Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig, Svend Hersleb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilslutning i G.’s og Ingemann’s Vennekredse
og videre omkring, og saaledes havde Svend 19
Aar gl. begyndt den ene Del af sin Livsgerning.
Under en Rejse i England og Skotland 1843
modnedes han videre til Gerningens rent
videnskabelige Side; i den »Efterskrift«, hvormed de
engelske Folkeviser sluttedes 1846, staar hans
Opfattelse af Folkepoesien klart udformet.
At udgive de danske Folkeviser var nu den
nærmest liggende Opgave; og Udgaven skulde
omfatte hver enkelt Vise i alle dens Former;
thi hver af dem var et eget levende Vidne om
Visens Indhold. Febr 1847 indgav han til
»Samfundet for den danske Litteraturs Fremme« sin
»Plan til en ny Udgave af Danmarks gamle
Folkeviser«, ud paa Sommeren efterfulgt af en
»Prøve« paa Udgaven; og dette gav Signal til
en litterær Fejde af usædvanlig Voldsomhed og
Varighed. Paa Generalforsamlinger i
»Samfundet«, i Bladartikler, Tidsskriftafhandlinger og
Pjecer kastede fl. af Datidens toneangivende
Mænd i Sprog og Litteraturforskning sig over
den unge Forfatter, idet de dadlede en saadan
»Materialsamling«, der medtog alle Fortidens
Fejl og Taabeligheder; og C. Molbech begyndte
i Skynding en ny konkurrerende Udgave. Men
denne Kritik fik et haardt rammende Gensvar
i »Etatsraad Molbech og Kæmpeviserne«. —
Da Stridsskriftet udkom, havde han dog faaet
anden Sysselsættelse; Apr. 1848 gik han og hele
Kredsen af hans unge Venner som frivillige til
Hæren i Sønderjylland; forfremmet til Løjtnant
kæmpede han 1849 paa Dybbøl Bakke, 1850 ved
Isted og Mysunde (1863 fik G. Kaptajns Titel
og var 1868—79 Kompagnichef i
Forstærkningen). Hans Digtervirksomhed standsede ved
denne Tid mærkelig hurtig; Livet selv blev
ham saa langt indholdsrigere. Under
Vaabenstilstanden 1848—49 gennemførte han med
enestaaende Energi Ordningen af det store
Folkevisemateriale. Hans Plan for den omfattende
Viseudgivelse gik sejrrig igennem, støttet af den
nyvakte stærke Fædrelandsfølelse i Folket.
De 12 Aar efter Krigen rummer G.’s største
samlede Udgiverarbejde med Folkeminderne.
Udgaven af »Danmarks gamle Folkeviser«
fremmes med en forbavsende Kraft: 1851
Subskriptionsindbydelsen, 1853 sluttes 1. Bd,
Kæmpeviserne, 1856 Trylleviserne, 1862 3. Bd,
historiske Viser. Udgaven blev ved det fuldstændige
Tekstaftryk og en Række Indledninger, der
gennem Undersøgelse af danske og beslægtede
Folks Tekster skrev hver enkelt Vises Historie,
en videnskabelig Sejr, thi herom havde den
forudgaaende Tid, hele Europa over, ikke haft
nogen Anelse. Samtidig sattes Indsamlingen i
Gang af enhver Art Folkeminder, udført med
over 100 Hjælpere i alle Egne af Landet og
støttet til Udgivelsen af et Hefteskrift, »Gamle
danske Minder i Folkemunde« (3 Bd, 1854—61).
Samtidig udkom med Jón Sigurðsson’s Hjælp
de islandske Viser (»Islenzk Fornkvæði« [2 Bd,
1854—59; Slutningshefte 1885]). — Til denne
Tid hører ogsaa hans Bryllup (1858) med Laura
Bloch og de første lykkelige Aar af deres
indholdsrige Samliv; senere led hun under et
mangeaarigt Sygeleje.
