de gerne var
trapezformede, bredere ved Hoved- end ved
Fodenden, ganske som de Gravkister, hvorover de
var lagte (III, Fig. 6). I Løbet af 14. Aarh. blev
dog den rektangulære Form. den sædvanlige, og
siden vedblev Gravstenene at være retvinklede.
Saa længe Indskrifter og Billeder var
fordybede, udfyldtes de for Tydeligheds Skyld ofte
med sort Begmasse, saa at de tegnede sig klart
mod den graa Sten. Stundom kunde man helt
ell. delvis beklæde Stenen med støbte
Metalplader, hvis sirlige, ciselerede Arbejde ogsaa
holdtes ganske fladt; Messingplader af denne
Slags er alm. i Nordtyskland, Nederlandene og
England; en ypperlig Repræsentant for Arten
er Erik Menved’s Mindesmærke i Ringsted.
Endnu paa Renaissancetiden kunde
Bronzestøberne konkurrere med Stenhuggerne (Peter
Vischer’s Gravplader), men da støbtes der i
Relief. Ogsaa selve Stenene, der vedblivende
udgjorde G.’s store Gros, fik paa ny kraftigere
Relief; Minuskelindskrifterne ordnedes som en
Bort langs alle fire Kanter; i Reglen med
Hjørnefelter, hvori man gerne anbragte de fire
Evangelisttegn, og Fladen fyldtes med den
Afdødes Vaaben ell. Skikkelse. Figurerne var
oftest vist staaende, men jævnlig synes de
halvvejs liggende, og under deres Hoveder kan
være indskudt en Pude (IV, Fig. 1—2).
Denne uklare Blanding stammer fra en
anden, fornemmere og sjældnere Form for
Middelalderens G., den over Kirkegulvet rejste,
sarkofagagtige Tumba, paa hvis Laagplade den
Afdødes Statue hviler. De Problemer, som disse
Tumba-Statuer stillede den middelalderlige
Billedhuggerkunst, formaaede den ikke at løse
i naturalistisk Aand, og Resultatet blev i
Reglen et Kompromis mellem oprejst og liggende
Stilling; Øjnene forbliver aabne, Klædedragten
falder som paa en staaende Figur, og Puden
bag Nakken er maaske snarest at betragte som
en Nødhjælp for at klare Hovedets Stilling. I
øvrigt kan disse Tumbaer med deres rigt
skulpterede Sider være ypperlige Arbejder, og
betegnende for deres Fornemhed er det, at de i
Danmark er forbeholdt Kongerne (Kristoffer II
og Valdemar Atterdag i Sorø, Kristoffer
Valdemarsøn og Margrete i Roskilde); først en af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
