Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gregor fra Tours - Gregoriansk Kalender - Gregoriansk Kirkesang - Gregorios - Gregorios Thaumaturgos - Gregorius Dagssøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indgød Ærbødighed for Kirken, og Chilperik,
der besad Tours 575—84, kunde ingen Veje
komme med ham. Ved sin Slægt stod han i
Forhold til en gl Tradition, ved sin Stilling
var han kommet i Forhold til sin Samtids
bærende Personligheder, og hans Bosted, den
hellige Martin’s By, var et Brændpunkt for det
kirkelige og det folkelige Liv i Frankrig; en
Mand som han havde noget at fortælle, og om
end hans Dannelse ikke stod i Forhold til hans
Viden, er hans Værk Historia (ecclesiastica)
Francorum (Frankernes [Kirke] Historie) i 10
Bøger Hovedkilden til Merovingertidens
Historie og han selv den fr. Historieskrivnings
Fader. Af mindre Værd er en Del
Helgenhistorier fra hans Pen, men de giver dog
interessante Bidrag til Kirkens og Kulturens
Historie. En fuldstændig og kritisk Udg. af
G.’s Skr er besørget af Arndt og Krusch
i Scriptores rerum Merovingicarum, I
(Hannover 1884). Historia Francorum er overs. paa
Tysk af W. Giesebrecht i
»Geschichtsschreiber der deutschen Vorzeit« (VI. Jahrh.,
4. Bd [Berlin 1851]) og paa Fransk af
Bordier (L’Histoire des Francs [Paris 1859—61]).
(Litt.: Loebell, »G. von Tours und seine
Zeit« [2. Opl., Leipzig 1869]; »G. f. T.’s
Frankerkrønike«, overs. af J. P. Jacobsen [Kbhvn
1916]).
L. M.
Gregoriansk Kalender, se Kalender.
Gregoriansk Kirkesang, den fra de første
kristne Aarh. stammende, endnu i Brug
værende liturgiske Sang i den kat. Kirke. For
Musikhistorien er den g. K. af betydelig
Interesse, fordi den iflg. sin tidlige Oprindelse maa
antages at staa i nøje Forbindelse med
Musikken i den gr. og rom. Oldtid, og den
danner Udgangspunktet for den senere europ.
Kunstmusik. De ældste skriftlige Optegnelser
af g. K. kan føres tilbage til 9. Aarh., og
Stiftsbiblioteket i Skt Gallen mener i et Antifonar
at besidde en autentisk Afskrift af selve det af
Pave Gregor forfattede Originalhaandskrift.
Nodeskriften i disse ældste Optegnelser er
overalt de saakaldte »Neumer«. Den g. K. omfatter
et meget betydeligt Antal Sange, over Tusinde,
og anvendes for hver Dag hele Kirkeaaret
rundt i den kat. Kirke. Fra gl Tid inddeles
den i Accentus, der synges i Kollekttone (Epistel,
Evangelium, Lektioner, Bønner etc.), og
Concentus, den musikalsk udviklede Del af Sangen.
Det er Recitationssang, nøje knyttet til Teksten,
flg. Ordets naturlige Fald med Betoning og
Ikke-Betoning, fri i Rytmen som det oratoriske
Foredrag. Senere i Middelalderen, da den
flerstemmige Kunstmusik kom op, blev den g. K.
benyttet som det Grundlag, den Cantus firmus,
paa hvilken de kontrapunktiske Tonebygninger
blev opførte. Praktiske Hensyn medførte, at
denne Cantus firmus blev afsunget i lige lange
Toner, og den fri oratoriske Rytme gik
saaledes efterhaanden tabt for den g. K., der
udartede til den saakaldte Cantus planus,
Koralsangen med lige lange Toner. Først i den nyere
Tid er Interessen vaagnet for at føre denne
ældgamle Sang tilbage til sin opr. rytmiske
Skikkelse. Af den g. K.’s Rekonstruktion har
navnlig Benediktinerne i Solesmes i
Nordfrankrig indlagt sig Fortjeneste. — Efter den alm.
