Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Land og Folk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
efter deres opr. Karakter havde de dog kun
underordnet politisk Bet. Om de Kampforbund
(Symmachier), som fremkaldtes ved Krigen med
Perserne, henvises til Afsn. »Historie«, S. 230,
navnlig det Symmachi, der stod under Athens
Ledelse, havde en Tid Karakter af et
organiseret Hele. I den sidste Periode af Frihedstiden
spillede det achæiske og ætoliske Forbund en
betydelig Rolle (se Afsn. »Historie«, S. 234).
Om G.’s Stilling og Administration under
Romernes Herredømme henvises til S. 234.
Trods den stærke politiske Splittelse havde
Grækerne en stærk Følelse af at udgøre een
Nation i Modsætning til alle Fremmede
(»Barbarer«); hertil bidrog især fælles Sprog og
Skrift, ensartet Religion og Tænkemaade,
Fællesskab i Aandsevner og Anlæg. Kun de paa
Kypros boende Grækere stod længe uden for
den alm. Udvikling og benyttede endog en egen
Skrift. — Om Grækernes Slægtskabsforhold til
andre indoeuropæiske Folk og om Stamme- og
Dialektforskelligheder henvises til Afsn. »Sprog«
S. 214.
I de homeriske Digte findes endnu intet egl.
Fællesnavn for det gr. Folk; dog bruges
Navnene paa de mest fremtrædende Stammer
(Achaiere, Argeiere, Danaere) til
Dels som Fællesbetegnelse. I den hist. Tid
kaldte Grækerne sig Hellenere (Ἑλληνες),
Landet, som de beboede, Hellas (Ἑλλάς); i
de homeriske Digte betegner disse Ord kun en
Stamme og et Landomraade i Thessalien. De
østerlandske Folk kaldte Grækerne Ionere efter
den Stamme, der var den betydeligste paa
Lilleasiens Kyst og i Ægæerhavet, og som synes
fortrinsvis fra gl Tid at have staaet i Forbindelse
med de orientalske Kulturlande. Det Navn,
Folket har i de nyere europ. Sprog, stammer fra
Romernes Græci, som antages opr. at have
betegnet en Folkestamme i Epeiros.
G.’s fys. Geografi omtales S. 200, hvor de
Navne, som Bjerge, Floder o. s. v. havde i
Oldtiden, findes tilføjede i ( ) ved Siden af de
moderne. De enkelte Landskaber beskrives i
særlige Artikler, hvorfor her kun kort anføres
deres Navne. Nordligst laa Thessalien, hvortil
sluttede sig mod Ø. Magneternes Omraade, mod
S. Malis, Oitaia og Ainianernes Land, mod SV.
Dolopernes. De øvrige Landskaber N. f. den
korinthiske Tange var (fra V. til Ø.)
Akarnanien, Aitolien, det vestlige (ozoliske) Lokris,
Doris, Fokis, det østlige (epiknemidiske og
opuntiske) Lokris, Boiotien, Attike (med Øen
Salamis) og Megaris. Paa Peloponnesos laa
Argolis, hvortil sluttede sig Flius’, Korinthos’ og
Sikyons Omraade samt Øerne Aigina, Kalaureia
og Hydrea, Lakonike, Messenien, Elis, Achaia
og Arkadien; det sidste var det eneste af de
peloponnesiske Landskaber, som ikke naaede ud
til Havet. Doris, Megaris, Argolis, Lakonike og
Messenien havde dorisk Befolkning, Attike
ionisk; Beboerne i de øvrige Landskaber talte
forsk. Dialekter; ofte sammenfattes de under
Navnet Aiolere. Lilleasiens Vestkyst faldt i 3
Dele: mod N. Aiolis (hvorunder hørte Øerne
Lesbos og Tenedos), i Midten Ionien (med Chios
og Samos), mod S. Doris (med Kos og Rhodos).
