Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men har ikke faaet Øje paa »Korset«. »Ved
stolte Kæmpeskridt, og ej ved ydmygt
Knæfald, mente han at komme Herren nær«.
»Reformatoren« vendte sig med Uvillie bort fra
Tanken om den beskedne Stilling som
Landsbypræst. Da blev han midt i sine stolte Drømme
knuget i Knæ af det Spørgsmaal: er du selv en
Kristen? Saa kom der oprivende Sjælekampe,
og legemlig Sygdom slog sig til. Han var paa
Grænsen af en Sindssygdom, da han kort før
Jul rejste hjem til sin Fader. Nu ønskede han
intet højere end at blive Faderens Kapellan,
og det opnaaede han ogsaa (3. Maj 1811).
I det stille Barndomshjem vandt han
efterhaanden Ro og Fred. Decbr 1812 udgav han
»Kort Begreb af Verdens Krønike«: Kristus
opfatter han som Historiens Midtpunkt, og alle
hist. Personer og Begivenheder bedømmes
udelukkende ud fra deres Stilling til
Kristendommen. Han kunde ikke, som han ønskede, faa
Præstekald i Hovedstaden. Dog fik han
Lejlighed til at udtale sig offentlig, dels i
Gæsteprædikener i fl. af Kbhvn’s Kirker, dels paa
anden Maade; saaledes holdt han Oktbr 1814
paa Roskilde Landemode et Foredrag »Om
Polemik og Tolerance«; her vender han sig mod
Danmarks Præstestand med det Spørgsmaal:
hvi tie I? Dermed var Kirkerne lukkede for
ham. Han vender sig nu til sit Fædreland. —
Det var en trang Tid for Danmark, og G., i
hvis Sang der, efter hans eget Udsagn, først
kom Liv ved Danmarks Smerte 1807, følte
ogsaa nu dybt for sit Land. Han udgav 1813 et
lille Skr., »Til Fædrenelandet, om dets Tarv
og Fare«. Ved Helligtrekongers-Tid 1814
rettede han paa Elers’ Kollegium, 3 Aftener i
Træk, flammende Opfordringer til Danmarks
Ungdom om at melde sig som Frivillige til
Landets Forsvar (jfr »Helligtrekongerlyset«,
1814). Men s. A. kom Freden med Tabet af
Norge; i den 7-aarige Krig var Danmarks
Handel blevet ødelagt; 1813 kom Statsbankerotten,
og efter Wien-Kongressen (1815) fulgte derover
hele Europa en Reaktionens og en
Afmattelsens Tid. G. følte denne Dødhed saa stærkt
som nogen, og det stod for ham som bedre at
leve sammen med de hedengangne Store, der
kunde staa levende op i Mindet, end med en
Samtid, der var aandelig død. Derfor steg han
ned i »de store Dødes Have«, hvorfra han kun
nu og da dukkede op, som da han deltog i den
Baggesen-Oehlenschläger’ske Fejde, og da han
hjalp Ingemann mod Heiberg. — I dette
Tidsrum vender G. altsaa tilbage til sin
Ungdomskærlighed: Nordens Fortid. Men hans Forhold
til den er nu et andet. I »Kvædlinger« (1815),
en Samling af hans tidligere Digte, fælder han
tit i »Efterskrifterne« en skarp Dom over sine
tidligere Udtalelser. »Asa-Rusen« var
fordampet; nu tager Videnskabsmanden Arbejdet op,
men han staar jo for Resten hos G. altid i
nøje Forhold til Digteren. Allerede i Udby
havde han for Faderen, paa hans Dødsleje,
oplæst »Roskilde Rim«, en Slags dansk
Rimkrønike; den udgav han 1814, og s. A. desuden
»Roskilde Saga«, en prosaisk Fortolkning til
den. Sin Syslen med Verdenshistorien
fortsætter han i en ny, helt omarbejdet Udg. af
