Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Griffenfeld, Peder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nansen fik han en Medgift af c. 60000 Daler, hvoraf
en stor Del var anbragt i Jordegods. Ved et
Mageskifte med Kronen 1671 erhvervede han
sig Tønsberg med Sem Kongsgaard. Denne fik
nu Navnet G., og G. optoges samtidig i
Adelsstanden med dette Navn. Senere hen paa Aaret
fik han Bestalling som Geheimeraad (regnet
fra 1. Maj 1670), og ved Indstiftelsen af
Dannebrogsordenen s. A. fik han ogsaa denne Orden.
26. Novbr 1673 udnævntes han til Rigskansler,
Greve og Ridder af Elefanten, og hans norske
Gods ophøjedes til et Grevskab. Endnu havde
han formelt den gl. Kansler Peder Reedtz over
sig, men denne var svagelig og saa godt som
uden Indflydelse. Ved hans Død 1674 blev G.
hans Efterfølger som Kansler (Storkansler) og
dermed tillige Præsident i Statskollegiet og
Højesteret. Han var nu naaet til den højeste
Post i Statens Tjeneste og forenede det meste
af Statens Styrelse i sin Haand. Han var som
Kansler, hvad vi nu vilde kalde
Konseilspræsident, Udenrigs-, Justits- og Kultusminister, og
da Kancelliet havde et Slags Overtilsyn med
Skatkammeret, tillige faktisk Finans- og
Indenrigsminister. Endvidere var han i sin
Egenskab af Kansler Patron for Univ.
Gabel og G. staar som de to Mænd, der
væsentligst har bidraget til at befæste og udvikle
Enevælden i dens første Aar. Der var dog en
vis Forskel i deres Opfattelse af Enevælden.
Gabel var først og fremmest Finansmand og
Realpolitiker; for ham var Enevælden ikke saa
meget en Teori som en reel Magt, Kongen nu
engang havde erhvervet sig, og som det gjaldt
om at hævde ved at slaa al Modstand ned og
faktisk forene al Magt i Kongens Haand. G.
var mere Teoretiker; han hyldede nærmest
Hobbes’ Lære om Kongemagtens Overdragelse
af Folket til en enkelt Person ved en
Overenskomst, der var absolut bindende for Fremtiden
og lagde al Magt i denne enkeltes Haand. Han
var fuldt og fast overtydet om, at denne
Statsordning var den eneste rigtige og vilde
vedblive at bestaa i al Fremtid. Kongen stod for
ham som den absolutte Hersker over Riget i
lige nøje Forhold til dets enkelte Dele, hvis
indbyrdes Forhold derfor var ganske
ligegyldigt. Denne Overseen af den hist. Udvikling
gjorde, at G., skønt han utvivlsomt var en
nationalsindet dansk Mand, ikke havde noget
Blik for Vigtigheden af at knytte Sønderjylland
fast til Kongeriget. For at vinde det
oldenborgske Hus’ Stamlande tog han derfor ikke
i Betænkning at ofre den danske Krones Ret i
Sønderjylland og opgive den nærmere
Tilknytning af Sønderjylland til Moderlandet, som
Gabel havde paabegyndt, næppe dog, fordi han
havde et klarere Blik for dette Spørgsmaals
nationale Bet. end G., men snarere fordi han
heri saa en reel Udvidelse af Kongens Magt.
Man kan heller ikke saa meget bebrejde G.
denne Fejl, da sikkert heller ingen anden dansk
Statsmand paa den Tid heri saa klarere end
han. Paa Enevældens Udvikling og Befæstelse
har G. som sagt ved Siden af Gabel haft den
største Indflydelse. Ogsaa han stod som en
bestemt Modstander af den gl. Adel og af ethvert
Krav om en friere Forfatning, men iflg. sit
Naturel var han stemt for mildere, men derfor
ikke mindre virkningsfulde Midler i Kampen.
I Beg. af Christian V’s Regering saa det en
kort Tid ud til, at den gl. Adel skulde vinde
en Del af sin tabte Indflydelse tilbage.
Gyldenløve og Kongens Yndling Morten Skinkel
sluttede sig til den, men dens uforsigtige
Optræden gjorde, at Gyldenløve snart fjernede sig
fra den igen. Efter et Sammenstød mellem
Skinkel og G., der endte med Skinkel’s
Forvisning fra Hoffet 1671, var Adelens Sag tabt. G.
søgte nu at bryde dens Sammenhold ved at
skabe en ny Højadel, Grever og Friherrer, der
hævede sig over deres Standsfæller og for en
stor Del var afhængige af Kongens Naade;
Indførelsen af en ny Rangforordning gjorde
ogsaa Ende paa Adelens hidtidige Forrang i
Stat og Samfund. G. var ligeledes ivrig for at
skaffe Borgerlige ind i Kollegierne og
Højesteret. I Landets Administration har G.’s
Virksomhed sat sig talrige Mærker, særlig fra
Christian V’s Tronbestigelse af. Han var fra
sin Udnævnelse til Rigskansler den øverste
Leder, men ogsaa før den Tid var han den
styrende Kraft. Hans Virksomhed her viser straks,
at hans Evner ikke var saa meget
reformatoriske som organisatoriske. Han synes i ikke
ringe Grad at have manglet Initiativ og stod i den
Henseende under Gyldenløve, men han besad
en skarp Forstand, en hurtig Tilegnelsesevne,
en Mængde Kundskaber, og en stor Evne til
klart at fremstille sine Tanker baade mundtlig
og skriftlig. Han har store Fortjenester af at
have ordnet Kollegiernes Forretningsgang ved
de Instrukser, som han 1670 og 1671
udarbejdede for dem, og han fik igen bragt Fart i
Arbejdet paa Udarbejdelsen af en ny Lovbog
for Riget. Ligeledes tog han sig varmt af
Videnskaben og Aandslivet i det hele taget,
understøttede lovende unge Videnskabsmænd og
fik den lærde Niels Stensen kaldt hjem fra
Udlandet. Men nogen virkelig stor og betydelig
Reform er ikke knyttet til hans Navn.
Glemmes maa det dog ikke, at han ivrig tog sig af
Forsvarets Ordning, baade til Lands og til
Vands; særlig paa Flaadens Udvikling havde
han stor Indflydelse gennem Broderen Albert
Gyldensparre, der var en særdeles dygtig Mand.
Naar man i en senere Tid har nævnt G. som
en af Danmarks største Statsmænd, har man
væsentlig haft hans udenrigske Politik for Øje
og navnlig opfattet ham som Talsmand for en
Udsoning med og Tilslutning til Sverige, som
en i den Tid enkeltstaaende Repræsentant for
en skandinavisk Politik. Dette er dog vistnok
urigtigt. Et oprigtigt Forbund med Sverige
kunde jo kun opnaas ved for bestandig at
opgive Tanken om at vinde de tabte skaanske
Provinser tilbage, og dertil kunde sikkert
hverken G. ell. nogen anden dansk Statsmand paa
den Tid bekvemme sig. Naar G.’s Politik
alligevel har kunnet opfattes som tilsigtende et
Forbund med Sverige, ligger dette i, at man
for meget har fæstet sin Opmærksomhed paa
de officielle Instrukser og paa G.’s
Bestræbelser for at forhale Udbrudet af Krigen. At han
ønskede dette, er der ingen Tvivl om. Under
den europ. Krig, som Ludvig XIV’s Anfald paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
