Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Groton - Grotta - Grotta-Ferrata - Grottaglie - Grottasöngr - Grotte (Hule) - Grotte (Kværn)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Besætningen paa Fort Griswold, der 6. Septbr 1781,
efter at have overgivet sig, nedsabledes af
Englænderne.
H. P. S.
Grotta [’gro^ut.a], lille Klippeø NV. f. Reykjavik,
for Enden af Seltjarnarnæs, 64° 10′ n. Br., 22°
02′ v. L. Paa Øen er 1897 oprettet et Fyr til
Vejledning for Sejladsen til Reykjavik.
G. F. H.
Grotta-Ferrata, ital. By 4 km fra Frascati
i Albaner-Bjergene, omtr. 19 km SØ. f. Rom
med omtr. 1000 Indb. og et berømt Kloster, der
anlagdes 1002 af den hellige Nilus, som i Ufreds
Tid flygtede fra Neapel med en Del græske
Munke; Klostret tilhørte Basilianernes Orden.
Forhallen er fra 11. Aarh., men selve den nuv.
Kirke er langt yngre. I den hellige Nilus’
Kapel er Fresker malede 1610 af Domenichino. I
G. holdes 25. Marts og 8. Septbr et meget
besøgt Marked.
V. S.
Grottaglie [gro’talje], By i Syditalien, Prov.
Lecce, ved Jernbanen Brindisi—Taranto, har
et besøgt Valfartssted og driver Vin- og Biavl,
Garveri, Olie- og Lervarefabrikker og (1911)
11900 Indb.
C. A.
Grottasöngr [’gråtasöŋr], et Oldkvad fra
10. Aarh., der findes i et Haandskrift af
Snorra-Edda. Det handler om Jættekvinderne Fenja
og Menja, der malede Guld for Kong Frode.
De bliver mishandlede, faar aldrig Hvile,
stadig maa de drage Kværnen Grotte (deraf
Navnet); de udtaler i Sangen deres Misfornøjelse,
der stadig faar et mere truende Udtryk.
Endelig maler de »Hær over Frode«, og han bliver
dræbt. Se i øvrigt Grotte. (Litt.: F.
Jónsson, »Oldn. oldisl. Litt.«, I).
F. J.
Grotte, naturlig ell. kunstig Hule af ringe
Dybde i en Klippe ell. i Jorden. De naturlige
G. er i Reglen dannede ved mek. ell. kem.
Erosion (Eks. »Ovnene« paa Bornholms
Klippekyst og den blaa G. paa Capri). Se endvidere
Hule.
J. P. R.
Grotte, Kværn, hvorpaa Kong Frode i
Frode-Fredens Tid malede Guld (Navnet hænger
vistnok sammen med norsk G., Kværnhul, og dansk
at grutte, at male Gryn). I Kvadet
Grottesangen (»Grottasöngr«) fortælles, at G. var en
Sten oppe i de sv. Fjelde, og at Jættemøer
væltede den og de andre Klippestykker ned i
Bygden, hvor Menneskene tog dem, og hvor de
tvang Jættemøerne til at trælle for sig; Kong
Frode fik Grottestenen til Kværn og to
Jættemøer, Fenja og Menja, til at drage den; og han
bød dem at male Guld til ham (thi Kværnen
kunde male alt frem, hvad man bød den);
men da de ikke fik Lov at standse med
Arbejdet, blev de harmfulde og malede Krig og
Ulykker over Frode og hans Æt, indtil
Kværnen sprang i Stykker under deres haarde Tag,
og Fjenderne overfaldt Frode. Grottesangens
Jættemøer Fenja (Vandmøen) og Menja
(Smykkemøen, Guldmøen) har rimeligvis af Digtets
ukendte Forf., en Nordmand fra 10. Aarh.,
været forstaaet som Bjergelvene, der tages i
Menneskets Tjeneste for at trække Kværne. —
Sagnet haves ogsaa i Snorra-Edda og i et (1895)
fundet Sagn fra Orkn-Øerne om Grotti-Fenni
og Grotti-Menni. — Den ældste tidsfæstede
Omtale findes i Egil Skallegrimssöns
»Hovedlósning« fra c. 950, hvor Guldet kaldes »Frodes Mel«.
