Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Thomsen, senere af K. Verner, den sv.
Sprogforsker Tegnér og af nogle udenlandske
Sprogforskere. De Punkter, hvori Græsk paa den
mest iøjnefaldende Maade afviger fra det
fællesindoeuropæiske Lydsystem, er følgende:
Overgang fra s til h, som i Ordenes Indre
fuldstændig forsvinder, f. Eks. έπτά, hepta, »syv«, lat.
septem; h ell. ζ i Forlyd, hvor andre Sprog
har j, f. Eks. ζυγόν, zygon, »Aag«, lat. jugum,
ήπαρ, hēpar, »Lever«, lat. jecur;
Sammensmeltning af j med en foregaaende Konsonant,
f. Eks. μέσος;, mesos, »midterst«, lat. medius,
oldnordisk miðr, Akkusativ miðjan; en bestemt
Klasse af indoeurop. k-Lyd (indoeurop. ku o. s. v.)
gaar over til π-Lyd, foran ε og ι til τ-Lyd,
f. Eks. ήπαρ, hēpar, »Lever«, lat. jecur; τέτταρες,
tettares, »fire«, lat. quattuor. I Løbet af den
hist. Tid bortfalder v; det ældre Ϝοϊνος, voinos,
»Vin«, lat. vīnum, bliver til oινος;, oinos; ν er
bevaret i talrige Indskrifter i forsk. Dialekter,
og Metrikken viser, at det opr. har været til
Stede i de homeriske Digte. Den
fælles-indoeurop. Verbalbøjning er i Græsk bleven en Del
udvidet; navnlig er Aorist Passiv og Futurum
Passiv en gr. Nydannelse. Derimod er
Nominalbøjningen bleven noget simplificeret ved
Tabet af tre Kasus (Instrumentalis, Ablativ og
Lokativ). Af Laaneord fra os bekendte Sprog
er der i Oldgræsk kun paavist et ringe Antal,
flest fra Semitisk (f. Eks. κάμηλος, kamēlos,
»Kamel«, hebr. gāmāl).
I den ældste Periode træder Græsk os i
Møde delt i en Mængde Dialekter. Den
paalideligste Forestilling om disse Dialekter faar vi
gennem Indskrifterne. Indskrifternes Antal er
overmaade stort; omtr. 50000 er udgivne.
Mange af dem er af anselig Længde, f. Eks. Loven
fra Gortyn paa Kreta (12 Kolumner paa over 50
Linier), Indskrifterne fra Herakleia i Syditalien
(187 og 111 Linier; Beretning fra en
Kommission, som havde haft det Hverv at fastsætte
Grænserne for Dionysos’ og Athena’s hellige
Jorder og besørge dem bortforpagtede),
Indskriften fra Andania i Messenien
(Bestemmelser om Afholdelsen af Mysterier for en Rk. af
Guder, 195 Linier) o. s. v. Mange indeholder
dog mest Navne, og mange er ganske korte. De
græske Dialekter falder i flg. Hovedgrupper:
1 a) Dorisk: Lakonisk; Tarent og Herakleia;
Messenien; Argolis og Aigina; Korinth og
Kerkyra; Megara og Byzants; Kreta; Thera, Melos,
Kyrene; Rhodos med Kolonierne Gela og
Akragas; Karpathos o. a. Øer i Ægæerhavet. 1 b)
Nordvestgræsk: Lokris og Fokis; Elis;
og rimeligvis nogle fl. Landskaber (men kun
fra Fokis, Lokris og Elis haves tilstrækkeligt
Indskriftmateriale). 2) Boiotisk,
Thessalisk og Asiatisk-Aiolisk (Lesbisk). 3)
Arkadisk-Kyprisk og Pamfylisk. 4)
Ionisk (de ioniske Stæder i Lilleasien,
Kykladerne, Euboia) og Attisk.
Ejendommeligt for Ionisk-Attisk er det, at det lange ā er
blevet til η: μήτηρ mētēr, »Moder«, latin māter,
irsk máthir, oldnordisk móðir; de øvrige græske
Dialekter har bevaret ā: dorisk μάτηρ mātēr.
