Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Naturforhold m. m. - Det gamle G. - Land og Folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
M. H. t. Øernes Terrainforhold henvises til
de enkelte Artikler.
Geologi. G. og navnlig Ny-G. er i Forhold
til de fleste andre europ. Lande endnu kun
ufuldstændig undersøgt, men man har dog et
Overblik over de geol. Forhold i de store Træk.
To Rækker Dannelser er de fremtrædende,
nemlig gl. krystallinske Dannelser i
Halvøens Østside og Kridtformationen i
Vestsiden. De gl. Dannelser bestaar især af
Glimmerskifer med overlejrede Lerskifer og
Kalksten, der hyppig optræder som Marmor
af større og mindre Renhed. Den forvitrede
Overflade af Glimmerskiferen danner gode
Betingelser for Plantevækst og Kultur, medens
Kalkbjergene er nøgne og ufrugtbare. De
bekendteste Marmorfindesteder fra Oldtiden er
Pentelikon og Øen Paros. — Kridtformationen
i Halvøens Vestside og paa Morea er vildere
og mere uregelmæssig i sine Former, og for
Agerdyrkning har denne Jordbund kun ringe
Bet.; bedre egnet er den til Græsgange og
Skov. Særlig karakteristisk er den stærkt
udviklede Karstdannelse, der faar en saa
betydelig Indflydelse paa Landets Vandnet, idet
Søernes Afløb hyppig foregaar gennem
underjordiske Aabninger, »Katavothrer«, for gennem
Kanaler og Hulheder i den let udvaskelige
Jordbund at bryde frem paa andre Steder som
stærke Kilder, »Kefalarier«; det samme er
Tilfældet med mange Floder. Af yngre Dannelser
forekommer tertiære Aflejringer enkelte
Steder i det flade Land (Thessalien, Attike,
Iri-Dalen, Ruphias-Dalen o. a.). Vulkanske
Fænomener har tidligere været hyppige,
men endnu virksomme Vulkaner findes kun paa
den sydligste af Kykladerne, Santorin
(Thera); derimod minder de hyppige og ofte meget
stærke Jordskælv endnu om, at man
befinder sig i en af Jordens uroligste Egne. Paa
Metaller er Halvøen ikke rig, og kun
Sølvværket i Laurion, hvor man nu ogsaa udvinder
noget Jern, Bly og Zink, er blevet i større
Grad bekendt.
Klima, Plante- og Dyreverden har
alm. Middelhavslandenes Præg; dette gælder
dog især om Kystlandene, idet de mere
højtliggende Egne nærmer sig det
mellemeuropæiske. Kystegnene og Øerne har et temmelig
ensartet Klima, og navnlig Vintervarmen er
højere, end man efter den geogr. Bredde skulde
vente; i Athen er saaledes Middeltemp. for den
koldeste Maaned (Jan.) 8° C., for den varmeste
(Juli) 27°. I de højere liggende Egne bliver
Vinteren derimod ofte temmelig streng, og
selv Arkadiens Højslette har en lang, streng og
snerig Vinter, medens Messeniens Lavland kun
faa km derfra knap kender til nogen egl.
Vinter. Til Gengæld er Sommervarmen, baade i
Lavlandene som Attike og i de indelukkede
Kedeldale ofte utaalelig trykkende, hvortil den
næsten altid skyfri Himmel ogsaa bidrager sit.
Regnfaldet er meget ulige fordelt i Landet, idet
Vestsiden (Korfu 780 mm) faar betydelig større
Nedslag, end Østsiden (Athen 385 mm); ogsaa
Fordelingen over Aarets Maaneder er meget
ulige, idet Regnen saa godt som udelukkende
tilhører Vinterhalvaaret, medens Sommeren
ofte Maaneder igennem er fuldstændig regnløs.
Dette, i Forbindelse med, at Regnen falder i
faa, store Byger, bevirker, at Agerdyrkningen
væsentlig maa grundes paa kunstig Vanding;
man faar en Oasekultur. Den golde Jordbund,
det ringe og uregelmæssige Nedslag, byder ikke
Plantevæksten gode Betingelser; G. er derfor
ogsaa i Lighed med de andre sydeuropæiske
Halvøer forholdsvis skovfattigt. Kun c. 12 %
af Arealet er Skovland, og de tidligere
udstrakte Skove er nu enten forsvundne eller
stærkt reducerede, væsentlig ved Beboernes
ufornuftige Rydning. Det er mest de fugtigere
Bjerge mod V., der bærer Skove, dels
Naaleskove (Aleppofyr, Kystfyr, Hvidgran og mod S.
Pinjen), dels Løvskove (stedsegrønne Ege,
Bøge, Kastanjer, Valnød og Platantræer). I de
lavere skovfattige Egne erstattes Skovene af en
lav Kratvegetation »Maki«, bestaaende af Buske
(Nerier, Myrter og Laurbær) og Halvbuske
(Lyng, Cistus og mange Læbeblomstrede).
Saftige Enge og frodige Græsmarker findes ikke.
Bl. de dyrkede Planter spiller Kornsorterne
Majs, Hirse og Ris Hovedrollen; endvidere
dyrkes Vinstokken (Korender), Oliventræet, Citron-,
Appelsin- og Johannesbrød-Træet. Af Husdyr
holdes foruden de alm. mellemeurop. Former
talrige Geder, Æsler og Muldyr, samt hist og
her Bøfler og Dromedarer. Om G.’s Dyre- og
Planteliv, se i øvrigt, Middelhavsfauna
og - flora.
C. A.
Det gamle G. (Hermed et Kort, foran S. 200).
Land og Folk.
Grækerne dannede i Oldtiden hverken nogen
politisk ell. geogr. Enhed. De beboede den gr.
Halvø (indtil Olympos-Bjerget og den
ambrakiske Bugt mod N.) med de Øer, som sluttede
sig hertil, fremdeles Øerne i det ægæiske Hav
(Kreta, Karpathos og Rhodos indbefattede),
Lilleasiens Vestkyst og Dele af Øen Kypros
(Cypern). Uden for dette Omraade anlagde de, til
Dels allerede i forhistorisk Tid, Kolonier paa
Makedoniens og Thrakiens Kyster, omkr.
Propontis (Marmara-Havet) og Pontos Euxeinos
(det sorte Hav), i Nordafrika, Ægypten, i det
sydlige Italien, paa Sicilien og i Sydfrankrig.
Under Alexander den Store og Diadocherne fik
gr. Kultur og Sprog en langt større Udbredelse
end forhen. Fl. af de Egne, hvor der fandtes
gr. Kolonier, blev saa godt som helt gr. I
Thrakien og Makedonien har det gr. Sprog
holdt sig den Dag i Dag, i Syditalien (»Stor-G.«)
er det først uddød i nyere Tid.
Den gr. Verden bestod af en Række mindre
Stater af forsk. Omfang og Magt. Landskaberne
ɔ: de sammenhængende Territorier, som
beboedes af væsentlig ensartet Befolkning, der talte
samme Dialekt, havde fælles Kultus o. a. fælles
Ejendommeligheder, var i politisk Henseende
Enheder af meget forsk. Art. Nogle udgjorde i
den hist. Tid et enkelt Statssamfund, andre et
Forbund af fl. Stater, jævnstillede ell. under
den størstes Overhøjhed; i nogle var
Forbindelsen mellem de enkelte Kommuner, hvoraf de
bestod, meget løs. Sammenslutninger, der rakte
ud over Landskabernes Grænser, forelaa fra
ældgammel Tid i de saakaldte Amfiktyonier;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
