Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Litteratur - IV. Den rom. Periode (c. 30 f. Kr. til c. 500 e. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vigtige Oplysninger om antikke Forhold og
Personer, dels talrige filos. Afh.; noget senere er
Arrianos fra Nikomedia, der efter de
bedste, nu tabte Kilder skildrede Alexander den
Store’s Tog og ogsaa behandlede filos. og geogr.
Emner, og Alexandrineren Appianos, der
fremstillede Roms Historie ordnet efter etnogr.
Synspunkter. Betydeligere end disse er baade
som Forsker og Stilist Dion Kassios fra
Nikaia i Beg. af 3. Aarh., hvis kun til Dels
bevarede rom. Historie er en Hovedkilde for den
første Kejsertid; hans yngre Samtidige
Herodianos behandlede Perioden fra Mark
Aurel’s Død indtil Gordian. Af de senere
Skribenter maa nævnes Zosimos (c. 450—c. 500),
hvis Kejserhistorie gik fra Augustus til 410.
Kronologien dyrkedes af Kirkefaderen
Eusebios (d. 340) fra Cæsarea, hvis Chronikon,
der gik til 324, dog kun er bevaret i Overs.
Inden for Geografien udmærkede sig
Strabon fra Kappadokien
(c. 63 f. Kr.—c. 23 e. Kr.), der i Rom forfattede en alm.
Jordbeskrivelse, og den i sin Fødeby virkende
Alexandriner Klaudios Ptolemaios (under
Antoninerne), hvis Værker har haft den største
Bet. baade for Geografien og Astronomien.
Samtidig med den sidste var Asiateren
Pausanias, hvis Skildring (»Periegesis«) af G. til
alle Tider har været en uudtømmelig Kilde for
Filologien og Arkæologien. Midtpunktet for
Studiet af de eksakte Videnskaber vedblev
Alexandria at være; bl. de mange mat. Forf. er de
mest fremragende Diofantos fra
Alexandria (c. 250), der for Aritmetikken var det
samme som Eukleides for Geometrien, og Geografen
Ptolemaios. Lægevidenskaben
repræsenteres af Farmakologen Dioskorides fra
Kilikien (c. 60 e. Kr.), Archigenes fra
Syrien (c. 100), Soranos fra Efesos (c. 140)
og navnlig den alsidige og frugtbare Forfatter
Klaudios Galenos fra Pergamon (f. 129);
senere skrev Oreibasios fra Pergamon (c.
360), Aëtios fra Amida (Beg. af 6. Aarh.) og
hans Samtidige Alexandros fra Tralles
store med. Encyklopædier.
De grammatiske Studier dyrkedes i
denne Periode ligelig i Alexandria og Rom; de
betydeligste Grammatikere, Didymos
Chalkenteros (f. 63 f. Kr.), Apollonios
Dyskolos og hans Søn Herodianos (2.
Aarh. e. Kr.) var fødte i Alexandria, men
virkede alle mere ell. mindre i Rom. Allerede
tidligere havde man samlet og fortolket
sjældne og forældede Udtryk (»Glosser«); en saadan
Samling forfattedes af Pamfilos (c. 60 e.
Kr.), der vistnok indirekte har været Kilden
til Hesychios’ Leksikon (5. Aarh.).
Bestræbelsen for at føre Skriftsproget tilbage til den
attiske Sprogform (smlg. ndf.) fremkaldte i 2.
Aarh. leksikalske Værker af de saakaldte
Atticister, bl. hvilke især maa nævnes
Frynichos fra Bithynien, Harpokration fra
Alexandria og Julius Pollux fra
Naukratis. Stor Værdi for Forstaaelsen af antikke
Forhold har den af Athenaios fra
Naukratis (c. 200) forfattede Samling af lærde
Notitser, ligeledes den efter moralske Synspunkter
anlagte Ekscerptsamling af Johannes
Stobaios (5. Aarh.) og et etymologisk Leksikon
af hans Samtidige Orion fra det ægypt.
Theben. — En ejendommelig Bevægelse i
Retorikken, der begynder under Augustus og
faar stor Bet. Kejsertiden igennem, er den
saakaldte Atticisme, der gaar ud paa at
rense Skriftsproget for de i Tidens Løb
indkomne fremmede Elementer og som Rettesnor
opstiller de gl. attiske Talere; dens
Hovedrepræsentanter er den allerede som Historiker
omtalte Dionysios fra Halikarnassos, og
hans Samtidige, Retoren Cæcilius fra
Kalakte. Retorikken fandt ogsaa i den flg. Tid
talrige Dyrkere som Demetrios, Ailios
Aristeides, Apsines, Menandros,
Cassius Longinos og navnlig den stærkt
forgudede og kommenterede Hermogenes
fra Tarsos i Slutn. af 2. Aarh. Hele denne rige
Udvikling af Retorikken har imidlertid ikke
alene litterær og æstetisk Bet.; efterhaanden
som Grækerne under de rom. Kejsere, navnlig
Hadrian og Antoninerne, der ivrig beskyttede
den gr. Dannelse, fik større Indflydelse i
Romerriget og de dygtige iblandt dem opnaaede
ledende Stillinger, opstaar der en Slags
praktisk Veltalenhed, den saakaldte Sofistik, der
ogsaa har efterladt talrige litterære
Vidnesbyrd. Som Sofister, hvilket Navn ikke havde
været i Brug siden 4. Aarh. f. Kr., betegnes
Mænd, der har uddannet Talerkunsten til
Virtuositet og paa Turneer i Romerrigets store
Byer holder Foredrag, dels efter Forberedelse,
dels improviseret, over højst forsk. Emner,
Fortidens Historie, Dagens brændende
Spørgsmaal, ofte ogsaa Ting af rent underordnet
Interesse, som kun ved Formen kunde gøres
tiltrækkende. Sofistikken har to Glansperioder,
den første under Hadrian og Antoninerne, den
anden under Julian og hans Efterfølgere, i
hvilken Periode den sammen med Filosofien
forsvarer den gl. Religion imod Kristendommen;
den har Fortjenesten af i Aarhundreder at have
holdt Kendskabet til den antikke Litt. i Live
og derved sat et Bolværk imod det
fremtrængende Barbari. De betydeligste Sofister i den
ældre Periode er: Dion Chrysostomos
fra Prusa, Favorinus fra Arelate,
Herodes Attikos, Ailios Aristeides fra
Hadrianoi i Mysien og endelig Syreren
Lukianos fra Samosata (c. 190 e. Kr.), der som
Forf. baade ved sin skarpe Satire og sin
elegante Form hæver sig højt over alle de
tidligere. Ogsaa den lærde Romer Claudius
Ælianus fra Præneste, og Atticisten
Julius Pollux hørte til Sofisterne. Den
vigtigste Repræsentant i Beg. af 3. Aarh. er Flavius
Filostratos den Ældre fra Lemnos, der
har skrevet sine Forgængeres Biografier. Det 4.
Aarh. tilhører Himerios fra Prusa, Kejser
Julian, Libanios fra Antiochia,
Themistios fra Paflagonien og Synesios fra
Kyrene, den sidste Sofist af nogen Bet. En
Sidegren af den sofistiske Litt. er de fingerede
Breve, en yndet Form for smaa
Genrebilleder af det daglige Liv; betydeligst paa dette
Omraade er Alkifron i 2. Aarh. og hans
Efterligner Aristainetos i 5. Aarh.
Sofistikkens Indflydelse viser sig ogsaa i en stærkere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
