- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
196

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grüner - Grünerit - Grünes Gewölbe - Grünewald, Matthias - Grünfeld, Alfred - Grünfeld, Heinrich - Grünhut, Carl Samuel - Grünlingit - Grynpose - Grynteokse - Grünwedel, Albert

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Egemarke (1809—94) og Hofjægermester
Gustav Elias G. til Hegnsholt og
Dronninggaard (f. 1839) — og til Generalkrigskommissær
Gustav G. til Kjærup (1791—1869).
Sidstnævntes Søn, Kammerherre, Hofjægermester
Johan Georg Røbye G. til Kjærup,
Ravnstrup, Tersløsegaard og Lille Svenstrup
(1817—90), deltog i Oprettelsen af
Landmandsbanken, for hvis Bankraad han i nogle Aar var
Formand; han var i øvrigt navnlig kendt som
Forkæmper for Landarbejdernes Stilling, f. Eks.
som den, der tog Initiativet til Stiftelsen af De
forenede Kommuners
Alderdomsforsørgelseskasse. Han blev Fader til Hofjægermester
Gustav Gunnar Georg Garth-G. til Lille
Svenstrup og Eilstrup (f. 1868). En yngre Søn
af Generalkrigskommissær en var
Oberstløjtnant af Artilleriet, Kammerherre,
Hofjægermester Hans Gustav G. til Høstemark og
Egense Kloster (1827—97).

I Danmark lever desuden en Slægt G., der
stammer fra Forstander for det milit.
gymnastiske Institut, Oberst Frederik Herman
G.
(1802—69), hvis Fader imidlertid havde ført
Navnet Grünert. Bl. Oberstens Sønner kan
nævnes Højesteretsassessor Axel Peter G.
(1843—1918) og Generalmajor Theodor
Sophus G.
(f. 1844), der 1906—14 var Chef for
Ingeniørkorpset. — En fra Norge kommende
Slægt G. stammer fra Oberstløjtnant
Frederik G. (1762—1821), der havde antaget Navnet;
hans Fader var en Kræmmer Erik
Grundsæt
i Lands Sogn, Kria Stift. Oberstløjtnanten
blev Fader til Stifteren af det kendte
Handelsakademi, Kommerceraad Haldur
Ragnvald G.
(1818—58), der udgav en Række
praktiske Haandbøger, Tabeller o. l. til Brug for
Handelsstanden. (Litt.: H. F. Grandjean,
»Tillæg til Stamtavle over V. H. Beyer’s
Efterkommere« [Kbhvn 1904]).
P. B. G.

Grünerit, en brun, asbestagtig, af Jernsilikat
bestaaende Varietet af Hornblende, findes i
Dept du Var, Frankrig.
(N. V. U.). O. B. B.

Grünes Gewölbe [’gry.nəs-ge’völbə], se
Dresden, S. 417.

Grünewald [’gry.nəvalt], Matthias, tysk
Maler, f. mellem 1470 og 1480, levede til
henimod 1530. Om hans Liv ved man grumme lidt;
han skal være født i Aschaffenburg, har virket
i Mainz, en Tid været sindssyg; selve hans
Kunst har i lang Tid hvilet i Mørke. Som
sikkert Værk kan først og fremmest nævnes
Alterværket i Mus. i Colmar (1510), et af G. Guersi
for Klostret Isenheim (Øvre-Elsass) stiftet
Alterbillede med Skt Antonius, Skt Sebastian,
Eneboerne Antonius og Paulus, Madonna omgivet af
musicerende og syngende Engle, samt den
særlig karakteristiske Fremstilling af den hellige
Antonius’ Fristelser, overhovedet et i Kolorit
og aandeligt Indhold fremragende Værk med
ejendommelig fantastiske Landskabsmotiver.
Andre Arbejder: »Den hellige Mauritius og
Erasmus« i Münchens Pinakotek, bestilt af
Kardinal Albrecht af Brandenburg for den af ham
1518 opførte Kollegiatstiftskirke i Halle a. d. S.,
samt Alterfløjene med Skt Cyriacus og Skt
Laurentius i Bymuseet i Frankfurt, »Korsfæstelsen«
(Mus. i Karlsruhe), »Den Korsfæstede« (Basel)
m. v. Tilnavnet »Den tyske Correggio«, som
allerede Sandrart har givet ham, antyder godt
hans Kunsts Styrke, det fine Clairobscur, et
fortrinligt malerisk Foredrag, der bredt og
kraftigt gengiver Tingene, medens
Formgivningen ofte har iøjnefaldende Mangler. I hans
Kunst er der mægtig Fantasi, stærke
Følelsesudtryk og Bevægelsesillusion. (Litt.: F. Bock,
»Die Werke des M. G.« [Strassburg 1904];
Samme, »G.« [»Walhalla«, 1907]; H. A.
Schmid
, »Die Gemälde u. Zeichen v. M. G.«
[Strassburg 1911]).
A. Hk.

