Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Griffenfeld, Peder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Holland 1672 gav Anledning til, vilde han
opretholde Danmarks Neutralitet, indtil han
havde bragt den danske Stats Stridskræfter i
forsvarlig Stand og havde sikret sig virksom
Hjælp fra Sveriges og Frankrigs Modstandere.
Indtil dette var sket, holdt han igen lige over
for Kongen og Krigspartiet, da han var klar
over, at Danmarks aktive Optræden mod
Frankrig straks vilde medføre, at Sverige saa ogsaa
kastede sig ind i Kampen og angreb Danmark.
Personlige Grunde har vistnok ogsaa spillet
en Rolle. Han var bange for at miste sin
Indflydelse under en Krig, hvor andre Personer
kom til at spille Hovedrollen, og han vilde
nødig lægge sig ud med den myndige
Enkedronning Sofie Amalie, der var meget optaget
af Tanken om et Ægteskab mellem hendes
yngste Datter, Ulrike Eleonore, og den sv. Konge
Karl XI, og var bange for, at dette i Tilfælde
af en Krig skulde blive til intet. Endvidere
vilde han baade af politiske og personlige
Grunde helst undgaa et Brud med Frankrig.
Han synes at have tænkt sig Muligheden af at
kunne komme til at føre en Krig med Sverige
uden at faa det mægtige Frankrig til
Modstander, noget, han saa meget mere ønskede, som
han haabede paa Ludvig XIV’s Hjælp i et
Ægteskabsanliggende. Han var blevet
Enkemand 1672 og tænkte nu paa et nyt Parti; han
var lige paa Nippet til at blive gift med en
augustenborgsk Prinsesse, men brød saa
pludselig af; Grunden synes at have været en
heftig Forelskelse i den smukke Prinsesse af
Taranto, der var en Slægtning af Dronningen og
havde opholdt sig i længere Tid ved det
danske Hof. Hun var afgjort mod et Parti med
den borgerlig fødte Minister, men Ludvig XIV
havde gentagne Gange for at vinde G. for sig
stillet sin Hjælp til Ægteskabets Opnaaelse i
Udsigt. Nægtes kan det ikke, at G.’s Politik
under disse Forhold blev meget vaklende og
fik et i høj Grad tvetydigt Præg. Kongen, der
desuden var misfornøjet med hans Modstand
mod Krigen, begyndte at fatte Mistanke til
ham. Allerede under Forhandlingerne med
Hertugen af Gottorp i Rendsborg Juni 1675 var
det kommet til en Scene mellem G. og
Kongen, idet denne ganske simpelt vilde have
fængslet sin Svoger og bemægtiget sig hans
Land, hvilket G. modsatte sig. G.’s senere
Forhandlinger med Kielmann vakte ogsaa stor
Mistanke, da man mente, at Kielmann havde
bestukket ham ved et Løfte om Amtet
Steinhorst. Hvordan det i Virkeligheden forholdt
sig hermed, er dog ikke klart. Et Par
Maaneder efter fik G. en Advarsel fra Kongen, der
sendte ham en Liste over nogle Klagepunkter
med Opfordring til ham om at ændre sin
Opførsel. Krigen var imidlertid udbrudt, og i
Felten fik andre Folk Kongens Øre. Dette
bidrog dog ikke til at gøre G. forsigtigere. Trods
Krigen førte han stadig paa egen Haand
Underhandlinger med Frankrig, og Posten til og
fra den fr. Gesandt i Sthlm gik under G.’s
Kuvert uhindret over Kbhvn. Man havde ham
ogsaa stadig mistænkt for at drive private
Forhandlinger med Kielmann og for med Flid at
hindre en virksom Krigsførelse mod Sverige,
navnlig gik det meget langsomt med Flaadens
Udrustning. I Beg. af 1676 var der forsk. Tegn
paa, at G.’s Stilling var noget rystet; selv
synes han dog ikke at have haft nogen Følelse
deraf, og hans Fald traf ham aldeles
uforberedt. Medens man tidligere har betragtet
dette som Resultatet af en Hofkabale mellem
Kongens Elskerinde, Sofie Amalie Moth, og en
Række uværdige tyske Yndlinge, saa maa dette
efter de i nyeste Tid af A. D. Jørgensen
fremdragne Oplysninger nu anses for fuldstændig
urigtigt. G. faldt formedelst egne Fejl, og de
Mænd, der styrtede ham, var Hertug Johan
Adolf af Pløen og Grev Frederik Ahlefeldt,
begge særdeles dygtige Mænd, der, om end
personlig Uvillie, som Tilfældet var hos Ahlefeldt,
kan have spillet en Rolle med, dog utvivlsomt
væsentlig lededes af patriotiske Hensyn, da de
var overbeviste om, at G.’s Politik var
fordærvelig for Riget, ja vel endog ligefrem
landsforræderisk. Fængslingen foregik 11. Marts
1676, da han om Formiddagen kom op paa
Slottet for at konferere med Kongen; han blev
senere hen paa Dagen ført til Kastellet, og
man lagde Beslag paa alle hans Papirer.
Samtidig arresteredes hans Svoger, Borgemester
Jørgen Fogh. Man undersøgte nu hans Papirer
for at finde Beviser for hans Brøde og
indkaldte en temmelig berygtet tysk Jurist, Otto
Mauritius, der skulde bistaa Generalfisk alen
under Processen. Anklagen lød først paa
Modtagelse af Bestikkelser og Landsforræderi,
senere kom hertil en Anklage for ikke at have
bevaret Embedshemmeligheder hos sig selv og
for i nogle Skrivekalendere at have udtalt sig
nedsættende om Kongen. Bestikkelserne var
aabenbart G.’s saarbareste Punkt. De havde
ganske vist eksisteret i Danmark før G.’s Tid,
men man kan ikke nægte, at de under ham
havde naaet en hidtil ukendt Højde. Det var
desuden ikke alene ham selv, der tog mod
Bestikkelser i stor Udstrækning, mange af de
Slægtninge og Venner, han havde faaet ansat
i Statens Embeder, fulgte trolig hans
Eksempel. Ligeledes kunde det ikke nægtes, at
han havde krænket Embedshemmeligheden og
udtalt sig nedsættende om Kongen. Den
farligste Anklage var dog den for Landsforræderi,
det var den, der havde foranlediget hans
Fængsling, og det var den, der førte til den
haarde Dom. Her er dog G.’s Skyld langt
mindre. Hverken dengang ell. senere har man
kunnet overbevise ham om noget
Landsforræderi, og det er utvivlsomt, at han heller
ikke har gjort sig skyldig i noget saadant, men
stor Uforsigtighed havde han udvist, ligesom
han ofte havde handlet egenmægtig uden
Kongens Vidende; ej heller kan det bestrides, at
hans Politik ofte havde haft et tvetydigt Præg,
der nok kunde berettige til at nære Mistanke
mod ham. Den nedsatte Kommissions Dom kom
til at lyde paa Fortabelse af Ære, Liv og Gods;
kun Geheimeraad Kristen Skeel afgav et
dissentierende Votum, hvori han begærede sin
Underskrift under Dommen udeladt, hvis den
kom til at lyde paa Tab af Livet. Denne
haarde Dom maa forundre, og Paludan-Müller har
vist Ret, naar han mener, at Haardheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