Grækerne har i Oldtiden til Dels sammenfattet
alle ikke-doriske og ikke-ioniske Dialekter
under Benævnelsen Aiolisk; dette var rent
vilkaarligt. Nutildags indskrænker man
Benævnelsen til de aioliske Stæder paa Lilleasiens
Kyst og hosliggende Øer, navnlig Lesbos, ell.
man lader den omfatte denne Gruppe tillige
med Thessalisk og Boiotisk. Forskellen mellem
Dialekterne er dybtgaaende og viser sig ikke
blot i Lydsystemet, men ogsaa i Fleksionen, ja
den strækker sig i nogle Tilfælde ogsaa til
Accenten; i Lesbisk rettede Accentens Plads sig
udelukkende efter en mekanisk Regel, medens
de andre Dialekter med visse Indskrænkninger
havde bevaret den meget uregelmæssige
fællesindoeuropæiske Accent. Dialekternes
Repræsentation i Litteraturen er ret ejendommelig. I de
homeriske Digte er Sprogformen i alt
væsentlig ionisk, men med talrige indblandede
Aiolismer, som tyder paa, at Digtningen opr. hørte
hjemme hos Aiolerne; men Fick’s Anskuelse,
at de os overleverede homeriske Sange
opr. var forfattede paa Aiolisk, og hans Forsøg
paa at genoversætte dem til Aiolisk (»Die
Entstehung des homerischen Dialekts« i »Beiträge
zur Kunde der indogermanischen Sprachen«,
VII 139 ff.; »Die homerische Odyssee in ihrer
ursprünglichen Sprachform wiederhergestellt«
[Göttingen 1883]; »Die homerische Ilias«
[Göttingen 1886]) er forfejlet. Det homeriske Sprog
er et Kunstsprog, Produkt af en lang
Udvikling, som begyndte hos Aiolerne og fortsattes
hos Ionerne. Sprogformen har været Genstand
for mange Forandringer og Forvanskninger paa
Grund af Digtenes ejendommelige
Overleveringshistorie (først mundtlig overleverede; dernæst
i Attika optegnede med det gl. attiske Alfabet,
som brugte ε for det senere ε, ει og η, og ο for
det senere ο, ον, ω; efter 400 omskrevne i det
ioniske Alfabet; Fastsættelsen af Teksten ved
de alexandrinske Grammatikere gik ikke af
uden vilkaarlige Ændringer; Forvanskninger
indsneg sig i Tiden fra Alexandrinerne til vort
ældste fuldstændige Haandskrift fra 10. Aarh.).
Den moderne Udgivers Opgave er at naa
tilbage til den alexandrinske Redaktion; i
adskillige Enkeltheder kan vi dog naa ud over
Alexandrinerne; vi kan paavise den opr.
Tilstedeværelse af Lyden v (Knös, De digammo
Homerico quaestiones [Upsala 1872—73—79]),
paavise, at ει ofte fejlagtig har fortrængt det rigtige
η o. s. v. Den homeriske Sprogform vedblev,
med ubevidste Ændringer, at være herskende
ogsaa i den yngre episke Poesi uden Hensyn til
Forfatternes Fødesteder; den udøvede ogsaa
stærk Indflydelse paa den lyriske Poesi (ikke
blot den ioniske, men ogsaa den aioliske og
doriske), og den samme Indflydelse spores
endnu i det attiske Drama. I Elegi og Jambe vandt
den ioniske Dialekt Hævd, ogsaa i Mimiamben
(Herondas). I det saakaldte doriske Melos
benyttedes den doriske Dialekt, som derfra i
afdæmpet Form gik over til Korsangene i det
attiske Drama; tillige benyttedes Dorisk i det
siciliske Drama (Epicharm og Sofron) og i den
bukoliske Poesi. Den lesbiske Dialekt
benyttedes i det aioliske Melos af Alkaios og Sapfo,
men i Modsætning til den faste Forbindelse, som
Ionisk og Dorisk indgik med de Digtarter, som
fra først af var opstaaede i disse Dialekter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