Grünfeld [’gry.nfælt], Alfred, Pianist, f.
4. Juli 1852 i Prag, Elev af Konservatoriet i
Prag og Kullak i Berlin, kgl. preuss. Hofpianist,
1913 Prof., er bosat i Wien. Han har foretaget
talrige Koncertrejser, 1889 i Skandinavien. G.
har skrevet Operetten »Der Lebemann« (Wien
1903), en komisk Opera »Die Schönen von
Fogaras« (Dresden 1907) og talrige Klaverstykker.
S. L.

Grünfeld [’gry.nfælt], Heinrich,
Violoncellist, f. 21. Apr. 1855 i Prag, foreg.’s Broder,
Elev af Konservatoriet i Prag, 1876—84 Lærer
ved Kullak’s Akademi i Berlin, siden 1886
Medlem af den kgl. Operas Kapel smst. Besøgte
Skandinavien 1889.
S. L.

Grünhut [’gry.nhul], Carl Samuel, østerr.
Retslærd, f. 3. Aug. 1844 i Bur Sanct Georg
(Ungarn), 1869 Privatdocent i Wien, 1872
ekstraordinær Prof., 1874 ord. Prof. smst., 1897
Medlem af Herrehuset. G. nyder europ. Ry som
en af Nutidens ypperste Kendere af Handels-
og Vekselretten, hans grundlæggende »Das
Recht des Commissionshandels« (1879) og den
berømte »Wechselrecht«, I—II (1897) er hans
Hovedværker. Han har desuden bl. a. skrevet:
»Die Lehre von der Wechselbegebung nach
Verfall« (1871), »Das Enteignungsrecht« (1873),
»Grundriss des Wechselrechts« (1899, 4. Opl.
1913). »Lehrbuch des Wechselsrechts« (1900),
»Das österreichische Aktienregulativ von 20.
Septbr 1899« (1905, 2. Opl. 1913) og »Die
Gesellschaft mit beschränkter Hartung nach
österreichischem Recht« (1906, 2. Opl. 1913). 1873
paabegyndte G. Udgivelsen af »Zeitschrift für
das Privat- und öffentliche Recht der
Gegenwart«, der hurtig samlede Østerrigs og
Tysklands bedste jur. Penne som Medarbejdere og
vistnok maa betegnes som Østerrigs
betydeligste retsvidenskabelige Tidsskrift. Ogsaa i
legislative Arbejder — Aktie- og Forsikringsret —
har G. taget betydelig Del.
Fz. D.

Grünlingit, et graat, metalglinsende Mineral
af Sammensætning Bi4TeS3, der forekommer i
Cumberland i England.
O. B. B.

Grynpose (Søv.), en konisk dannet Pose
fyldt med Gryn. Brugtes tidligere i Træskibene
til at tætte et Grundskud. Ved Hjælp af en i
G.’s spidse Ende befæstet Tovende blev den
halet ind i Hullet, saa langt Omstændighederne
tillod det; naar Grynene blev vaade, udvidede
de sig og tættede Hullet.
H. E.

Grynteokse, se Okser.

Grünwedel [’gry.nve.dəl], Albert, tysk
Arkæolog, f. 1856 i München, hvor han studerede
klass. Filologi og Arkæologi, senere ogsaa ind.
o. a. asiatiske Sprog. 1885 blev han Direktør

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0212.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free