Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gravmæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de sidste Ærkebisper rejste sig en Tumba i
Lunds Domkirke. Ogsaa i Udlandet er de
væsentlig forbeholdt Fyrster og høje Gejstlige. En
sjælden Gang kan Figurpladen bæres af Søjler,
og i det hele kan Tumbaerne ofte være tomme
Gravmæler, Kenotafier (II, Fig. 2—3).
Fremdeles kendte Middelalderen Væggrave,
der er sjældne her i Norden, men almindelige
i Italien, som stod den oldkristelige Tradition
nærmere; allerede i 13. Aarh. formedes de her
som Sarkofager under en søjlebaaren Baldakin
og med Statue paa Laaget, en Form, der i 15.
Aarh. endnu var den Grundstamme hvoraf
Renaissancekunstens ædle Marmorgravmæler
udviklede sig (V, Fig. 1—2). Baade i Italien og i
Norden kan allerede i den ældre Middelalder
ogsaa forekomme smaa Skrifttavler, anbragte i
Kirkemurene nær ved Gravene, og maaske p.
Gr. a. sørgelige Erfaringer m. H. t.
Gulvstenenes Slid og Forgængelighed mærkes der
overalt i den senere Middelalder en voksende
Tendens til at flytte G. fra Gulvet til Væggen.
Selve Ligstenene rejser sig og omformes efter
deres nye Plads, som det alm. skete i
Sydtyskland, og paa Væggen hænges den Afdødes
Vaabenskjold ell. en malet Vaabentavle, en enkelt
Gang ogsaa et malet Andagtsbillede.
Renaissance- og Baroktiden
byggede videre paa de middelalderlige Traditioner.
Det gælder den ital. Ungrenaissances skønne
Væggravsepitafier, af hvilke Rosellinos
Brunimonument i S. Croce i Firenze er et af de
ældste og ædleste, medens senere Mino da Fiesole
udførte en Rk. romerske Gravmæler. Overalt
vedblev Tumbaerne at være de fornemste G.
(Cornelis Floris’ Kongemonumenter i Slesvig og
Roskilde [V, Fig. 3]), men de udstyredes nu
hyppigere med store Baldakiner, og den
stigende Rigdom og Luksus paavirkede i det hele
Gravmælekunsten. Her i Danmark naaede kun
faa Adelsmænd, f. Eks. Herluf Trolle, at rejse
sig Tumbaer, før Frederik II forbød denne
Luksus, men i Stedet bekostede man anselige
Epitafier, ofte i særlige, op til de gl. Kirker
rejste Gravkapeller, og i Købstadkirkerne
fyldte Borgerstanden Væggene med malede
Epitafier i udskaarne Trærammer. Men denne
Udvikling af Vægepitafierne fortrængte ingenlunde
Gravstenene (IV, Fig. 3—4) og er at betragte som
et Tillæg til dem, idet man samtidig vedblev at
markere Gravens Plads med en Sten i Gulvet;
de udførlige Indskrifter henviser stundom fra
det ene G. til det andet. Efterhaanden blev dog
Epitafierne Hovedsagen, Gravstenen det
underordnede, og de sidstnævntes egl.
Blomstringstid er herhjemme Tiden om 1550, da deres
Figurrelieffer kan hæve sig til virkelig Kunst; i
Løbet af 17. Aarh. blev Dekadencen meget
tydelig, og kun Borgerlige vedblev, saa længe
Kirkebegravelser holdt sig i Brug, at lægge Gravsten,
hvorpaa Indskriften, der fra 16. Aarh. gerne
anbragtes paa Tværs af Stenen, efterhaanden blev
mere dominerende (VI. Fig. 1) og til Slut
fortrængte al anden Udsmykning. Epitafiernes
Storhedstid fortsattes derimod gennem hele 17.
Aarh.; paa borgerlige Epitafier dominerer vel
Indskrifterne ligesom paa Gravstenene, men
rige Adelsfolk bekostede endnu mægtige
Vægepitafier af Marmor og brogede Stenarter. Over
Militærpersoner ophængtes Gravfaner med
malede Indskrifter; ogsaa Lysekroner og andet
Kirkeinventar kunde tjene som Gravminder, og
endelig inddroges de virkelige Ligkister i selve
Gravmælernes Kreds; da de ikke som i
Middelalderen nedgravedes i Jorden, men stilledes
i en Gravkælder, smykkedes de med
Messingbeslag, Vaabenskjolde og Indskriftplader, og
trods Forbud, der forgæves søgte at ordne
Kisternes Udsmykning efter Rangklasserne, naaede
ogsaa denne Luksus et Højdepunkt omkring
Aar 1700.
Haand i Haand med denne Knopskydning af
Gravmælet gik under Renaissancen og
Barokken en Udvikling af Gravfiguren. Den
middelalderlige Gravfigur, der hverken kan kaldes
død ell. levende og saa godt som aldrig
udtrykker Sindsbevægelser, blev nu enten helt
levende ell. helt død. Italienske
Renaissancekunstnere naaede til at karakterisere den liggende
Gravstatue som sovende, og paa franske
Kongegravmæler vises Ludvig XII, Frants I og
Henrik II med deres Dronninger endogsaa som
halvnøgne Lig. Langt hyppigere var det dog, at
Gravfiguren fik Liv. Højere end alle andre
naaede i saa Henseende Michelangelo med sine
geniale Krigerstatuer til Medicimonumenterne i
Firenze, skønt selve Gravmælerne ligesom den
gigantisk planlagte Tumba over Pave Julius II
kun blev Torsoer af det, som Kunstneren havde
tænkt sig. Men selv jævne nordiske
Stenhuggere gjorde nu deres Gravfigurer mere levende
og portrætagtige. Allerede paa de første danske
Renaissancegravsten staar Figurerne fast og
sikkert paa deres Ben, og selv det paa
Dødedansenes Tid forekommende krasse Memento
mori, Skeletter omgivne af Slanger og Øgler,
afbildes staaende. Paa Epitafiemalerierne, som
i Begyndelsen gerne domineredes af en eller
anden religiøs Fremstilling, hvorunder Mand,
Hustru og Børn knæler i Bøn, trængtes de
bibelske Emner efterhaanden tilbage til noget
ganske underordnet, medens Figurerne fik lige
saa verdslig Karakter som de samtidige
nederlandske Portrætter. Til Slut antog Skulpturerne
paa de seneste store Stenepitafier Louis
XIV-Tidens teatralsk pompøse Hofmandsattituder,
medens de omgivende allegoriske Skikkelser,
grædende Dyder, overvundne Laster og
Knokkelmanden med Le og Timeglas demonstrativt
henleder Opmærksomheden paa den Afdødes
Billede (VI, Fig. 2).
Med Nyklassicismens Gennembrud,
c. 1760—70, slog den bombastiske Barok over i sin
Modsætning; til Overgangstiden hører et Monument
som Frederik V’s i Roskilde, men selv det viser
den ny Tids Trang til at simplificere Gravmælet.
De store Epitafier forsvandt; de fornemste
foretrak anselige, men ret enkelt udstyrede
Stensarkofager, medens Vægepitafierne reduceredes
næsten helt til Skrifttavler, der højt regnet
udstyredes med en Portrætmedaillon. Og endelig
skabtes der ved Gravenes Udflytning fra
Kirkerne til de aabne Kirkegaarde paany
fritstaaende Monumentformer.
Selv bortset fra de middelalderlige Mordkors
har der utvivlsomt fra gammel Tid paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