Antagelse skulde den g. K. stamme fra Pave
Gregor den Store (d. 604), idet han skulde have
samlet disse Kirkesange rundt omkr. fra, givet
dem endelig Form og kodificeret dem. Ved den
belg. Musikolog F. A. Gevaert’s Undersøgelser
er der dog rokket ved denne Antagelse, idet
han kommer til det Resultat, at den g. K. har
faaet sit Navn efter en af de senere Paver,
enten Gregor II (d. 731) ell. Gregor III (d. 741),
en Hypotese, der dog er stærkt bestridt fra
kat. Side. Spørgsmaalet kan endnu ikke siges
at være endelig oplyst. (Litt.: Dom Joseph
Pothier, Les Mélodies Grégoriennes
[Tournay 1881]; F. A. Gevaert, Les origines du
chant liturgique de l’église latine [Gand 1890];
P. Wagner, »Einführung in die gregor.
Melodien«, I, 3. Udg. [1911]).
A. H.
Gregorios, gr. Patriark, f. 1739 i Arkadien,
d. 22. Apr. 1821 i Konstantinopel, blev 1784
Biskop i Smyrna og 1795 Patriark. Da han 1798
mistænktes for Forstaaelse med
Franskmændene, blev han forvist til Klostrene paa Athos,
hvor han hengav sig til videnskabelige Sysler.
1806 blev han tilbagekaldt og viste 1807 stor
Iver for Konstantinopels Forsvar imod den eng.
Flaade, men blev alligevel n. A. igen forvist
indtil 1819, da han for 3. Gang indsattes i sit
Embede. Da den gr. Opstand udbrød Marts
1821, var han, skønt han i Hjertet
samstemmede med sine Landsmænds Frihedstrang, svag
nok til at lyse dem i Kirkens Band, men kunde
dog ikke derved fjerne Mistanken for
Forræderi. Paaskemorgen blev han efter Sultanens
Bud i fuldt Ornat hængt uden for Hovedkirken
i Fanar tillige med 3 andre Bisper og 8 Præster,
efter at den indkaldte Synode havde ladet sig
true til at afsætte ham. Liget blev mishandlet
af den tyrk. Pøbel og 3 Dage senere af Jøder
slæbt gennem Gaderne og kastet i Havet, men
optoges af et gr. Skib og førtes til Odessa,
hvor den russ. Kejser lod det højtidelig
jordfæste. G. har overs. Paulus’ Breve paa
Nygræsk. Hans Martyrdød fremmede Grækenlands
Frigørelse.
E. E.
Gregorios Thaumaturgos [-ta^u-]
(»Undergøreren«), gr. Kirkelærer i 3. Aarh., d. c. 270.
G. fødtes i Neokæsarea i Pontus og hed egl.
Theodoros. 231 blev han Kristen, var c. 8 Aar
i det pælæstinensiske Kæsarea for at undervises
af Origenes, hvem han elskede, »som Jonathan
elskede David«. 244 blev han Biskop i
Neokæsarea, og han virkede med stor Iver for
Kristendommens Udbredelse i Pontus. Da han
blev Biskop, var der 17 Kristne i Neokæsarea;
da han døde, var der kun 17 Hedninger smst.
(Litt.: Ryssel, »G. T.’s Leben und seine
Schriften« [Leipzig 1880]; P. Kötschau, »Zur
Lebensgesch. Gregors des Wunderthäters« i
»Zeitschr. f. wissenschaftl. Theol.« [1898]).
L. M.
Gregorius Dagssøn, norsk Lendermnnd i
Midten af 12. Aarh., yngre Søn af Dag
Eilivssøn, som kæmpede for Magnus Barfod i Irland
1103. G. ejede Bratsberg ved Skien og sluttede
sig tidligt til Kong Inge Haraldssøn, hvis bedste
Støtte han blev i Kampen mod hans ældre
Brødre Eystein og Sigurd. G. var den
mægtigste Lendermand i Viken og skildres som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