Verdenskrøniken fra 1812; der kom kun 1 Bd af
den (1814), i hvilket han søger at vise, at
Jødefolket er Historiens Hovedfolk. 1817 kom
en ny »Verdens-Krønike«, der særlig giver en
aandfuld Behandling af Tidsrummet efter den
lutherske Reformation. Men hans Hovedværker
i disse Aar er dog »Danmarks Krønike af Saxo
Grammaticus, fordansket« (3 Bd, 1818—22) og
»Norges Konge-Krønike af Snorro Sturlesøn,
fordansket« (3 Bd, 1818—22). Det er to i deres
Art ypperlige Arbejder, »fordanskede« i et
kraftigt og levende Sprog; men det er ikke
Overs. i Ordets alm. Bet. Hans Maal var at
gengive de gl. Krøniker i den Sprogform, der,
efter hans Mening, bedst kunde levende
tilegnes af Nutidslæsere. Men deres opr. »Stil«
har han ikke søgt at afspejle. Hans Natur var
saa afsluttet, saa krystalliseret, at alt, hvad der
gik gennem den, blev præget af den. Dette
gælder ogsaa om hans Fordanskning af »Bjowulfs
Drape« (1820); den er en fri Gendigtning, som
ingen Forestilling giver om Originalens
digteriske Form og Udtrykssæt. — Da H. C. Ørsted
havde rettet et skarpt Angreb paa G. i
Anledning af hans Skrift »En mærkelig Spaadom«
(1814), svarede G. ham i to Pjecer, »Hvem er
den falske Profet« (s. A.) og »Imod den lille
Anklager« (1815), i hvilke han vil bevise, at
»Schellings Filosofi er ukristelig, ugudelig og
løgnagtig«. I sit Tidsskrift »Danne-Virke«
(I—IV, 1816—19) meddelte han en Række Afh. over
hist., æstetiske og filos. Emner, deriblandt en
interessant Afh. »Om Digterne Baggesen og
Oehlenschläger«.
Af og til rørte der sig hos G. Trang til at
vende tilbage fra de Dødes Rige. Jubelfesten
(1817) for den lutherske Reformation vakte hos
ham Ønsket om igen at blive Præst, og s. A.
sang han i det dram. Digt »Paaskeliljen«
(Danne-Virke, II) om Livet, som stod op af
Døde. I Beg. af 1820’erne begyndte der rundt
omkr. i Europa saa smaat at komme Røre i
alt det slappe og stivnede; Grækernes
Frihedskrig varslede om en mærkelig Opstandelse af
Aarh.’s Grav. Ogsaa G., der Febr 1821 havde
faaet Præsteembedet i Præstø og Novbr 1822
var blevet Kapellan ved Frelsers Kirke i Kbhvn,
følte, at en ny Morgens Kræfter rørte sig i
ham. Han vendte Ryggen til sit lange Liv i
Historiens Katakomber, steg op i Dagen og
skrev »Nytaarsmorgen« (1824), et mægtigt
Kvad, i hvilket han lader Blikket gaa tilbage
over den tilbagelagte Løbebane og i dunkle
Syner ser den ny Dag strække sig ud i
Fremtiden med ny Opgaver og ny Kampe. Han
skulde nu tage op den Kamp mod
Rationalismen, som han havde drømt om i sit
»Sværmerliv« 1810. Saa udgav han Aug. 1825
»Kirkens Genmæle«, der vakte overordentlig
Opsigt. Det udkom i 3 Opl. i eet Aar. Han
beskylder heri den unge teol. Prof. H. N.
Clausen for at være Rationalist, og kræver, at han
enten skal tilbagekalde sin ukristelige Lærdom
ell. nedlægge sit Embede som Lærer for de
unge vordende Præster. Clausen vilde ikke
optage en Kamp med G., men tog Anledning af
Skriftets voldsomme Udtalelser til at stævne
dets Forf. for Injurier. G. blev idømt en Bøde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
