Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grétry, André Erneste Modeste - Gretsch, Nikolaj Ivanovitsch - Gretschaninov, Alexander - Grettir Ásmundsson - Grettissaga
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Anbefaling af Voltaire — at drage til Faris, for
der, skønt helt ukendt, at forsøge sig som
Operakomponist. Efter Kampe og Skuffelser naaede
G. dog alt 1768 at faa sin Opera Le Huron
opført væsentlig ved den svenske Gesandt, Grev
Creutz’s Bistand. Dette »Prøvestykke blev et
Mesterstykke, der straks satte Komponisten i
Række med de allerførste« (Baron Grimm’s
Korrespondance), og hurtig fulgte nu en Række
komiske Operaer, der befæstede og øgede G.’s
Ry, indtil han 1784 med sin Richard, Coeur de
lion stod som en af Frankrigs populæreste
Komponister. Denne Opera opførtes utallige
Gange og dukker endnu fra Tid til anden op
paa Opéra comique’s Repertoire. Bl. G.’s andre
Operaer fra denne Tid skal nævnes: Les deux
avares (1770), Zemire et Azor (1771), L’amant
jaloux (1778), Aucassin et Nicolette (1779),
Colinette à la Cour (1782) og Raoul Barbe-Bleu
(1789). Under Revolutionen toges G.’s Talent i
Brug til Arbejder som Denys le Tyran (1794),
La fête de la raison (s. A.), men efter denne
Tid aftog G.’s Popularitet kendelig; med sin
mangelfulde teoretiske Uddannelse og den ringe
Vægt, han (til Dels som Følge deraf) lagde paa
sine Operaers Orkestration, kunde han ikke
hævde sig over for ny opdukkende
Komponister som Méhul og Cherubini. Dog vedblev man
at opføre hans ny Operaer om end med
svindende Held indtil 1803, da hans sidste Værk
Delphis et Mopsa fremkom. G., der ingen
offentlig Stilling beklædte, medens han vel i Tidens
Løb var bleven overøst med al mulig officiel
Anerkendelse (en Gade opkaldtes efter ham,
hans Buste opstilledes i Opéra-comique’s
Vestibule), trak sig herefter tilbage til sin Ejendom,
Rousseau’s »Ermitage« i Montmorency. Dog
oplevede han en ny Glansperiode, idet den
udmærkede Sanger Elleviou fik hans bedste
Operaer genoptagne, og Napoleon bevilgede ham
en anselig Statsunderstøttede. G. har foruden
Operaer komponeret en Del Kirkemusik,
Symfonier, Kvartetter og Sonater og har endelig
efterladt sig et interessant Skrift: Mémoires ou
Essais sur la musique, der, bortset fra
Forfatterens Selvbehagelighed, har baade historisk og
absolut Værdi. En Statue af G. er opstillet i
hans Fødeby (1842).
G.’s Operaer satte Kronen paa den
Udvikling af den fr. komiske Opera, der fra
d’Auvergne og Duni strakte sig over Monsigny og
Philidor til G. Denne overgik alle sine
Forgængere og er den ypperste (klassiske)
Repræsentant for den ældre Opéra-comique. I de
større Operaformer havde G. aldrig Held, men
i den lette Genre besad han alle de afgørende
Fortrin: Melodirigdom, indtagende Ynde og
Vid, klar og fin harmonisk Sans og ikke mindst
dramatisk Evne og vaagen Interesse for
Tekstbehandling og Deklamation. I mange
Henseender var Gluck et Forbillede for G. (pour bien
faire il faudra l’imiter, skriver han selv); til
en vis Grad var G.’s Mission en lignende som
Gluck’s, og den Indvirkning, han fik paa den
komiske Opera i Frankrig, fuldt saa
vidtrækkende som Gluck’s paa den store Opera;
Aartier igennem var G.’s Opera Mønsteret for den
franske Opéra-comique. selv efter at andre
Indflydelser havde gjort sig gældende ved dens
Udvikling. Herfra G.’s store Navn i den fr.
Musiks Historie. Som betydningsfuldt maa det
endvidere fremhæves, at med G.’s Opera
traadte det egl. komiske Moment i
Opéra-comique’en en Del i Skygge, idet han i
Overensstemmelse med hele Tidsaanden valgte —
oftest let rørende — Sujetter hentede fra det
borgerlige ell. landlige Liv, hvorhos han lagde
mere Vægt paa »Handlingen« og de dramatiske
Motiver i sine Operaer end paa de komiske
Figurer og Situationer. Biografier af Ed.
Grigoir, M. Brenet, H. de Curzon (1907 i
Musiciens célèbres) m. fl.
W. B.
Gretsch [grjet∫], Nikolaj Ivanovitsch,
russ. Forf. (1787—1867), tilhørte en oprindelig
bøhmisk Familie. I en ung Alder kastede han
sig over litterære Studier og blev Lærer i russ.
Sprog og Litteratur ved Gymnasier. 1830
ansattes han i Indenrigsministeriet, hvorfra han
1836 overflyttedes til Finansministeriet. Han
foretog fl. Rejser til England, Frankrig og
Tyskland bl. a. for at studere disse Landes
Skolevæsen. 1812 grundlagde han Tidsskriftet
»Fædrelandets Søn«, som han redigerede til
1838, fra 1828 i Fællesskab med Bulgarin (s. d.),
1825 begyndte han — ligeledes sammen med
Bulgarin — Ugebladet »Den nordiske Bi«, hvis
Redaktion han fratraadte 1860. Dette Blad, der
var af kritisk-politisk Indhold, udøvede i Aarene
1830—40 en Del Indflydelse paa russ. Aandsliv,
skønt Kritikken var upersonlig og nærmest
rettet mod Stilen, og skønt Bladets politiske
Betragtninger var prægede af Servilitet over for
Regeringen. Bl. G.’s talrige Værker kan
fremhæves: »Haandbog i den russiske Litteratur«
(1819—22) og »Forsøg paa en kort russisk
Litteraturhistorie« (1822), der endnu har Bet. ved
sin Samling af Materiale særlig vedrørende
Alexander I’s Tid. Endvidere »Russisk
Sproglære« (1827), og af skønlitterære Arbejder
Romanerne: »Den sorte Kvinde« (1834), »En Rejse
til Tyskland« (1836), der begge er langtrukne
og uden Originalitet. Sine Rejser har han
skildret i »28 Dage i Udlandet ell. en virkelig Rejse
til Tyskland« (1837) og to Samlinger Rejsebreve
(1839 og 1843). Hans interessante Erindringer
»Optegnelser fra mit Liv« er udgivne 1886 af
Suvorin. En samlet Udgave af hans Værker
udkom 1855 i Petrograd.
(W. Gerstenberg). H. C-e.
Gretschaninov [grje’t∫anjinåf],
Alexander, russisk Komponist, f. 25. Oktbr 1864,
Elev bl. a. af Safonov og Rimsky-Korssakov,
har komponeret større og mindre Vokalværker,
Orkester- og Kammermusik samt Teatermusik,
deriblandt et Par Operaer.
W. B.
Grettir Ásmundsson [-’a.s-], se
Grettissaga.
Grettissaga hører til det yngste Lag af de
islandske Slægtssagaer; den er forfattet i Slutn.
af 13. Aarh. Efter en Indledning om
Hovedpersonens Forfædre skildrer den dennes, Grettir
Ásmundsson’s Levned. Denne Person er
alt i Ungdommen ilter og kaad, men dog ret
gedmodig og lys af Karakter. Tidlig begaar han
Drab, foretager en Rejse til Norge, hvor han
gør sig berømt ved Drab af nogle Bersærker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
