- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
73

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gravmæle - Gravnedgang - Gravning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kirkegaardene omkring Kirkerne været Gravminder
over Underklassernes Grave. Men til disse
kender vi kun lidet, da deres forgængelige
Materialer ikke har modstaaet Tidens Tand. De
liggende, rundede Ligtræer, hvis Form minder
om den primitive Træstamme, Trækors eller
Smedejernsstandere, saaledes som den danske
Bondestand endnu i 19. Aarh. rejste dem over
deres Døde, har rimeligvis bevaret Traditioner
af høj Ælde. Jøderne har efter orientalsk Skik
tidligt rejst staaende Sten med hebraiske
Indskrifter, der f. Eks. er bevarede i stort Tal paa
den gl. Jødekirkegaard i Prag og kendes i
tilsvarende, omend yngre Former her i Danmark,
men paa kristne Kirkegaarde er tilsvarende
Sten sjældne og deres Forekomst lokalt
begrænset; paa de nordfrisiske Øer findes smukke
Eksemplarer fra 18. Aarh. Selv i Byer som
Nürnberg, hvis Størrelse tvang til Brugen af
Kirkegaarde, dækkede man helst Graven med
liggende Sten; den typiske Nürnbergske G.-form
var fra Dürers Samtid en noget ophøjet
Gravsten, til hvis Flade der er fæstet et bronzestøbt
Relief med Bomærkeskjold og Indskrift. Og
paa vore danske Kirkegaarde har de ældste
Friluftsg. fuldstændigt bevaret Gravstenformen.
Men da Oplysningstidens hygiejniske Krav
endelig sejrede og da Kirkegaardsbegravelserne
henimod Aar 1800 blev almindelige for alle,
hentede man ikke sine Motiver fra de hjemlige
Underklasseformer, men den herskende
nyklassiske Smag gjorde det til en Selvfølge, at man
søgte til Antikkens Forbilleder, bl. hvilke man
særligt kendte de sentromerske. De yndede
Symboler, Urner, Fakler, Evighedsringe og lgn.,
kunde misforstaas og forfladiges, men man
forstod dog at behandle de laante Elementer med
dekorativ Finsans og fri Opfindsomhed,
saaledes som det f. Eks. kan ses paa Kbhvn’s
Assistenskirkegaard, hvor den første
Rigmandsbegravelse fandt Sted 1785. I Monumenter af
Wiedewelt og Dajon er den sparsomme
Marmorskulptur, en Portrætmedaillon ell. et
allegorisk Relief, ofte smukt sammenkomponeret
med selve Gravmælets Sandstensstøtte. Den egl.
Empiretid efterlignede Antikken mere slavisk;
Hetsch kopierede rom. Cipper; H. E. Freund
fandt tilbage til de gr. Steler. (VI, Fig. 4). Ogsaa
Jerichau og Bissen har udført smukke G. I de
sidste Aartier er Gravmælekunsten blevet ivrigt
dyrket af næsten alle vore betydeligere
Arkitekter og Billedhuggere, ofte i Tilslutning til de
nyklassiske Motiver, men ofte ogsaa med
Benyttelse af romanske Elementer, der særligt
egner sig til Udførelse i Granit. Gravmæler i
Kirker og Kapeller er nu overalt forbeholdt de
fornemste og berømteste, fyrstelige Slægter og
enkelte, særligt fortjente Mænd (Westminster og
St. Paul i London; Panthéon i Paris). I hele
Europa har Kirkegaardsbegravelsernes Sejr i
19. Aarh. præget Gravkunsten, ikke blot i de
protestantiske, men ogsaa i de katolske Lande,
hvor Monumenterne dominerer endnu langt
stærkere end i vore blomstersmykkede
Gravhaver. De ital. Campi santi er overfyldte med
Marmorskulpturer, hvis Kvalitet næppe staar
Maal med Kvantiteten; talrige berømte G.
findes ogsaa paa Père-Lachaise i Paris.