1863 konkurrerede G. med om Pladsen som
Prof. i nordisk Sprog og Litteratur ved Univ.,
der var ledig efter N. M. Petersen’s Død. Hans
Indlæg var de tre Forelæsninger over »Den
nordiske Oldtids heroiske Digtning« (udg. 1867),
det mest klare og fuldendte af hans Arbejder.
Hele den Opfattelsesmaade, som han har
udviklet under sin Syslen med Folkedigtningen,
anvendes her til at styrte den hidtil gængse
rationalistiske Opfattelse af Heltedigtningen og at
sætte den rent folkepoetiske i Stedet. —
Resultatet af Konkurrencen blev, at G. og Lyngby
begge ans. som Docenter. Med mærkelig Evne
til Selvudvikling arbejdede G. sig ind i, hvad
hans Universitetsgerning krævede; Udgaver af
den ældre Edda og fl. Skr, en
Retskrivningsordbog, en Haandordbog og Undersøgelser i
dansk Lydlære er det boglige Udbytte af denne
Lærervirksomhed, hvis bedste Del dog var hans
friske og klartseende Personlighed. Ogsaa
Udgivelsen af Faderens poetiske Skrifter optog
ham. Til eet Arbejde fik han dog Tid i disse
sidste 20 Aar af sit Liv: at gøre det bedste af
Folkedigtningen tilgængeligt for sine
Landsmænds videre Kreds. Han udg. den mindre
Samling »Kæmpeviser og Folkesange« (1867) og
den større »Danmarks Folkeviser i Udvalg«
(1882), »Danske Folkeeventyr« (1876—79), to
Samlinger; en tredje, illustreret Samling laa
næsten færdig ved hans Død, og den er vel
det smukkeste Udtryk for hans folkelige
Prosakunst. Den store Folkeviseudgave skred under
dette kun langsomt frem; der udkom kun 1 1/2
Bd af Ridderviserne. Standsningen laa dog ikke
saa meget i de andre Gøremaal som i selve
Folkevisestudiet; ny Arbejdere omkring i
Landene havde da fremdraget en Mængde hidtil
upaaagtede Folkedigtninger; hvad der i
tidligere Tid stod for ham som Særeje for den
»gotiske« Stamme, havde vist sig at hænge sammen
med de andre Folkeslags Digtning; og han gav
sig i Kast med dette ny Materiale, som ingen
hidtil beherskede i sin Helhed. Ogsaa her vandt
han smukke Sejre, som ved Undersøgelsen af
»Elverskud«s-Visens Udbredelse (i det sidste
fra hans Haand udgivne Hefte af
Folkeviseværket). Han døde efter kun een Dags Sygeleje,
endnu opfyldt af Virkelyst og Planer. — 1869
var han bleven titulær Prof., 1877 Æresdoktor
ved Uppsala Univ. Mere end disse Udmærkelser
glædede det ham, at »Danmarks gl. Folkeviser«
i det sidste Aar før hans Død havde »faaet en
levende Unge«. Det var den ypperlige amerik.
Folkevisegransker F. J. Child, der i sin store
Udg. af eng. Folkeviser havde optaget hans
Udgaves ydre Form og dens Grundsætninger,
tillige med en ikke ringe Del af hans Stof og
Resultater og bygget Bygningen videre i samme
Aand som han.
G.’s Livsarbejde virker i to Retninger, der dog
hos ham er inderlig sammensmeltede og
udtrykkes i Forening i de Ord, som han engang
havde bestemt til at sætte under sit Billede:
»Ren og klar skal Nutid føre Fortids Røst til
Fremtids Øre«. Som Livsopgaven fra de unge
Dage gaar der en Higen efter at vække og hæve
sine Landsmænd ved de ypperste
Aandsfrembringelser fra Danmarks og Nordens
Ungdomstid. I Opgavens Løsning gaar han en rent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