Sagnet om G. tilhører en ejendommelig
Gruppe af beslægtede Folkeoverleveringer: 1) Den
færøske Folketro, at der paa Bunden af
»Gygehullet« findes en blind Gyge
(Jættekvinde), som staar og maler Guldmel paa
sin Kværn; Lyden deraf høres op til
Menneskene. Sagnet er øjensynlig digtet til Forklaring
af det Naturforhold, det vedrører. 2)
Grottesangen; ogsaa her er Kværnen nærmest en
Guldkværn, og den drejes af Fjeldets Jættemøer;
men det er ikke bundet til noget Naturforhold,
det indgaar i en større tankerig Digtning. 3)
Sagnet om Kværnen, der maler
Salt paa Havsens Bund: en klog Mand
havde en Kværn, der kunde male alt, hvad
han bød den at male; en Skipper stjal den
fra ham og bød den at male Salt, men han
kendte ikke de Trylleord, der atter kunde
standse den; Kværnen malte Salt, indtil Skibet
sank, og den blev ved at male Salt paa Havsens
Bund; deraf er Søen salt. Dette Sagn hører
tydelig til dem, der er digtede som
Naturforklaring og har hjemme ved
Nordvesteuropas Kyster; det findes hos Nordfrankrigs
Fiskere, hos Skippere paa Tysklands nordvestlige
Kyst, og det findes paa Island — i Edda fra
13. Aarh. — henført til Frode’s Guldkværn og
Søkongen Mysing. I den fr. og den isl.
Overlevering sættes foruden Havets Salthed ogsaa
Malstrømme i Forbindelse med Kværnen paa
Havbunden. 4) Eventyret om Kværnen
paa Havsens Bund: den fattige Broder
faar Juleaften en Flæskeside af sin rige Broder
med Opfordring til at »gaa til Helvede« med
den; det gør han troskyldig, og der udbeder
han sig i Løn (efter en gl Mands Raad) den
lille Kværn bag Døren. Kværnen kan af sig selv
male alt frem, hvad man befaler den; hans rige
Broder køber den af ham og maler Sild og
Vælling, men kan ikke standse den, og
Broderen tager den tilbage; en Skipper køber den
og maler Salt, til Skibet synker, og Kværnen
bliver ved med at male paa Havsens Bund.
Dette Eventyr kendes kun i Norden (hyppigst
i Jylland, fra Als og Flensborg indtil Bovbjerg
og Jammerbugten; ogsaa oftere i Norge, findes
paa Island og i noget forvanskede Former i
Sverige og sv. Finland), derimod aldrig ellers
i Europa undtagen noget misforstaaet og
forvansket paa Øen Lesbos i det gr. Hav.
Eventyrets Hjem er sikkert et af de nordiske
Landes Kyster, snarest i Jylland; det er
sammensmeltet af Sagnet om Saltkværnen (efter visse
Enkeltheder at dømme netop henført til Frode)
og et Par Eventyr, der ellers optræder
særskilt: a) Vandring til Helvede med Flæskesiden,
b) Grødgryden, som den urette Ejer ikke
kunde standse. 5) Den finske Myte om Sampo.
Denne dunkle Genstand har i nogle
Overleveringer af de finske Heltesange (jfr Kalevala)
Træk, der slutter sig til Kværnsagnet, men
den har i alle Overleveringer Træk, der peger
bort derfra; snarest synes den at være en Kiste
e. l. med trolddomsagtig Lykkekraft. I een
Overlevering siges den forsynet med tre
Kværne, en Mel-. Penge- og Saltkværn; i en anden
maler den Mad; i Sangernes Prosaberetninger
siges den at være sunket til Bunds og at male
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