Af Øerne i det ægæiske Hav havde Kythera,
Kreta, Karpathos og de sydligste Kyklader og
Sporader (Kalymna, Astypalaia, Anafe, Thera,
Melos og Kimolos) dorisk Befolkning; Ionerne
beboede Euboia, Andros, Tenos, Mykonos,
Delos, Syros, Keos, Kythnos, Serifos, Sifnos,
Oliaros, Paros, Naxos, Sikinos, Ios, Amorgos og
Ikaria. De nordligere liggende Øer, Skyros,
Lemnos, Imbros, Samothrake og Thasos, der
fra først af beboedes af forsk., til Dels ugræske
Stammer, fik efterhaanden (senest i 5. Aarh. f.
Kr.) ligeledes ionisk Befolkning. Bl. Øerne i det
ioniske Hav blev Kerkyra og Leukas tidlig
koloniserede fra Korinth; de øvrige (Kefallenia,
Ithake og Zakynthos) beboedes af aioliske
Stammer.
Gr. Kolonier fandtes som nævnt paa næsten
alle Kyster ved det østlige Middelhav og det
sorte Hav. Under Henvisning til de særlige
Artikler anføres her de vigtigstes Navn og
Beliggenhed. I Epeiros og Illyrien: Ambrakia,
Apolloneia, Epidamnos (Dyrrhachium). I
Makedonien: Pydna, Methone og Stæderne paa
Chalkidike. Paa Thrakiens Sydkyst: Amfipolis,
Neapolis, Abdera, Maroneia og Ainos. Ved
Hellespontos paa den europ. Side: Sestos og
Kalliupolis, paa den asiatiske: Abydos og Lampsakos.
Ved Propontis (Marmara-Havet) og Bosporos,
paa Lilleasiens Kyst: Kyzikos, Myrleia, Astakos
og Kalchedon; paa den thrakiske Side:
Perinthos, Selymbria og Byzantion. Ved Pontos
Euxeinos, i Thrakien: Apolloneia, Odessos,
Tomoi, Istros; i Skythernes Land: Tyras, Olbia,
Chersonesos, Theodosia, Pantikapaion, Tanais,
Fanagoria; i Kolchis: Dioskurias og Fasis; i
Pontos: Trapezus, Kerasos, Amisos; i
Paflagonien: Sinope; i Bithynien: Herakleia. — I
Ægypten var Naukratis en gr. Nybygd; paa
Libyens Nordkyst: Kyrene, Apolloneia og Barke.
— I Syditalien var saa godt som hele
Søhandelen i Grækernes Haand og en Rk. betydelige
Handelsbyer grundlagte af dem; i Kalabrien
(Iapygernes Land): Taras (Tarentum); i
Lukanien og Bruttiernes Land: Metapontum,
Herakleia, Siris, Sybaris, Thurioi, Kroton, Lokroi,
Rhegion, Elea, Poseidonia (Pæstum); i
Kampanien: Neapolis og Kyme (Cumæ). Endnu
større Bet. havde det gr. Element paa Sicilien,
hvor de gr. Kolonier hævede sig til stor
politisk Magt. Paa Øens Østkyst laa Syrakusai,
Megara Hyblaia, Leontinoi, Katane, Naxos,
Zankle (Messene); paa Nordkysten: Tyndaris
og Himera; paa Sydkysten: Selinus, Herakleia
Minoa, Akragas (Agrigentum), Gela og
Kamarina. — I Sydfrankrig var Massalia en
betydelig gr. Stad. (Litt.: J. A. Cramer,
Geographical and historical description of ancient
Greece [3 Bd, Oxford 1828]; Königsfeldt,
»Lærebog i den gl. Geografi« [2. Udg., Kbhvn
1857]; C. Bursian, »Geographie v.
Griechenland« [1.—2. Bd, Leipzig 1862—72]; H. G.
Lolling, »Hellenische Landeskunde und
Topographie« [i Iwan Müller’s »Handbuch der
klassischen Altertumswissenschaft« [3. Bd,
Nördlingen 1889]; G. Fougères, Grèce [2. Udg.,
1911]; H. Kiepert, »Atlas antiquus. Zwölf
Karten zur alten Gesch.« [Berlin 1892]).
C. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
