Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Religion, Kultus, Mytologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som Kunstneren havde givet Udtryk i sit
Arbejde, maatte derigennem paavirke de religiøse
Forestillinger hos Samtid og Eftertid. Endelig
tog den gr. Digtning i stort Omfang
Gudeforestillingerne i sin Tjeneste, og Digterne
forholdt sig ikke slavisk refererende overfor
dem, men omformede dem til Dels efter deres
særlige Øjemed. Den anskuelige klare Form,
hvori de olympiske Guder fremtraadte i Iliaden
og i Odysseen, og det System, hvori de
guddommelige Magter var indordnede i Hesiodos’
Digte, blev af største Bet. for de religiøse
Forestillingers Udvikling i al Eftertid. Det kan
endnu paavises, hvorledes mange Steder afvigende
Ideer holdt sig en Tid lang, men til sidst
bukkede under for den Magt, de gl. Digtninge
havde, netop fordi disse var hele
Hellenerfolkets aandelige Ejendom; derimod vil det næppe
nogen Sinde lykkes i disse fuldtud at udskille
den Del, der skyldes nedarvet Folketro, fra
Digternes Omformning.
Med Kulturens Udvikling undergik
Gudeforestillingerne, som naturligt er, i Tidens Løb stor
Forandring. Gudinden Athena var ikke den
samme i 6. og i 4. Aarh., og lige saa lidt nogen
af de andre Gudeskikkelser; de opr. mere naive
Forestillinger om deres Fremtræden og Virken
viger efterhaanden Pladsen for en mere ideel
Opfattelse af deres Væsen. Denne gradvise
Omformning er selvfølgelig altid foregaaet;
Guderne var til enhver Tid jo kun Afspejlinger af
Menneskeaanden og maatte ændres med den.
Den Stilling, Grækerne i den senere Tid
indtog over for de nedarvede Gudeforestillinger,
var højst forsk. efter den enkeltes aandelige
Standpunkt. Religionen blev vel aldrig hos dem
en Magt, der beherskede hele Tankelivet og
Livsførelsen saaledes som den jødiske eller
kristne; men vi kan dog finde oprigtig Tro, og
Iver for at tækkes Guderne ved from og ren
Vandel kunde i mange Tilfælde bestemme den
enkeltes Handlemaade; Nød og Sygdom bragte
mange til at sætte det sidste Haab til Gudernes
Hjælp. En blot vanemæssig Gudsdyrkelse var
dog sikkert det almindelige i den historiske
Tid, og fra det 5. Aarh. af finder vi hos oplyste
Aander dels afgjort Ateisme, dels et
Gudsbegreb, der hævede sig højt over den
almindelige Polyteisme.
Til den egl. Gudeverden sluttede sig en anden
Klasse overnaturlige Væsener, de saakaldte
Heroer (se Heros).
II. Som allerede omtalt, henvendte man sig
under Livets forsk. Forhold til Guderne for at
vinde deres Gunst og opnaa deres Hjælp. Den
simpleste Form herfor var den mundtlige Bøn;
sædvanlig bad man staaende, med begge
Armene højt løftede, Haandfladerne vendte ud
fra sig; stod man over for et Gudebillede,
hævedes kun den højre Haand i Vejret med
Fladen vendt mod Billedet. Ofte nøjedes man dog
ikke med Bønnen, men føjede hertil en Ofring;
utvivlsomt er denne Skik fra først af
udsprungen af den Forestilling, at Guderne ligesom
Menneskene trængte til Næring og kunde nyde
Mad og Drikke. Senere, da Forestillingerne i
dette Punkt havde udviklet sig i mere ideel
Retning, holdt Ofringen sig dog, som mange
andre religiøse Skikke, ved Traditionens Magt.
Først og fremmest ofredes Mad og Drikke: Kød,
Frugt, Mælk, Vin o. s. v., dernæst ogsaa
andet, der beredte Menneskene sanselig
Tilfredsstillelse og Glæde, som Røgelse; i hist. Tid
havde der som oftest uddannet sig bestemte Regler
for, hvilke Dyrs Kød, hvilke Frugter m. m. der
skulde ofres til hver enkelt Guddom. Ofret blev
stundom blot hensat til Guddommens
Raadighed, hyppigst dog brændt, fra først af vistnok
fordi man antog, at det herved overførtes fra
Jorden til Gudernes Verden. Til Brændofre
benyttedes et Alter ɔ: en Forhøjning med et
Ildsted. Alm. var det ogsaa at skænke Guderne
Gaver af mere varig Art; det maa antages, at
Forudsætningen herfor var en Tro paa, at
Guderne ligesom Menneskene kunde besidde
Ejendom, og at man ved at øge denne kunde vinde
deres Gunst. Offergaverne var Genstande af
samme Art som de, der havde Værdi for
Menneskene: Kostbarheder, Vaaben, Redskaber, Kar
(jfr Votivgaver); den Skik at ofre
saadanne Ting tog i høj Grad til, efter at Guderne
havde faaet faste Boliger, hvori Skatten kunde
opbevares; til Gaver valgtes da ofte Genstande,
som stod i nær Forbindelse med Gudsdyrkelsen
(Tempelkar, Trefødder o. a.), ell. som kunde
tjene til Pryd for Helligdommen. Anledningen
til at ofre Gaver var forsk.; ofte lovedes der
ved Bønnen en Takkegave, dersom Ønsket blev
opfyldt; Henvendelsen til Guderne fik derved
Karakter af et Slags Kontraktforhold. Staaende
Skik var det at vise Guderne Taknemlighed for
et godt Udfald af Høsten og for lykkelig
Afslutning af ens Arbejde og Virksomhed; en saadan
Gave bragtes enten in natura (Tiende ell.
Førstegrøde af Korn og Frugt, Tiende af Jagt- og
Krigsbytte), ell. der anskaffedes for den Part,
man mente at skylde Guddommen, en særlig
Gave.
Bøn og Ofring kunde foregaa hvor som helst:
Hæren paa Krigstog, Skibsmandskabet, som
landede paa fremmed Kyst, maatte henvende
sig til Guderne, hvor Tilfældet bød. Men det
er naturligt, at der under regelmæssige
Forhold tidlig udviklede sig faste Offerpladser; de
mindre og større Samfund, der til regelmæssige
Tider samledes for at foretage bestemte
Ofringer, maatte naturlig hertil vælge det samme
Sted; i St f. at danne et nyt Ildsted hver Gang
gik man tidlig over til at bygge faste Altre. Kun
i enkelte særlige Tilfælde holdt den gl. Skik
sig at opføre et nyt Alter ved hver Ofring,
undertiden af forgængeligt Materiale, som
fortæredes af Offerilden (jfr Daidala). Valget
af Offerstedet kunde være bestemt af mange
Hensyn; som oftest knyttede der sig i hist.
Tid dertil Sagn om guddommelig Aabenbaring
e. l. Stedet blev betragtet som helligt, maatte
ikke besmittes ell. krænkes; ofte søgte man at
afværge dette ved et fast Hegn. Ved den hist.
Tids Beg. fandtes saaledes rundt om i de gr.
Smaasamfund Helligdomme indviede til de
Guder, som regelmæssig dyrkedes; hyppigst var
de beplantede. I disse Helligdomme tænktes
Guderne fortrinsvis at dvæle for at modtage
Menneskenes Bøn og Offer. I mange
Helligdomme, hvis Oprindelse gaar tilbage til førgr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
