Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Nicolai Frederik Severin - Grundtvig, Svend Hersleb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udvikling har vi i hans lyriske Digtning.
G. satte Formen som det underordnede; derfor
blev saa faa af hans Digte egl. Kunstværker:
Guld og Slagger ligger Side om Side i de fl.
af dem. Hovedopgaven for ham var den, at han
kunde faa udtrykt sine digteriske Syner og
Følelser i hele deres første Friskhed og
Oprindelighed (»Altid jeg sang, hvad jeg havde i
Sinde«). At de derved undertiden blev dunkle,
ængstede ham ikke; Gennemsigtighed var for
ham ikke det afgørende Kendetegn paa
Sandheden. Han var i meget en ægte Romantiker.
Et Sted synger han: »Det er underligt at være
Skjald: Røsterne fra oven vi fornemme — i
det hemmelige Tonefald; — hvad vi sige, selv
vi ikke vide«. Elskoven spiller saa godt som
ingen Rolle i hans Digte, Naturen en temmelig
underordnet; men ellers har saa at sige alt,
hvad der kan røre og begejstre et Menneske
som et Folk, fundet Udtryk i hans Digtning.
Derfor lever ogsaa mange af hans Sange paa
Folkets Læber. Af G.’s overordentlig talrige
verdslige Digte er der begyndt en samlet
Udgave, hvoraf der hidtil er udkommet 7 Bd
(1880—89), der gaar til Slutningen af 1851. Et
Udvalg af S. G. med Forord af C. Hostrup udk.
1869, et andet, med historiske Indledninger, i
1916 (ved F. Rønning).
G. fik et langt og bevæget Liv; han maatte
gennem stærke Kampe og Brydninger, før hans
Livsstrøm fandt et roligt Leje, men saa blev
det ogsaa dybt og mægtigt. Faa Danske har
grebet saa dybt ind i Folkets aandelige
Udvikling som han. I mange Aar stod han temmelig
ensom; hans Tanker vakte Kamp paa Kamp i
dansk Aandsliv, men de samlede i Aarenes Løb
en stadig voksende Skare om sig. — 28. Maj
1839 blev G. Præst i Vartov og samlede her en
stor Kreds, der ved sit Menighedsliv og
Salmesang fik en stor Indflydelse paa den kirkelige
Udvikling i Danmark. 1863 holdtes det første
af de ejendommelige »Vennemøder«, der
fortsattes hvert Aar indtil nogen Tid efter hans
Død. 1861, da han holdt sit Jubilæum som
Præst, fik han Biskopstitelen, og hans Venner
skænkede ham en syvarmet Guldlysestage. —
1843 gjorde G. en Rejse til England, nærmest
for at se det kirkelige Liv der paa nært Hold.
Det flg. Aar blev han atter, som 1810, syg paa
Legeme og Sjæl; da han var bleven rask, skrev
han »Sov sødt, Barnlille!«. Men 1867 kom
Sygdommen igen saa stærkt, at han for en Tid
maatte opgive sin Præstegerning. Han genvandt
dog snart sin fulde aandelige Kraft, og det
Liv, som havde været gennemrystet af saa
stærke Storme, slukkedes saa stille og fredelig,
som Solen, »naar den gaar ned i Høst«. Han
blev jordfæstet paa »Kjøge Aas« ved Siden af
sin anden Hustru. — G. var 3 Gange gift: 1)
med E. C. M. Blicher (d. 1851); 2) med
Enkefru A. M. E. Toft (d. 1854), Søster til Godsejer
H. R. Carlsen paa Gammel Køgegaard); 3) med
Enkefru A. T. A. Reedtz, f. Komtesse
Krag-Juel-Vind-Frijs (d. 1890). (Litt.: Selvbiografiske
Optegnelser i hans »Litterære Testamente«
[1827], i Afhandlingen »Om Religionsfrihed«
[1827] og i »Kirkespejlet« S. 360 ff. — G.’s og
Ingemann’s Brevveksling [1882]; Chr. Molbech’s
og G.’s Brevveksling [1888]; H. Brun, »N. F.
S. G.’s Levnedsløb« I—II [1882]; F. Winkel
Horn, »G.’s Liv og Gerning« [1883]; J. K.
Madsen, »G.’s Jordefærd« [1872]; F.
Nielsen, »G.’s religiøse Udvikling« [1889]; L.
Schrøder, »G.’s Barndom og første
Ungdom« [1883]; F. Rønning, »Hundrede Aar«
[1883]; Samme, »Den grundtvigske Slægt«
[1904]; Samme, »N. F. S. Grundtvig« I—IV
[1907—1914]; R. Schmidt, »Om det
intuitive Geni« [1879]; F. Rønning, »G. som
Æstetiker« [1883]; R. Schmidt, »G. og den
tyske Ortodoksi« [1883]; Flor, »G.’s myt. og
hist. Betragtningsmaade« [1865]; Steenstrup,
»Historieskrivningen i Danmark i 19. Aarh.«
[1889]; F. Hammerich, »G. og d. forenede
Venstre« [1875]; N. Lindberg, »G.’s politiske
Stade« [1876]).
F. R.
Grundtvig, Svend Hersleb, dansk
Folkemindeforsker, f. i Kbhvn 9. Septbr 1824,
d. smst. 14. Juli 1883, næstældste Søn af ovenn.
N. F. S. G. Han voksede op paa Christianshavn
under Forhold,
hvor hans
frejdige Natur ret
kunde udfolde
sig. Drengenes
Undervisning
lededes af
Faderen, der i
Afsky for den
sædvanlige
Latinskoledannelse undgik
Grammatikterperi, men
krævede et ret
strengt Arbejde
med Læsning af
Historieskrivningens og
Digtningens
Storværker fra Dansk, Islandsk og Græsk;
herunder tilegnede Svend sig baade Faderens
Jernflid og hans kraftige Blik for det store og
ejendommelige ved hvert Værk og
Forfatterperson. Da Svend var 14 Aar gl., købte Faderen
for 2 Rdl. et gammelt Visehaandskrift fra 1656;
Drengen gav sig i Lag med det, og han
opdagede snart, hvor meget det afveg fra den trykte
Samling af Viser fra Middelalderen. Hans
tidlige poetiske Interesse for Viserne fik herved et
afgørende Stød i videnskabelig Retning. Selv
opfattede han sig i Ynglingeaarene nærmest som
Digter; allerede fra Barn havde han rimet med
Lethed, og nu fandt hans ungdommelige Poesier
Adgang til Blade og Tidsskrifter; at opildne sit
Folk ved at pege paa Fædrenes stolte
Eksempel stod for ham som hans Livsopgave, hvis
Fædrelandet da ikke krævede af ham, at han
skulde gaa i Døden for det. Men Videnskaben
slap ikke sit Tag i ham; 1842 fremtraadte han i
Litteraturen med det første Hæfte Oversættelse
af »Engelske og skotske Folkeviser«; deres
Sammenhæng med de danske Viser var det,
der især interesserede ham. 1843 udstedte han
et offentligt Opraab til at indsamle de Viser,
der endnu levede paa Folkemunde; det fik varm
 |
| S. H. Grundtvig. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