Af den store Speciallitt. kan nævnes:
Milchhofer, »Gräberkunst der Hellenen«
[Kiel 1900]; A. Conze, »Attische Grabreliefs«
[Berlin 1890 ff.]; Holwerda, »Die attischen
Gräber« [Leiden 1899]; J. L. Heiberg,
»Attiske Gravmæler« [Kbhvn 1895]; Bruun, I
rilievi delle urne etrusche
[I—II, 1870—90]; C.
Robert
, »Die antiken Sarkophag-Reliefs«
[Berlin 1890—1904]; Le Blant, Les
sarcophages chrétiens de la Gaule
[Paris 1886];
Romilly Allen, Early Christian monuments of
Scotland
[Edinburg 1903]; Kermode, Manx
Crosses
[London 1907]; J. B. Løffler,
»Danske Gravstene fra Middelalderen« [Kbhvn 1889,
jvfr samme Forf.’s Billedværker over G. i
Roskilde, Ringsted og Sorø]; Julius Lange,
»Den middelalderlige Gravfigur« [i
»Menneskefiguren« 1899, S. 280]; Burger, »Geschichte
des florentinischen Grabmals bis Michelangelo«
[Strassburg 1904]; Schubring, »Das ital.
Grabmal der Frührenaissance« [Berlin 1903]; J.
Werner
, »Gravminder fra Kbhvn’s og
Frederiksbergs Kirkegaarde« [Kbhvn 1912]).
C. A. J.

Gravnedgang er en aaben ell. oftere
overdækket Gang, som i tidligere Tid kom til
Anvendelse ved det regelmæssige Fæstningsangreb,
for at Stormkolonnerne ad denne Vej kunde
føres frem til Angreb paa Brecherampen. G.
udgaar i Reglen fra Angriberens sidste
Løbegrav, den saakaldte Glaciskroning, og føres med
3- ell. 4-dobbelt Anlæg til den tørre Gravs Bund
ell. til den vaade Gravs Vandspejl. Hvis der paa
Kontreskarpen fandtes Murbeklædning, maatte
denne som Regel gennembrydes i fornøden
Udstrækning ved Hjælp af Minesprængninger.
Sch. P.

Gravning udføres for at løsne Jorden og
derved give Luften Adgang, hvad der bidrager
til at bringe den i bedre Kulturtilstand. Ved
G. opnaar man tillige at bringe dybere liggende
Jordlag op til Overfladen, at blande
Staldgødningen med Jorden og endelig at rense Jorden
for Ugræs og Sten, som afsamles. I de senere
Aar er Pløjning af Havejorden bleven ret alm.
og har i de fleste større Gartnerier delvis
afløst G., dels fordi Haandkraften er bleven
dyrere, og dels fordi man nu har betydelig
forbedrede Plove, med hvilke Jordbearbejdningen
kan udføres lige saa tilfredsstillende som med
Spaden. G. udføres Efteraar og Foraar; i første
Tilfælde lægges Jorden med saa ujævn en
Overflade, som det lader sig gøre, for at den kan
drage fuld Nytte af Frostens skørnende
Indvirkning om Vinteren. Paa let Jord undlader
man i Reglen at foraarsgrave, for at den ikke
skal tabe Vinterfugtigheden; paa sværere Jord
er Foraarsgravning inden Saaning ell.
Plantning i Reglen nødvendig. Tilstræber man en
dyb Jordbearbejdning, kan om Efteraaret holl.
G. ell. Kulegravning anvendes. Ved
Kulegravning graves Jorden to Spadestik, og den løse
Jord opskovles; det underste Spadestik lægges
øverst, men man maa passe kun at faa ganske
lidt af den raa Undergrund op til Overfladen,
da der ofte medgaar lang Tid og udfordres
rigelig Gødningstilførsel, før denne kommer i
tilstrækkelig Kultur. Hvor Madjordslaget ikke er
meget dybt, maa derfor i Reglen holl. G.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0089.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free